Sofie Carsten Nielsen var både velsignet og forbandet, da hun for en uge siden blev ny politisk leder af Radikale Venstre.
Velsignet med et bæger af troværdighed. Fyldt op af mange års indigneret indsats i ligestillings- og sexismedebatten. Af det faktum, at hun er kvinde. Og selvsagt også af, at det ikke var hende, der lagde hånden på folketingskollegaen Lotte Rods lår for ni år siden.
Forbandet med et bæger af malurt. Fyldt op af mange ugers maskering af Morten Østergaards sexismesag. Som en del af partiets gruppeledelse hemmeligholdt hun længe, at hendes eksformand var personen bag den uønskede berøring af Lotte Rods lår.
En gruppeledelse, som orkestrerede, at Morten Østergaard i en form for tredjeperson skulle give krænkeren (altså sig selv) en påtale, og som ikke åbent og ærligt fortalte folketingsgruppen og offentligheden om sagens karakter, da det efter dages intens pressedækning stod klart, at hemmeligholdelsen ikke kunne fortsætte.
Der var tale om et cover up. Morten Østergaard løj i offentligheden og faldt på det. Sofie Carsten Nielsen slap akkurat: Hun havde spinnet med, men ikke aktivt bidraget til løgnene foran rullende kameraer. Det har hun nu.
Den 8. oktober blev den nye partileder af Berlingske spurgt, om der var andre sexismesager på vej i den radikale folketingsgruppe. ”Jeg kender ikke til nogen”, sagde hun.
”Er det her den fulde fortælling om Morten Østergaard?”, lød det opfølgende spørgsmål.
Hendes svar:
”Det er den, jeg har. Jeg kender ikke flere.”
Mandag aften skrev folketingsmedlemmet Katrine Robsøe så på Facebook, at hun som studentermedhjælper i 2015 blev krænket af Morten Østergaard. Vigtigst af alt skrev Robsøe også, at hun allerede den 17. september fortalte det til Sofie Carsten Nielsen.
Dermed talte Sofie Carsten Nielsen usandt, da hun på den allerførste dag i sit nye job påstod, at hun ikke kendte til andre sager. Indtil videre har hun undskyldt sig med, at både Lotte Rod og Katrine Robsøe kom til hende i fortrolighed og bad om at holde krænkelserne fra offentlighedens lys.
Helt legitimt.
Problemet er ikke, at Sofie Carsten Nielsen respekterer ofrenes ønsker. Problemet er, at hun bruger det som carte blanche til at tale usandt over for medierne, offentligheden og i sidste ende sine egne vælgere.
I sin første uge som leder har hun opstillet en modsætning, der går ud på, at hun ikke kan indrømme at kende til andre sager om sexisme i Radikale Venstre uden samtidig at kompromittere de krænkedes kvinders ret til fortrolighed.
Damned if you do, damned if you don’t. Det må kunne gøres mere elegant end at sætte sig i selv i en position, hvor man taber uanset hvad.
BT skrev i mandags, at den sygemeldte Ida Auken (R) i en intern mail hævder at have fortalt topfolk i partiet om Morten Østergaards pågående adfærd for tre år siden. Også i det lys virker det utroværdigt, at Sofie Carsten Nielsen ikke kendte til de tre krænkelsessager, som Morten Østergaard i fredags bekendte at have på samvittigheden.
Det efterlader både hende og partiet i problemer.
Hun vandt et kampvalg over Martin Lidegaard på at videreføre en linje, hvor Radikale Venstre fisker efter vælgere i det værdipolitiske hav: På emner som køn, ligestilling, udlændinge og klima. Stemmerne fra Radikale Venstre classic – midtsøgende og mere besindige af karakter – led nederlag i mødet med den progressive platform, hvis succes afhænger af evnen til at få krydser blandt byvælgere, der vipper mellem Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og SF.
Dansk politik vil i de kommende måneder blive ramt af flere sager om sexisme. Sager, som De Radikale med fordel kunne have profileret sig på med Sofie Carsten Nielsen som forkvinde. I stedet er de bagud på point og vil også med den nye politiske leder ved roret kunne anklages for hykleri.
Meningsmålingerne vil snart vise, hvor stor skade partiet har lidt. Skrækscenariet for Radikale Venstre er, at mange progressive vælgere nu ser mod venstrefløjspartierne, så længe sexismedebatten koger, mens endnu flere midtsøgende vælgere, hvis ikke de allerede har forladt partiet, løber skrigende bort. Og at også den nye partileder har fået uigenkaldelige skår i troværdigheden på lige nøjagtig de emner, partiet har sat sig for at stå stærkt på.