Det er enormt stressende at være på bunden af samfundet

Socialt udsatte tog ordet, da Kirkens Korshær holdt "omvendt" vælgermøde

En gruppe af socialt udsatte fik lov til at fortælle om deres erfaringer med sygdom, arbejdsprøvning og skiftende uddannelsesforløb, da Kirkens Korshær tirsdag arrangerede omvendt vælgermøde i Aarhus. Arkivfoto af hjemløs mand på Strøget i København.
En gruppe af socialt udsatte fik lov til at fortælle om deres erfaringer med sygdom, arbejdsprøvning og skiftende uddannelsesforløb, da Kirkens Korshær tirsdag arrangerede omvendt vælgermøde i Aarhus. Arkivfoto af hjemløs mand på Strøget i København. .

Valgkampen har været fuld af udmeldinger om, at det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Derimod er der ikke mange, der taler om de mennesker, for hvem det er en uoverstigelig udfordring at skulle stå op hver dag og passe et job. Og som alligevel, med de ressourcer de har, ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab.

Med den begrundelse valgte Kirkens Korshær i Aarhus tirsdag aften at indbyde til et omvendt vælgermøde. Her var det et panel af socialt udsatte, der havde ordet og politikerne, der lyttede.

De politikere, der var mødt frem, hørte om arbejdsprøvninger, ressourceforløb, udredninger, diagnostisering og alle de andre måder, hvorpå samfundet har forsøgt at få de socialt udsatte i gang. 

De hørte om, hvordan man skal ”være stærk for at være svag” for at kunne holde til forløb, der ofte varer i årevis. Desuden var der et udbredt ønske om en slags ”redningspakke”, der kan ligge klar, når det hele brænder på.

”Hvis der bare var åbnet nogle døre noget før, så var det måske ikke endt så galt”.

Sådan sagde Maria, der er mor til tre nu halvvoksne børn. Hun ønskede, ligesom de andre i panelet, ikke at få sit efternavn frem.

Efter en opvækst, der var præget af misbrug, vold og krænkelser, lykkedes det hende at tage en uddannelse som sygeplejerske og i mange år forsørge sig selv og sine børn.

Da hun besluttede at opløse sit ægteskab, fik hun imidlertid brug for at opsøge krisecenter og psykiatrisk hjælp. Her begyndte, hvad hun selv kalder en årelang nedtur, der endte med, at hun sidste år fik tilkendt førtidspension.

På den baggrund efterlyser hun, at ”skuffer var blevet åbnet” noget før, så det hele ikke havde været så psykisk og økonomisk omkostningsfuldt for hende selv og hendes børn.

”Det kan ikke være rigtigt, at man skal have en diagnose, før man kan få hjælp,” sagde Maria.

Artiklen fortsætter under billedet

Panelet af socialt udsatte styrer debatten på det omvendte vælgermøde.
Panelet af socialt udsatte styrer debatten på det omvendte vælgermøde. Foto: Lars Aarø

Hun blev bakket op af 40-årige Line, der efter flere afbrudte skoleforløb tog en uddannelse som multimediedesigner, men på grund af depression og hukommelsestab blev alt for stresset af at skulle passe et 37-timers job. Hun beskrev sit liv med vekslende overskud på følgende måde:

”Jeg kan godt arbejde. Men måske er det to timer den ene dag, nul den næste og ti timer ugen efter. Der ér ressourcer i sådan en som mig, men når mennesker, der ikke er syge, kan have svært ved at finde et arbejde, hvordan skal vi så?” Spurgte hun og tilføjede:

”Det er enormt stressende at være på bunden”.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) vakte en del opsigt, da hun ankom til Kirkens Korshær i sin store, sorte ministerbil og hun tog beredvilligt opstilling foran bilen for at lave selfies med nogle af korshærens brugere.

Hun sagde efter mødet, at hun fandt det omvendte vælgermøde ”befriende atypisk”.

Artiklen fortsætter under billedet

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) fandt det omvendte vælgermøde "befriende atypisk".
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) fandt det omvendte vælgermøde "befriende atypisk". Foto: Lars Aarø

”Men det ændrer jo ikke på, at det er os politikere, der skal komme med løsningerne. Der er ingen tvivl om, at vi skal have nedbrudt nogle mure mellem beskæftigelse og sundhed. At man er kriseramt, betyder ikke nødvendigvis, at man er psykisk syg,” sagde Kirsten Brosbøl.

Hun vil dog gerne se flere resultater af den reform af førtidspension og fleksjob-ordning, som trådte i kraft i 2013, før der tages nye initiativer for de socialt udsatte.

Ejgil Andersen, der er medlem af Folketinget for SF, ville derimod gerne være med til at se på mulighederne for at indføre en ”socialt udsatte-pakke”.

”Den kunne eksempelvis indeholde rådgivningssamtaler med og om børn, praktisk hjælp i hjemmet eller noget helt tredje. Behovene er jo tydeligvis meget forskellige,” sagde han.

Fra Kristendemokraterne deltog Isabella Arendt Laursen, og hun gav udtryk for, at mødet havde givet hende et andet blik på nogle af de politiske udfordringer, Danmark står overfor.

”Vi skal tænke sundhedsvæsnet som meget mere end medicin og diagnoser. Mennesker har brug for mening, anerkendelse og accept, og jeg vil arbejde for, at man i fremtiden skal kunne ordinere eksempelvis restitution eller højskoleophold”, sagde hun.

En gruppe af socialt udsatte fik lov til at fortælle om deres erfaringer med sygdom, arbejdsprøvning og skiftende uddannelsesforløb, da Kirkens Korshær tirsdag arrangerede omvendt vælgermøde i Aarhus.
En gruppe af socialt udsatte fik lov til at fortælle om deres erfaringer med sygdom, arbejdsprøvning og skiftende uddannelsesforløb, da Kirkens Korshær tirsdag arrangerede omvendt vælgermøde i Aarhus. Foto: Lars Aarø