Prøv avisen
Serie: Den svære søvn

Jagten på søvn er blevet en god forretning

I 1980’erne var det moderne at nedprioritere søvnen, så man kunne arbejde mere. Men i dag ser vi stadig flere, der er besatte af søvn på en usund måde. Foto: Iben Gad

At sove er i stigende grad blevet et projekt, og globalt bruges der milliarder på alt fra søvn-app’er til særlige madrasser, der skal fremme søvn. Men det stigende fokus på søvn kan gøre det endnu sværere at få bugt med søvnløshed

Ure og mobiltelefoner, der måler vores søvn. Særlige madrasser, der indretter sig efter kropstemperaturen, og sovemasker med indbyggede højtalere.

Søvnprodukter er et marked i vækst og vurderes ifølge det amerikanske analyseinstitut BCC på verdensplan i år at omsætte for 76,7 milliarder dollars, svarende til 513 milliarder kroner.

I Danmark melder butikskæden Jysk med 106 butikker i Danmark og 2700 forretninger over hele kloden tilsvarende om en voksende interesse for produkter, der kan fremme god søvn. Men når søvnen bliver et projekt, kan det blive endnu sværere at falde i søvn.

Det er budskabet i en ny britisk bog ”Why can’t we sleep?” – ”Hvorfor kan vi ikke sove?” – hvor den britiske psykiater Darian Leader revser, hvad han betegner som søvnindustrien.

”Der er sket en udvikling af markedet, så firmaer i stor stil markedsfører produkter til den tredjedel af vores liv, hvor vi sover. Søvn har altid været et spørgsmål, der optog mennesket. Men i historisk perspektiv er det nye, at vi har forestillingen om otte timers uafbrudt søvn. For mange er det faktisk ikke muligt at opnå den lange uafbrudte søvn, og det understøtter et marked med sovepiller, madrasser og ure, der skal hjælpe os. Men de mange anstrengelser for at fremme søvn kan i nogle tilfælde virke stik mod hensigten og gøre os søvnløse, og det kan ligefrem give skyldfølelse, når vi ikke kan sove de forventede otte timer i træk,” siger Darian Leader.

I 1980’erne var det moderne at nedprioritere søvnen, så man kunne arbejde mere. I dag ser vi stadig flere, der er besatte af søvn på en usund måde. Det påpeger Angus B.A. Stevner, postdoc og forsker i søvn og hjerneaktivitet ved Aarhus Universitet og ph.d. fra universitetet i Oxford.

”Vi befinder os midt i en søvnrevolution og vil opleve flere, der bliver ramt af ortosomni, altså er besatte af deres egen søvn på en usund måde. Vi ser folk være så optagede af at overvåge deres egne søvnstadier med elektroniske hjælpemidler, at de rent psykologisk ender med at modvirke deres egen gode søvn. Det er meget sigende for vores samfund i dag, at selvdyrkelsen er kommet ind i søvnen, og endnu et udtryk for vores besættelse af sundhed,” siger Angus Stevner.

Søvnforsker og leder af forskningsprojektet Smartsleep på Københavns Universitet Naja Hulvej Rod kalder markedet for søvn for ”gigantisk”.

”Der er helt sikkert et paradigmeskifte på vej. Man kan se, at man i hele tech-industrien har fundet ud af, at der er et søvnproblem, fordi digitale medier påvirker søvnen, og derfor bliver der udviklet massevis af søvn-app’er, der skal holde øje med søvnen. Men i forskningen ved vi endnu ikke nok om påvirkningen fra disse app’er. Men i Smartsleep kan vi se, at jo tættere på sengen din telefon ligger, desto mere bruger du den om natten, og det taler jo egentlig imod at bruge den som søvn-hjælpemiddel,” siger Naja Hulvej Rod.

Psykolog Torben Jager Petersen, der leder den private klinik Scansleep, peger på det paradoksale i den stigende brug af søvnfremmende hjælpemidler, da søvnen normalt indtræffer, når vi ikke gør noget.

”Med særlige puder, ure og måleinstrumenter kan det blive et projekt at sove. Der er nogle, der får en kronisk søvnforstyrrelse, fordi de er for opmærksomme på deres søvn,” siger Torben Jager Petersen, som mener, det er vigtigt at identificere de 10 procent af danskerne med behandlingskrævende søvnproblemer, mens de 40 procent af danskerne med moderate søvnproblemer ifølge Torben Jager Petersen ofte kan få hjælp ved at følge søvnrådene og ved at erkende, at perioder med dårlig søvn er en naturlig del af livet.

Ifølge fremtidsforsker Mette Sillesen, der beskæftiger sig med digital udvikling og sundhed, skyldes opblomstringen i søvnindustrien, at mennesker i stigende grad ønsker at optimere sig selv.

”Arbejdsmarkedet og hele samfundet stiller krav om, at vi hele tiden er i udvikling. Hvor vi i mange år har fokuseret på sund kost og motion, så er vi de senere år blevet mere bevidste om, at søvn er meget vigtig for at fungere godt. Det positive ved udviklingen er, at det ikke længere er så tabuiseret at tale om søvn, og hvorfor vi sover dårligt,” siger Mette Sillesen.