Rasmus Stoklund har næppe haft mange rolige arbejdsdage, siden han i 2019 – som nyvalgt medlem af Folketinget – blev udpeget som udlændingeordfører for Socialdemokratiet. I hverdagen skal han nemlig agere trofast defensor af regeringens benhårde linje over for flygtninge, indvandrere og migranter – en linje, som efter valget i 2019 har været en kernesocialdemokratisk kronjuvel på linje med klassiske velfærdsemner som sundhed, uddannelse og pension.
Nogle ville måske kalde jobbet for øretævernes holdeplads. Men sådan er det ikke for Rasmus Stoklund.
”Det er et vigtigt område og et meningsfuldt job,” fortæller han, da Kristeligt Dagblad møder ham på hans kontor på Christiansborg.
Hvis man skulle være i tvivl om sandhedsværdien i den bemærkning, kan man slå op i Rasmus Stoklunds debatbog ”Til Blå Bjarne” fra 2016, hvor han argumenterer for, at en benhård udlændingepolitik er nødt til at være fugemassen i den velfærdsstat, som Socialdemokraterne lever og ånder for at beskytte.
På den måde er Rasmus Stoklunds egen linje et billede på en større tendens i Socialdemokratiet, der kun har vokset sig stærkere i takt med, at Mette Frederiksen (S) har sat sig tungere og tungere på magten i partiet.
Tendensen handler om partiets forhold til Danmark og de danske værdier, der er blevet kraftigt opprioriteret under statsministerens lederskab. Politiske iagttagere er sågar begyndt at tale om opstandelsen af en ny slags konservativ socialdemokratisme.
Det er også derfor, Kristeligt Dagblad har indfundet sig på Rasmus Stoklunds kontor. For hvad er op og ned i det, kritikere har kaldt en decideret nationalkonservativ flirten?
”Vi er et parti med stærke konservative værdier. Jeg har personligt altid haft det godt med mange konservative, som jeg deler mange værdier med. I min studietid skrev jeg en blog, hvor jeg foreslog en SK-regering. Og der er meget af det, jeg skriver, der også kan udlægges som værende konservativt,” siger Rasmus Stoklund, der ikke sjældent har et dannebrogsflag i reverset, når han skal forsvare sit partis politik i offentligheden.
I dag er dannebrogsnålen og jakkesættet dog gemt væk til fordel for en ternet skjorte og brune chinos-bukser.
Han fortæller, at vi skal et par år tilbage i tiden for at finde kimen til hans egne konservative sympatier. Nærmere bestemt hans tid som konsulent i fagforeningen Dansk Metal, hvor han jævnligt brugte sine dage på at besøge produktionsvirksomheder overalt i Danmark.
”Når jeg sad og drak kaffe med tillidsmanden og direktøren, kunne man fornemme, at det var det socialdemokratiske og konservative udgangspunkt, der mødtes. De følte begge et stort ansvar for virksomheden, landet, lokalsamfundet og fællesskaberne. Det står i modsætning til liberalismen, der er meget orienteret mod individet.”
For Rasmus Stoklund bunder ”det stærke værdifællesskab” mellem den socialdemokratiske ideologi og den konservative livsopfattelse først og fremmest i en stor kærlighed til det særegent danske.
”Det handler om, at man ikke føler sig som en verdensborger uden nogen rødder og uden en særlig identifikation med den her lille plet på kloden. Det er noget, jeg deler med mange konservative.”
Han taler videre om den danske folkesjæl, der kan spores hele vejen tilbage til tabet af Norge i 1814 og tabet af hertugdømmerne i 1864, hvor der kommer en overensstemmelse mellem nationalitet og stat.
”Siden ser vi opblomstringen af demokratibevægelserne, arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. Det har alt sammen været med til at skabe en sammenhængskraft mellem almindelige danskere. Som dansk politiker ville det være underligt at have en laissez faire-holdning til vores historie og arv,” siger Rasmus Stoklund, der understreger, at han udtaler sig for egen regning i dette interview.
Noget kunne dog tyde på, at han alligevel taler ind i en generel tendens, der både præger regeringspartiet og det generelle politiske landskab. For et par uger siden sagde historiker og tidligere topembedsmand Bo Lidegaard eksempelvis til Kristeligt Dagblad, at coronakrisen har forstærket en tendens til, ”at man orienterer sig mere og mere nationalt”.
”Overalt ser man – ligesom i det danske socialdemokrati – med større skepsis på globaliseringen,” lød det fra Bo Lidegaard.
Fylder det nationale mere i jeres parti nu end under Helle Thorning-Schmidt?
”Det kan man godt sige. Det er tydeligt, at Mette Frederiksen er mere orienteret mod det hjemlige.”
Hvad vil du sige til de socialdemokrater, der troede, at de var med i et progressivt, internationalt orienteret centrum-venstreparti – og ikke et parti, der har et konservativt islæt, som du mener?
”Det er ikke så sort-hvidt. Man kan godt dele værdier med mange partier i Folketinget. På værdi- og udlændingespørgsmål er jeg næsten altid allieret med blå blok. Men når det gælder økonomisk politik og fordelingspolitik, er jeg solidt plantet i rød blok. Men vi er et bredt parti, hvor der er forskellige opfattelser af, hvordan vi forstår os selv.”
Bør Socialdemokratiet søge et mere formelt samarbejde med Folketingets konservative partier?
”Nej, ikke mere end vi gør i forvejen, hvor vi samarbejder med alle Folketingets partier.”
Hvordan manifesterer den konservative inspiration sig så i regeringspartiets førte politik?
”Vi er nødt til at være ærlige om, at der knytter sig nogle bestemte problemer til islam og den kultur, der følger med. Alting kan ikke gøres til et spørgsmål om, at overførselsindkomsterne er for lave, og at tonen i debatten er for hård. Der er også et personligt ansvar, som folk skal tage på sig. Det gælder syrienskrigere, kriminelle indvandrere og personer, der er på overførselsindkomster i årevis.”
Det er blandt andet med udgangspunkt i den analyse, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye nu har sparket ”anden halvleg” af integrationskampen i gang. Det fortalte han i et interview med Jyllands-Posten i slutningen af januar.
Ifølge de to socialdemokrater begyndte første halvleg 1990’erne. Dengang handlede det om at stoppe tilstrømningen og holde asyltallet nede. Næste del går ud på at bekæmpe de antidemokratiske værdier, som nogle indvandrere fra muslimske lande har taget med til Danmark.
Rasmus Stoklund glæder sig over, at Socialdemokratiet én gang for alle har meldt sig ind i kampen om de danske værdier, der traditionelt har været en sag for især Dansk Folkeparti, der har tabt mange vælgere til Socialdemokratiet.
”Værdirelativisme kan jeg ikke acceptere. Demokrati er bedre end diktatur. Ligestilling er bedre end det modsatte. Og det er bedre med religioner, der har gennemgået en reformation, og som kan tilpasse sig den frie verden.