Sociale medier afgør patienters viden om alternativ behandling

Læger oplever, at patienter henter viden om alternativ behandling på sociale medier eller fra kendte mennesker. Men nettet har mange plattenslagere, advarer professor

Akupunktur er en af de mest udbredte alternative behandlingsformer. De seneste 30 år er det blevet mere populært at søge alternativ behandling. I 1987 gik 10 procent af den voksne befolkning til en alternativ behandler. I 2017 var tallet 28 procent. Foto: Scanpix.
Akupunktur er en af de mest udbredte alternative behandlingsformer. De seneste 30 år er det blevet mere populært at søge alternativ behandling. I 1987 gik 10 procent af den voksne befolkning til en alternativ behandler. I 2017 var tallet 28 procent. Foto: Scanpix.

Alternativt behandling er så populært, at 1,3 millioner danskere eller godt hver fjerde voksen ifølge Statens Institut for Folkesundhed har lagt sig på briksen hos en akupunktør, zoneterapeut eller anden alternativ behandler inden for det seneste år. Men alt for ofte stammer patienternes viden om behandlingen næsten udelukkende fra sociale medier.

Det fremgår af en Gallupundersøgelse fra Lægeforeningen blandt 680 læger. 29 procent af lægerne svarer, at deres patienter i høj grad har fundet deres viden på de sociale medier eller blogs om sundhed. Samtidig siger 40 procent, at patienter i høj eller nogen grad har gravet deres viden om forskellige behandlinger frem fra kendte mennesker eller såkaldte influencere, der har mange følgere på de sociale medier.

Formand for Lægeforeningen Camilla Noelle Rathcke finder det problematisk for patientsikkerheden, at mange finder deres viden om alternativ behandling hos personer uden sundhedsfaglig baggrund.

”Det skal være krystalklart, hvilke behandlinger der er sundhedsfaglig evidens for, og hvilke behandlinger der ikke har nogen dokumenteret virkning ud over for eksempel at kunne lindre eller give velvære. Det skal desuden være helt tydeligt, hvilken baggrund man som alternativ behandler udtaler sig på. Der bør helt generelt ske en opstramning i forhold til markedsføring af alternative sundhedsydelser,” siger Camilla Noelle Rathcke.

For at sikre patienterne mener Lægeforeningen, at ordningen for Registrerede Alternative Behandlere (RAB) bør nedlægges. I stedet bør der oprettes et fagligt funderet vidensråd, der skal tilbyde information om alternativ behandling.

Professor Peter Hokland fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet har beskæftiget sig med alternativ behandling inden for kræftområdet, og han finder det problematisk, hvis de sociale medier er den eneste informationskilde for brugere af alternativ behandling.

”Nettet er fuld af plattenslagere, der tilbyder tvivlsomme behandlere. Jeg kan nævne en bachelor i business, der på sin hjemmeside råder kræftpatienter til at droppe kemoterapi til fordel for en bestemt form for kost, som hun sælger. Det giver ingen sikkerhed for patienterne, at der er oprettet en statslig ordning, som registrerer de alternative behandlere. Der bør være en vurdering og en kontrol af de alternative behandleres hjemmesider. For det er hjemmesiderne, der fanger patienter. Hvis vi kunne fange de behandlere, der siger til patienter: ’Du har leukæmi, men du behøver ikke kemoterapi,’ så ville det være et stort fremskridt,” siger Peter Hokland, der samtidig understreger, at patienter i en del tilfælde kan have gavn af alternative behandlinger.

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, finder det ligeledes problematisk, at mange danskere i høj grad har deres viden om alternativ behandling fra sociale medier.

Han mener, at den nuværende registrering af alternative behandlere fungerer som en blåstempling, uanset om der er evidens for behandlingen eller ej.

”Vi skal have et system, der bedre beskytter brugerne. Det er fornuftigt med oprettelse af et vidensråd, der kan samle viden på området, som man for eksempel har det i Norge. Hvis studier viser, at behandlinger ikke virker, så er det vigtig viden, og patienter kan handle på et oplyst grundlag,” siger Stinus Lindgreen.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, finder det naturligt, at mange henter deres informationer om zoneterapi og akupunktur på internettet.

Hun mener desuden, at den såkaldte RAB-ordning er den bedste garanti for, at behandlerne er fagligt velfunderede.

”De brådne kar blandt alternative behandlere skal sorteres fra, og vi støtter oprettelsen af et vidensråd, men det skal ikke styres af læger, der primært ønsker at behandle med medicin,” siger Liselott Blixt.