Prøv avisen
Interview

Socialekspert: Velfærdsstaten, som vi kender den, er død

Knud Aarup, der er tidligere direktør for Socialstyrelsen og tidligere formand for Socialpolitisk Forening, tror ikke længere på velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Knud Aarup er i dag landsformand i foreningen Bedre Psykiatri. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Globaliseringen og konkurrencestatstankegangen har slået så stærke rødder, at de nu er et vilkår, velfærdsstaten uundgåeligt må indrettes efter. Det indebærer på sigt et farvel til folkepensionen og en række af de sociale rettigheder, vi har anset som universelle, mener Knud Aarup, der har fulgt socialpolitikken i årevis

For nogle år siden var Knud Aarup én af dem, der inderligt troede, at velfærdsstaten, som vi har kendt den, kunne reddes. At vores velfærdsmodel – den universelle, skandinaviske – der i et halvt århunderede har forsøgt at gribe dem, der måtte snuble, havde fremtiden foran sig.

Det tror han ikke længere. Tværtimod er det på tide at vinke farvel og i stedet sige goddag til en ny velfærdsmodel, der frem for at fokusere på alle borgere begrænser sig til at fokusere på nogle få, mener Knud Aarup, der i årevis har beskæftiget sig med socialpolitikken. Engang som direktør for Socialstyrelsen og som formand for Socialpolitisk Forening. I dag som landsformand i foreningen Bedre Psykiatri.

Knud Aarups kommentar kommer efter, at en række eksperter i fredagens Kristeligt Dagblad erklærede, at de sidste 30 års socialpolitik har slået fejl. Særligt langede de ud efter satspuljen, der siden 1990 har udgjort hjørnestenen i dansk socialpolitik, men som Folketinget efter skandaler om forsvundne penge og rod i bevillingerne til sociale projekter droppede sidste år. Nybruddet fik Rådet for Socialt Udsattes nytiltrådte formand, Vibe Klarup, til at konstatere, at socialpolitikken skal reformeres. For Knud Aarup virker ordet reform nærmest fattigt. Det er selve velfærdsstaten, der skal omkalfatres, mener han.

”Jeg har i årevis sagt, at hvis vi skulle sikre den universelle velfærdsstat, så måtte vi tilbage til det sociale arbejde, vi kender fra tidligere, men vilkårene i det danske samfund har simpelthen ændret sig så grundlæggende de seneste 30 år, at der ikke længere findes nogen vej tilbage. Vi må i stedet vende os til tanken om, at velfærden og socialpolitikken bliver på konkurrencestatens betingelser.”

De ændrede vilkår, Aarup refererer til, er mange. Han oplever, at folk i langt mindre grad kommer hinanden ved, men i stedet kun omgås dem, de selv ligner. For det andet ser han en privatisering af de ydelser, vi tidligere anså som universelle. De, der har råd, tegner i højere grad private syge- og pensionsforsikringer og sender deres børn i private skoler. Han nævner, at borgere med fritvalgsordninger og sociale tilkøbsordninger er blevet til kunder, hvor de, som har ressourcerne, kan vælge, hvad de finder bedst, mens resten står tilbage. Sidst nævner han globaliseringen.

”Globaliseringen har betydet, at vi i stigende grad kun kan tilbyde arbejde til de højtkvalificerede. De ufaglærte jobs er røget til udlandet, i takt med at verden er blevet mindre. Arbejdsmarkedet kører derudaf med 120 kilometer i timen, og tempoet gør, at nogle falder fra – og at de, der hægtes af, sjældent kommer tilbage. Samtidig er vi ikke lykkedes med at skabe en socialøkonomisk arbejdssektor, hvor vi kunne gøre udsatte borgere til en del af arbejdsfællesskabet. Alt i alt betyder udviklingen, at vi er nødt til at gentænke vores socialpolitik og indskrænke den til kun at fokusere på de, som har det sværest. Resten, der kan selv, skal selv,” siger han.

Konkret mener Knud Aarup, at velfærdspolitikken nu er nødsaget til at bevæge sig i en retning af den liberale velfærdsmodel, man kender fra Storbritannien og USA, hvor den offentlige sektor kun hjælper samfundets allersvageste. Resten af befolkningen – langt størstedelen – må klare sig selv og sørge for at købe privatforsikringer, der kan komme én til undsætning i tilfælde af arbejdsløshed og sygdom. Det samme gælder for så vidt alderdommen. Her bør folkepensionen afskaffes.

”Vi må væk fra tanken om service til alle og i stedet rette socialpolitikken mod de sidste 20 procent. Vi må tage et opgør med de ydelser, vi i dag opfatter som universelle. Er det eksempelvis rimeligt, at jeg skal have en folkepension, når jeg har haft en pensionsordning gennem et helt liv? Over de næste år er vi nødt til at tage den diskussion. Vi må erkende, at vi ikke længere kan hjælpe alle.”

Selv kalder Aarup sig for forsigtig optimist. Hans primære bekymring går på, om politikerne er villige til at betale den pris, det ”koster at redde velfærdsstaten.”

”Tør politikerne eksempelvis omlægge folkepensionens grundbeløb til et pensionstillæg, der kun er møntet den dårligst stillede del af befolkningen,” spørger han.