Sveden er lige så stille begyndt at pible frem på panden hos de tilstedeværende i den store sal i fitness dk i Esbjerg. Det er torsdag formiddag, og deltagerne er omkring femten minutter, fire energiske popsange og et utal af hop og løft inde i dagens holdaktivitet.
De koncentrerede blikke er rettet mod idrætskoordinator Louise Pedersens bevægelser, og den energiske instruktør giver ikke tegn til at stoppe. I mikrofonen, der er fastsat ved hendes ansigt, kommer hun med opmuntrende råb til holdet bag hende, mens den lyse hestehale svinger frem og tilbage:
LÆS OGSÅ: Idrætsforbund vil lukke socialt udsatte grupper ind
Kom så! Venstre. Og højre. Venstre. Og højre.
Lige ved dette hold er Louise Pedersen dog ikke så hård, som hun kan være. For deltagerne bag hende er ikke almindelige brugere af motionscentret i Esbjerg, men derimod brugere fra Idrætskraftcenter Esbjerg et projekt, der tilbyder daglige aktiviteter for nuværende eller tidligere alkoholikere og stofmisbrugere samt langtidssygemeldte og psykisk syge.
Hver torsdag er der fitness-træning på programmet, og morgenens 14 deltagere har delt sig op. Mens størstedelen har kastet sig over løbebånd og motionscykler, står en håndfuld af deltagerne bag ved Louise Pedersen og forsøger at efterligne hendes bevægelser.
En af dem er den 44-årige, tidligere stofmisbruger Liz Hoffmeyer, som følger godt med. Noget, som hun for nogle år siden ikke ville have troet var muligt.
Som teenager begyndte Liz Hoffmeyer at tage stoffer, og ad flere omgange har hun forsøgt at stoppe, men er faldet i igen. Da hendes kæreste for to år siden døde, kom hun ud i en større krise:
Min verden gik i stå, da han døde, og jeg havde meget svært ved at komme i gang med noget. Kropmæssigt har jeg været ødelagt, siden jeg var 13 år, og da jeg startede her, magtede jeg ikke engang at træne to gange om ugen, fortæller Liz Hoffmeyer.
Det er i dag omkring fire år siden, at hun blev lokket med til træning med Idrætskraftcenter Esbjerg af nogle venner, og siden da er hun stoppet med at tage sin antidepressive medicin og begyndt at spise sundere og træne fem gange om ugen:
I kraft af at jeg træner så ofte, holder jeg humøret oppe. Jeg kan mærke, at motionen giver mig en energi, som jeg ikke kan undvære og ikke vil undvære, siger hun og tilføjer, at tilbuddet om at træne med andre, der også havde problemer, motiverede hende til at komme af sted:
Det er ikke som et kursus, man er tvunget til at deltage i. Man kommer, hvis man kan overskue det, og vi hygger os godt sammen. Når jeg er kommet her, har jeg hverken følt mig som mere eller mindre end andre jeg har bare været her, siger hun.
Da Idrætskraftcenter Esbjerg begyndte at tilbyde aktiviteter for socialt udsatte tilbage i 2007, var der ikke mange, der forventede at se solstrålehistorier som Liz Hoffmeyers. Tværtimod mødte projektleder og idrætskoordinator Louise Pedersen skepsis fra kollegerne i Esbjerg Kommune, der ikke forstod, hvordan projektet skulle få narkomaner til at dyrke idræt. Ligeledes tog den daværende leder af Center for Misbrug i Esbjerg sig til hovedet, da han fra sit kontorvindue en dag så Louise Pedersen føre syv påvirkede narkomaner ind i en bus på vej mod bueskydning.
Men det tog ikke modet fra de ansatte i Idrætskraftcenter Esbjerg, og selvom de påvirkede bueskydere ikke ramte godt under deres første træning, var de allerede mere klare i hovedet anden gang, Louise Pedersen tog dem med:
De kunne godt se, at pointen med deres aktivitet røg, når de ikke kunne ramme noget, og derfor var de mindre og mindre påvirkede for hver gang, der gik. Det er netop er det, sporten kan. Her er der regler for, hvad der er rigtigt og forkert, og faste rammer, der gør det overskueligt for deltagerne, siger hun.
Oprindeligt var målet at aktivere 25-45 borgere, men i dag er 120-150 i aktivitet om ugen, og Louise Pedersen har igennem de fem år set mange droppe alkoholen eller stofferne:
Vi har oplevet, at idrætten i grove træk giver bedre livsvilkår og mindsker misbruget. Deltagerne er blevet bedre i stand til at klare sig selv, til at overskue dagligdagen og til ikke at sidde hjemme i sofaen, siger hun.
Dog skal aktiviteterne foregå på brugernes præmisser og i deres tempo, understreger Louise Pedersen:
For mange er det grænseoverskridende at møde op et sted, hvor de ikke kender nogen. De føler sig forkerte i aktiviteterne. Derfor skal vi sørge for, at der er en hånd, de kan tage fat i, så de bliver ved med at komme.
Denne håndsrækning har blandt andet haft stor betydning for 60-årige Lisbeth Rasmussen. I en længere periode har hun døjet med sygdom og været svimmel, og selvom hun har vidst, at træning kunne hjælpe, har hun manglet den rette motivation for at dukke op.
Hvis jeg trænede almindeligt, ville jeg kunne komme og gå, uden at det interesserede nogen. Her føler jeg, at jeg følges med nogen, hvilket har gjort mig mere motiveret for at komme af sted. De ansatte er gode til at støtte en, og jeg har det godt, når jeg går herfra.
Tilbage i salen fortsætter Louise Pedersen med at give deltagerne sved på panden og opmuntrende kommentarer:
Man skulle tro, I havde gjort det her i 100 år, råber hun til deltagerne, der laver mavebøjninger. Kommentaren efterfølges af et klassisk råb fra instruktøren:
Vi tager fire mere. Kom så!.