Søvndal hjælper Konservative til magten i Kolding uden om Venstre

SF's Søvndal går med i aftale i Kolding, der sikrer K borgmesterpost og efterlader Eva Kjer Hansen tomhændet.

Hverken SF's Villy Søvndal eller Venstres Eva Kjer Hansen får borgmesterposten i Kolding. Det gør i stedet De Konservatives Knud Erik Langhoff.
Hverken SF's Villy Søvndal eller Venstres Eva Kjer Hansen får borgmesterposten i Kolding. Det gør i stedet De Konservatives Knud Erik Langhoff. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Ingen af de to tidligere ministre SF's Villy Søvndal eller Venstres Eva Kjer Hansen får borgmesterposten i Kolding.

Valget mellem de to er af flere blevet kaldt et "præsidentvalg".

I stedet kan De Konservatives Knud Erik Langhoff iføre sig borgmesterkæden. Det sker i en overraskende aftale uden om Venstre, men med S, SF og De Radikale.

Det annoncerede de fire partier sammen på valgnatten, hvor Langhoff præsenterede sig selv som den første konservative borgmester i Kolding i 60 år.

- Jeg har kunnet samle den flok, der skal kunne samles for at få en borgmesterpost, og det er det, jeg har sagt hele tiden. Vi gik til valg på at sætte os for bordenden, sagde Langhoff.

Langhoff gør comeback til Kolding Byråd, efter at han røg ud af byrådet ved sidste valg.

Venstre bliver det største parti med 31,8 procent af stemmerne, men det er en tilbagegang på 14,6 procentpoint. De går dermed fra 13 til 9 mandater.

Socialdemokratiet bliver nummer to med 17,7 procent af stemmerne - en lille tilbagegang på 1,8 procentpoint. De beholder deres 5 mandater.

Med 7,2 procentpoints fremgang får De Konservative i alt 10,5 procent af stemmerne. De kommer dermed ind med 3 mandater og altså også borgmesterposten.

Byrådet i Kolding består af i alt 25 medlemmer.

SF fordobler sit antal mandater fra 2 til 4 og går frem med 10,2 procentpoint. De bliver dermed det tredjestørste parti med i alt 17,3 procent af stemmerne.

Eva Kjer Hansen sagde efterfølgende, at hun har "svært ved at forstå, at De Konservative vælger at sælge helt ud af sine værdier".

- Jeg må konstatere, at de aftaler, jeg havde indgået, ikke er blevet holdt, og jeg ikke har kunne få fat i De Konservative hele aftenen.

- Jeg synes, det er et kæmpe tab for det borgerlige samarbejde, siger hun.

Både Søvndal og Kjer Hansen havde lagt billet ind på at afløse Venstres Jørn Pedersen, der takker af efter tre perioder som borgmester.

Eva Kjer Hansen, som blandt andet er tidligere fødevareminister, flyttede først til Kolding for halvandet år siden.

Jørn Pedersen har ikke villet bakke op om Kjer Hansen og har givet udtryk for, at han ikke er tilhænger af at flyve kendisser ind.

Den tidligere udenrigsminister Villy Søvndal har blandt andet siddet i byrådet i Kolding fra 1982 til 1994.

/ritzau/