Rygterne havde verseret et stykke tid, men tirsdag blev det bekræftet. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) er kørt træt i dansk politik og forlader øjeblikkeligt både sit ministerium og Folketinget.
Samtidig går også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) af som minister, men han fortsætter dog som folketingsmedlem frem til næste valg.
Det åbner for den regeringsrokade, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil præsentere onsdag formiddag, og som ventes at sætte det hold, der skal føre regeringen frem til valget.
Selvom især Søren Pinds tilbagetræden var ventet efter forlydender om, at han forgæves havde søgt jobbet som chef for Det Kongelige Teater – en jobansøgning, han tirsdag selv bekræftede i et interview med Berlingske – efterlader han umiddelbart en ideologisk set svækket regering, og især et ideologisk svækket Venstre.
Søren Pind har jævnligt markeret sig som en af sit partis tænkere, blandt andet som en af ”tesemagerne”, der i 2003 skrev 10 liberale teser i opposition til Venstres daværende leder, statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det var også Søren Pind, der som udviklingsminister i 2010 kaldte sig selv for ”frihedsminister” med tanke på sin kamp for frihed i andre dele af verden.
Folkeligt scorede han højt i målingerne af politikeres popularitet.
I et større interview med Berlingske tirsdag lagde han ikke skjul på, at hans store ambition dengang var at blive Venstres formand, men med det hårde formandsopgør i 2014 efter Lars Løkke Rasmussens tøjsag, var løbet kørt for Søren Pind.
Kristian Jensen blev nærmest uigenkaldeligt gjort til Lars Løkke Rasmussens efterfølger, og dermed havde Søren Pind ikke udsigt til mere i dansk politik end at kunne indtage flere forskellige ministerposter, skulle Venstre vinde næste valg.
Og hvis partiet taber valget og dermed regeringsmagten, ville han have udsigt til flere år i opposition, hvilket han prøvede fra 2011 til 2015, og hvor han med egne ord kedede sig forfærdeligt.
Hvem der skal afløse ham og Esben Lunde Larsen, og om der eventuelt bliver tale om en større regeringsrokade, stod ikke klart inden Kristeligt Dagblads deadline her til aften.
Hvad der derimod står klart er, at Venstre har fået sværere ved at gøre sin identitet tydelig for vælgerne. På miljøområdet har partiet på det seneste forsøgt at markere sig som et grønt parti, selv partifarven er blevet ændret i annonceringen, og det forekommer indlysende, at Esben Lunde Larsen har passet dårligt sammen med den markedsføring. At ændre vælgernes opfattelse af et partis profil er imidlertid som regel en meget vanskelig og langsommelig øvelse, der ikke kan realiseres med nogle ministerskift og en annoncekampagne.
Derfor risikerer Venstre at tabe vælgere på øvelsen uden at kunne vinde nye.
Værdipolitisk står begge de afgående ministre på et kirkeligt fundament, og det er svært at få øje på, hvem i den nuværende folketingsgruppe, der skal tage den stafet op.
Søren Pind mener, at magtpositionerne i Venstre har været låst overraskende fast siden formandsopgøret i 2014, men med hans afgang står ”Kristian Jensen-fløjen” umiddelbart stærkere. Gruppeformand Søren Gade stopper i Folketinget, og som udlændingepolitisk strammer står integrationsminister Inger Støjberg nu ret isoleret i partiet. Blødere typer som finansminister Kristian Jensen, politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen og indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen kan tilsvarende se deres position styrket.
Om det så er en fordel i en valgkamp, hvor Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil konkurrere om, hvem der kan præsentere den strammeste udlændingepolitik, er mere tvivlsomt.