Trængslen har næppe været større i midten af dansk politik. Nok er SVM-regeringen kommet meget dårligt fra start, men det har ikke fået Folketingets øvrige partier til at orientere sig mod fløjene.
Tværtimod byder parti efter parti sig til som mulige forhandlingspartnere for regeringen. På weekendens landsmøde i Liberal Alliance sagde partileder Alex Vanopslagh, at det skal være et "indflydelsesparti", som befinder sig et eller andet sted mellem protest- og magtparti.
Det lød næsten som en gentagelse af den daværende konservative partileder Poul Schlüters slogan fra 1970'erne om borgerlige stemmer, der arbejder. Netop De Konservative forsøgte i valgkampen at slå sig op på Schlüters succes, men det slog fuldstændig fejl, blandt andet på grund af den meget højreorienterede skattepolitik, Schlüter aldrig kunne have drømt om at lægge frem. Siden er De Konservative gået i det politiske værksted og arbejder nu også for at komme tættere på SVM-regeringen.
Senest har man lanceret et uddannelsesudspil som svar på regeringens forslag om at skære et år af hver anden længere videregående uddannelse. De Konservative vil gå lidt mere forsigtigt til værks, blandt andet med en forsøgsordning for fem procent af uddannelserne, og det ligner et seriøst bud på at komme ind i forhandlingslokalerne, hvor man skal aftale en uddannelsesreform.
På den anden side af regeringen er SF's formand Pia Olsen Dyhr også klar til at søge indflydelse. Det gjorde hun meget klart på landsmødet for to uger siden. SF vil ikke acceptere topskattelettelser eller forringelser af seniorpension, men der bliver ikke stillet ultimative krav, understregede Pia Olsen Dyhr.
Trængslen på midten er imidlertid en meget stor udfordring for det parti, der i årtier har bekendt sig mest helhjertet til det område af den politiske skala, Det Radikale Venstre.
Mandag oplyste den tidligere partileder Sofie Carsten Nielsen, at hun den 1. maj forlader Folketinget for at tiltræde en projektstilling i Dansk Industri med titlen EU Bio Project Director. Her skal hun arbejde for at finde grønne løsninger, der kan fremme den bæredygtige udvikling. Jobskiftet var ikke den store overraskelse på Christiansborg, hvor Sofie Carsten Nielsen trådte tilbage som partileder efter sine katastrofalt ringe personlige stemmetal ved valget i november.
Hendes plads i Folketinget overtages af Stinus Lindgreen, som også var folketingsmedlem i sidste valgperiode. Det betragtes som en styrke at få ham tilbage, blandt andet på grund af hans store indsigt i sundhedspolitik. Han er ph.d. i bioinformatik, er medlem af regionsrådet for Region Hovedstaden og blev under coronakrisen respekteret for sin indsats som formand for Folketingets epidemiudvalg.
Det kan blive gavnligt for De Radikale, når man om et års tid skal til at forhandle om en sundhedsreform, efter at Sundhedsstrukturkommissionen har fremlagt sin rapport.
Mindre klart er det, hvad personskiftet kommer til at betyde for den krise, De Radikale har befundet sig i siden folketingsvalget. Den midterregering, der nærmest var kodet i det radikale dna, valgte politisk leder Martin Lidegaard og folketingsgruppen at stille sig udenfor. Siden har relationen til regeringen fremstået temmelig ulden. Flere gange har De Radikale udsendt pressemeddelelser på vegne af stort set alle oppositionspartier, blandt andet under forløbet om afskaffelsen af store bededag. Alligevel endte De Radikale med som det eneste oppositionsparti at støtte netop det forslag.
Retorisk har De Radikale lagt sig tæt på Enhedslisten, for eksempel når det handler om klimaet, og det kunne se ud til, at partiet i højere grad end SF er blevet et protestparti. Det vil være et brud med den kultur, der ellers har præget De Radikale i det meste af dets levetid. Den har handlet om at søge indflydelse.
Af de 389 politiske aftaler og forlig, som S-regeringen fik igennem i forrige valgperiode, var Det Radikale Venstre for eksempel med i de 369. Det var kun i rets- og udlændingepolitikken samt nogle få aftaler om uddannelse og forskning, støttepartiet måtte melde pas.
Tvivlen om den radikale forhandlingskultur kom især frem med Sofie Carsten Nielsens ultimatum til S-regeringen om at udskrive valg efter Minkkommissionens rapport sidste sommer. At stille et ultimatum om at få et folketingsvalg på grund af mistillid til statsminister Mette Frederiksen (S) - for derefter i valgkampen at støtte hende som statsministerkandidat undslog sig al logik. Men det såede også tvivlen om, hvilket parti De Radikale egentlig skal være. Som professor Helene Helboe Pedersen, Aarhus Universitet, allerede skrev i klummen politisk set her i Kristeligt Dagblad i januar, havde De Radikale ikke svar på, hvor de skulle placere sig, da de traditionelle politiske blokke blev nedbrudt. Det svar mangler partiet øjensynlig stadig.
Dette er en politisk analyse.