Sørine Gotfredsen efter Tommy Ahlers afgang: Uundgåeligt, at idealister bliver drænede på Christiansborg

Der mangler idéer og visioner i dansk politik, mener Tommy Ahlers, der aldrig blev den ”politiske iværksætter”, han drømte om. Udefrakommende idealister bliver drænet, når de møder Christiansborg, mener Sørine Godtfredsen

”Jeg er ude, hvis jeg mister for meget af mig selv.” Sådan sagde Venstres nu forhenværende medlem af Folketinget Tommy Ahlers, da Kristeligt Dagblad interviewede ham kort før sommerferien.
”Jeg er ude, hvis jeg mister for meget af mig selv.” Sådan sagde Venstres nu forhenværende medlem af Folketinget Tommy Ahlers, da Kristeligt Dagblad interviewede ham kort før sommerferien. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

”Jeg er ude, hvis jeg mister for meget af mig selv.” Sådan sagde Venstres nu forhenværende medlem af Folketinget Tommy Ahlers, da Kristeligt Dagblad interviewede ham kort før sommerferien.

Så hvis man skal tage hans ord for pålydende, er grænsen tilsyneladende nået nu. Tirsdag eftermiddag bekendtgjorde den tidligere serieiværksætter nemlig, at han trækker sig fra Folketinget med øjeblikkelig virkning.

”Politik handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne og de gode idéer,” forklarede han i pressemeddelelsen, der af politiske iagtagere hurtigt blev tolket som et partsindlæg i en vedvarende diskussion om dansk politiks velbefindende anno 2021. Det skyldes først og fremmest, at afsenderen var noget så sjældent som en politiker med stor erfaring fra det private erhvervsliv.

Men hans kritik kan også ses i lyset af en meget omdiskuteret bog, ”Entreprenørstaten”, som politologen Sigge Winther Nielsen udgav i slutningen af maj. Heri beskriver han dansk politik som et ”absurd teater”, hvor evnen til at løse de store og komplicerede problemer er gået fløjten til fordel for hurtige og overfladiske løsninger.

Den udlægning har profilerede politikere, herunder Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen og De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen, efterfølgende nikket genkendende til. Og det samme gjorde Tommy Ahlers, da han talte med Kristeligt Dagblad.

”Der er godt nok mange detaljer, som vi kan blande os i, fordi vores belønningsmaksime er at komme i medierne. Ingen problemer er for små til, at vi kan løse dem. Der er ikke nok fokus på de store linjer,” lød det fra Venstres daværende klimaordfører, der oprindeligt gik ind i politik med ambitionen om at blive en slags ”politisk iværksætter”.

Dagbladet Børsens chefredaktør og tidligere socialdemokratisk finansminister Bjarne Corydon opfatter Ahlers’ farvel som udtryk for et ”indgroet og systemisk” problem i dansk politik.

I en lederartikel skriver han, at Tommy Ahlers’ korte ophold på Christiansborg minder os om, at mange ”moderne mennesker føler sig politisk hjemløse i de gamle partiers idémæssige ørkenlandskab, hvor særinteresser og falske fjendebilleder trives bedre end reformer og langsigtede løsninger”.

Og til Kristeligt Dagblad fortæller han uddybende, at problemet bunder i, at partierne har et væsentligt problem med at rekruttere talenter udefra.

”De eneste, der har gavn af tilstanden, er de politikere, der ender med at være spærret inde på Christiansborg i lang tid, og som har kendt hinanden, siden de var 15 år. De ender med at have monopol på en magt, som ingen andre orker at række ud efter. Partierne er blevet mere sekteriske og mindre repræsentative,” siger han.

Sørine Gotfredsen, sognepræst og debattør, har ”dyb forståelse” for Tommy Ahlers, og hun giver Bjarne Corydon ret.

”Det er uundgåeligt, at udefrakommende idealister bliver drænede, når de møder virkeligheden på Christiansborg,” siger hun og fortsætter:

”Der mangler åndsmennesker i Folketinget, der ikke bare er statskundskabere og bureaukrater. Folk, som forstår sig på andre områder fra virkelighedens verden. Både det praktiske iværksættende, som det blev eksemplificeret i Tommy Ahlers, og i forhold til historie, kristendom og kultur.”

Jakob Nielsen er chefredaktør på det politiske net-medie Altinget. For ham at se kan man ikke udlede andet af Tommy Ahlers’ farvel, end at Venstre ”står et meget svært sted”.

”Vi skal passe på med at tale os selv ned i et hul, hvor politik er dysfunktionelt, og hvor Christiansborg er i krise, og hvor demokratiet ikke virker. Det er en falsk dagsorden, der bliver modsagt af virkeligheden gang på gang.”

Han mener omvendt, at den største trussel mod dansk politik og demokratiet er den ”kynisme, der ligger i at sige, at politik ikke virker, og at det ikke kan bruges til noget”.

”Vi har haft en periode, hvor der var en fortælling om, at politikerne ikke bestemte noget, og at det hele blev styret af embedsmændene. Men nu har vi en stærk regering, der virkelig har forsøgt at tage tøjlerne og styre landet i en ny retning. Det er et pendul, der svinger frem og tilbage,” siger Jakob Nielsen.

Har dansk politik et problem med at rekruttere og fastholde anderledes tænkende politikere?

”Det ville helt åbenlyst være godt, hvis partierne blev bedre til at rekruttere kandidater. Men når man kigger rundt på Christiansborg, så synes jeg ikke, at alle minder om hinanden. Der er eksempelvis langt fra Morten Bødskov (S), der har levet hele sit liv i den socialdemokratiske bevægelse, til Pernille Vermund (NB), der fik sit politiske gennembrud langt senere i livet.”