Landets kommuner kan og skal gøre et bedre stykke arbejde, når børn anbringes uden for hjemmet.
Sådan lyder det utvetydige budskab fra social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) i dag under en Christiansborg-konference om anbragte børn.
Indberetninger om børn må ikke drukne i sagsbehandlernes indbakker ude i kommunerne. Kommunerne har pligt til at reagere inden for 24 timer, siger Vilhelmsen.
LÆS OGSÅ: Anbragte børn bliver ikke hørt i deres egne sager
Budskabet kommer i kølvandet på Overgrebspakken, en række nye tiltag og lovbestemmelser med et budget på 315 millioner kroner, som skal styrke hjælpen til børn udsat for overgreb, og som trådte i kraft den 1. oktober. Vilhelmsen indskærper, at det nu er op til kommunerne at følge lovkravene, når eksempelvis en pædagog eller en lærer laver en indberetning på et barn til kommunen. Der er dog ingen umiddelbare sanktioner, hvis kommunerne ikke følger loven på området.
Det ligger nu fuldstændig klart i loven, at kommunerne skal reagere inden for 24 timer. Det skal kommunerne opbygge systemer til at tage vare på, for vi skal huske, at det også er i kommunernes interesse at reagere så hurtigt som muligt.
Konferencen på Christiansborg tager udgangspunkt i dokumentarfilmen Blodets Bånd (2013), hvor alkoholikeren Svend Åge Hansen får tvangsfjernet fire børn, hvoraf tre søger tilbage til ham igen. Og i den slags sager er ministerens opsang til kommunerne om at reagere inden for 24 timer blot en lappeløsning, mener børneretsadvokat Gry Rambusch, som selv voksede op med omsorgssvigt, alkohol og vold.
LÆS OGSÅ: De mest socialt udsatte børn bliver glemt
Jeg er helt enig i, at der skal reageres på underretninger, men problemet vil hele tiden komme tilbage, for vi har stadig ikke svar på, hvilke foranstaltninger, der skal til, når underretningen kommer. Jeg mener, at man skal samle alle de bedste kræfter på området i børnehuse, for det altoverskyggende problem er, at der mangler kompetence i kommunerne.
Den udlægning er Niels Christian Barkholt ikke enig i. Som næstformand for Dansk Socialrådgiverforening oplever han, at landets socialrådgivere - den faggruppe som oftest sidder med børnesagerne i kommunerne - får sværere og sværere arbejdsbetingelser.
Der er simpelthen ikke tid til at løfte opgaverne, og det er alt for få klar over. Kommunerne har bygget et bureaukrati op omkring børnearbejdet, så 85 procent af socialrådgivernes tid i dag bruges på administration, og samtidig er beslutningerne taget væk fra socialrådgiverne og lagt ud til andre. Det forlænger sagerne.
Netop socialrådgiverne bliver overset i den følelsesladede diskussion om, hvordan kommunerne bedst varetager anbringelsessagerne, mener Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten.
Ministerens fokus på hurtig reaktion er godt, men i Enhedslisten havde vi valgt at sætte et loft over, hvor mange sager en socialrådgiver kan have, og vi ville ansætte socialrådgivere i daginstitutionerne til at spotte de børn, der har brug for hjælp.
På konferencen er der også en repræsentant for dem, det hele handler om: de svigtede børn. Michelle Hansen, datter af Svend Åge Hansen, fortæller, hvorfor hun igen og igen er søgt tilbage til den far, hun blev tvangsfjernet fra.
To kvinder kom sammen med min mor og hentede mig i børnehaven, og så fik mine søskende og jeg at vide: I skal væk fra far, og det skal være nu. Hvis vi skulle fjernes, skulle det have været tidligere, og vi skulle da have haft forklaret, hvorfor tingene skete, så man ikke bare var ét stort spørgsmålstegn.