Prøv avisen

Pape: Konservatismen står stærkere end partiet

Den konservative partileder, Søren Pape Poulsen (th.), kan se tilbage på 100 års turbulent historie under markante profiler som den første formand Emil Piper (længst tv.), John Christmas Møller og Poul Schlüter. - Tegning: Rasmus Juul.

Det Konservative Folkeparti fejrer 100 år i dag, stadig med den ringeste vælgeropbakning i partiets historie. Skal tilbagegangen vendes, må man som det konservative ikon Poul Schlüter være klar og tydelig, mener partiformand Søren Pape Poulsen

Poul Schlüter er den største personlighed, De Konservative har haft.

Det slår den konservative partileder, Søren Pape Poulsen, fast op til fejringen af partiets første 100 år ved en reception på Christiansborg i dag. Hvis læsere mener at kunne huske at have hørt om den runde dag allerede op til jul, er det ikke helt forkert.

8 folketingsmedlemmer og 26 landstingsmedlemmer stiftede partiet i Rigsdagen allerede den 8. december 1915, og det markerede partiet også efter 100 år, men det første landsråd blev først holdt den 22. februar 1916. Så det fejres med en bogudgivelse og med receptionen, hvor blandt andre Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er indbudt som gæstetaler.

Er der to ting, Søren Pape Poulsen selv skal fremhæve om sit partis betydning for Danmark, er det den konservative indsats i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig og reformeringen af samfundet under den konservative statsminister Poul Schlüter i 1980'erne.

”Han er jo vores ikon, om man så må sige. Man kan ikke fejre denne dag, uden at han fylder rigtig meget. Han er den største personlighed, vi har haft i vores 100-årige historie,” siger den nuværende partileder.

Han fremhæver blandt andet, at Schlüter banede vejen for privatiseringer og for, at økonomisk ansvarlighed kom i det politiske højsæde. Selv har Søren Pape Poulsen sat sig for at ”fokusere” sin minimerede folketingsgruppe på seks medlemmer på nogle få temaer. Det er blandt andet lavere grundskyld, et stærkere politi, kortere skoledage og en indsats for klimaet.

Da han kom ud fra finanslovsforhandlingerne i november 2015, var det lykkedes at få fastfrosset boligejernes grundskyld i 2016, og han sagde dengang, at De Konservative næsten ikke kunne ”være i sig selv” af begejstring over resultatet.

Det ser ud til, at vælgerne har haft lettere ved at være i sig selv. Hvordan forklarer du, at I fortsat ikke har fået fremgang i meningsmålingerne trods de resultater, du er stolt af?

”Jeg tror slet ikke, det er kommet ind i vælgernes bevidsthed. Det her kommer til at tage tid. Med den medievirkelighed, vi har i dag, hvor du bliver fodret med indtryk og nyheder hver time, skal vi begå os ved kontinuerligt at levere resultater,” siger han.

Hvad er den vigtigste lære af De Konservatives opture og nedture i de seneste 100 år?

”Jeg bliver tit spurgt om, hvad årsagen er til, at vi ligger, som vi ligger, og jeg siger ret fast, at det ingen mening giver, at jeg gør hele Danmark til en studiekreds. Men det, vi i hvert fald kan lære af fortiden, er, at vi skal være konsekvente, klare og tydelige.”

”Jeg vil ikke sammenligne mig med Poul Schlüter, men grunden til, at det gik godt, var hans utrættelige arbejde for borgerlige stemmer, der arbejder. Det sagde han igen, igen og igen. Jeg synes, vi kan lære noget af, at vi skal holde kursen.”

Et er, hvordan det går for Det Konservative Folkeparti, men hvordan har konservatismen det i Danmark efter din mening?

”Uha, det er jo en rigtig god diskussion. Hvis du kigger ud over hele Europa og også Danmark, står konservatismen som sådan forholdsvis stærkt. Den udmønter sig så forskelligt. Vi ser i Europa en stærkere og stærkere kulturel og national bevidsthed. Vi ser også en forståelse for, at man skal have en sund og ordentlig økonomi. At være tro over for den kultur, vi kommer af, og de rødder, vi har. På den måde har konservatismen det godt.”

”Så er der nogle mennesker, som tænker, 'mange partier har en del af det at være konservativ, og det er nok til at stemme på et af dem'. Der skal vi jo være gode til at pege på, at hos os får man hele pakken.”

”Så selve konservatismen står stærkere end Det Konservative Folkeparti. Det er også det, der giver håb om, at hvis vi er dygtige nok, bliver vi et større parti igen,” siger Søren Pape Poulsen.

Artiklen fortsætter under grafikken 

Nogle ser det udtrykt i debatten om flygtninge og om EU, at andre konservative partier står stærkere end jer. Er jeres hele pakke bare for svag i forhold til, hvad for eksempel Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance kommer med?

”Man kan sige, at det at være konservativ er at tro på en balance. Du vil jo aldrig høre mig sige, at når det handler om udlændinge, handler det kun om at holde flest muligt ude. Nej, det handler om at sikre vores virksomheder den arbejdskraft, de har brug for. Det handler om, at vi kun tager dem, vi kan nå at integrere, så vi ikke får skabt ghettoer. Det handler om, at vi får integreret dem, der så skal være her, så de kan bidrage til fællesskabet. Men der er en kant for, hvor mange vi kan rumme.”

”Ligesom du vil høre mig sige, at jeg vil have flest mulige skattelettelser, både for virksomheder og borgere, men jeg vil aldrig efterlade dem, der har hjælp behov. Det frie marked, friheden for mennesker og virksomheder, vil aldrig blive så frit, at man kan frasige sig ansvaret for de mest udsatte.”

Partilederen forklarer, at han håber på en moralsk oprustning, ”uden at det skal lyde alt for voldsomt.”

Han håber på mere ordentlighed og vilje til stolthed over at forsørge sig selv. Den slags forhåbninger, der hører til det konservative dna.

”Vi er et samfund, der bygger stærkt på den kristne kultur og kristendommen. Betyder det, at man skal være kristen for at bo i Danmark? Nej, det gør det ikke, men man skal respektere, at det er sådan, vi gør tingene her. Når det gælder demokrati, vil jeg til enhver tid kræve assimilation af folk, der kommer her. Når det gælder kultur, vil jeg kræve integration. Man skal ikke holde juleaften for min skyld, men vi skal ikke i misforstået tolerance droppe vores julegudstjeneste i skolen, eller blive bange for os selv og de værdier, vi har stået på som samfund.”

Da Søren Pape Poulsen blev valgt til formand i efteråret 2014, lagde han i sin tiltrædelsestale stor vægt på borgernes frihed. Planloven skulle lempes, så man måtte plante et højbed, selvom ens hus skulle ligge inden for kystbeskyttelseslinjen, og i det hele taget skulle mennesket komme først, lød det.

En tale, der i hvert fald af analytikere blev tolket som nationalkonservativ og som et opgør med den socialkonservative linje, den tidligere leder, Lars Barfoed, stod for.

I dag lægger han luft til den fortolkning.

”Jeg er konservativ, fordi jeg både har det nationale, det liberale og det sociale i mig. Det er den sammensætning, der gør, at jeg er konservativ. Så kan det fylde forskelligt hos folk, hvad der vejer tungest i deres hjerte og sind. Men det er balancen, der gør, at man er konservativ.”