Jorden er dækket af et fint lag sne og is. Martin Lindeskov Mosvang prikker lidt prøvende i den glatte jord med en skistav. Han har rulleski på fødderne, sådan nogle som er gode at træne med, når man kan se jorden. Ikke som i dag, hvor isen har låst sig fast til veje og stier.
Hans balance er ikke altid god. I 2011 var han udsendt som soldat til Afghanistan og under en vagt fløj en kugle fra et maskingevær så tæt forbi hans øre, at det blev ødelagt.
Balancen røg, trommehinden røg, en del af hørelsen forsvandt, og et konstant tinnitus-vækkeur i hans øre har gjort det svært at sove.
Hans krigsskade er ikke lige så synlig som Christian Richardsons. Han mistede begge ben på en patrulje i Afghanistan i 2009. Han går omkring på korte proteser uden knæled på den snedækkede parkeringsplads foran indgangen til Dyrehaven, nord for København. I hans bagagerum ligger en særegen konstruktion. En blå skalstol, sat oven på en kasse, som igen er sat ovenpå et par rulleski. Han har korte benproteser uden knæled på, så står han bedre fast i sneen. Han kan skifte protesen med en skruetrækker. Udover de korte proteser har han lange proteser, så han kommer op i højden, og løbeproteser, hvis der skal fart på. Men på ski sidder han ned og skubber sig frem med skistavene.
Martin Lindeskov Mosvang og Christian Richardson er en del af et hold på otte skadede veteraner, der er ved at træne op til Vasaløbet den 8. marts - en 90 kilometer traditionsrig kraftanstrengelse på langrendsski fra Sälen til Mora i Sverige. Syv af veteranerne har fysiske skader, en af dem har posttraumatisk stress.
Det er det frivillige danske initiativ, Veterans in Motion, der blandt andet består af Rune Oland, der normalt er tilknyttet Dansk Handicap Idræts-Forbunds soldaterprojekt, jægersoldat Morten Kvist og Nicklas Bjaaland, officer i hæren, der har fundet på turen og står for det praktiske.
Snefaldet har overrasket holdet på træningstur i Dyrehaven, så de rigtige ski, uden hjul under, står i et aflåst rum på Rigshospitalet, hvor fysioterapeuter og bandagister hjælper med at gøre holdet klar til Vasaløbet. Selvom de ikke står så godt fast med hjul under fødderne, beslutter de sig for at gennemføre træningen. Der er ikke så lang tid til, at de skal deltage i Vasaløbet, og de er i forvejen bagud med deres træning, er der flere, der synes:
”Mange siger, at vi har sat os et vanvittigt mål. Det norske og svenske skiforbund har rystet lidt på hovedet over projektet og spurgt, om vi ikke vil vente et par år med at gennemføre, til vi har trænet lidt mere. Men det er soldater, det her. De gør, hvad de skal,” siger Nicklas Bjaaland, som er ansat i forsvaret og tilknyttet Veterans in Motion som frivillig.
Han bruger i gennemsnit to-tre frivillige timer hver dag på at samle penge ind, øge opmærksomheden om projektet og på at træne med veteranerne.
”Det er et samfundsansvar at give veteranerne en fremtid og hjælpe dem med at få en anden identitet, så de ikke bare er skadede soldater. Man kan være enig eller uenig i krigen, men det er vigtigt at bakke op om de soldater, der har været udsendt,” siger han.
Nicklas Bjaaland har selv været udsendt til Afghanistan med hold ti, siger han og stopper op et øjeblik. Christian Richardson er lige bag ham på sine siddeski:
”Ha! Der var da ikke krig på hold ti. I sad bare i lejren og slappede af,” driller han.
Der bliver ikke kun stået på ski. Der bliver også talt om tiden som udsendt soldat, når mændene træner. De slynger om sig med holdnumre og navne på levende, skadede og døde kammerater. Og selvom hold ti faktisk mistede flere mænd, driller Christian Richardson ikke af mangel på respekt. De jokes, mændene udveksler, mens sneen knitrer under deres ski, er et udtryk for kærlighed. Kammeraterne fra dengang er ikke glemt, hverken de levende eller de døde. Men det er godt at tale om dem.
”Da jeg kom hjem fra Afghanistan, begyndte en lang proces. Jeg skulle starte forfra med mange ting. Det var en kamp at genoptræne. Når jeg deltager i projekter som det her, udforsker jeg, hvad min krop kan, selv uden ben. Det er et godt fællesskab, hvor vi kan snakke sammen og hjælpe hinanden, og det vil være en kæmpe sejr for mig at komme i mål efter 90 kilometer,” siger Christian Richardson.
Nicklas Bjaaland er ikke i tvivl om, at veteranerne bliver klar til Vasaløbet den 8. marts, og selvom mange mener, at det er en vild udfordring, soldaterne har givet sig i kast med, så er det kun et delmål:
”Selvfølgelig bliver vi klar. Soldater gør, hvad de skal. Selvfølgelig får de benamputerede fra tid til anden ondt i deres benstumper, men soldater er vant til at bide tænderne sammen. Vasaløbet er første stop, målet er en tur til Sydpolen i 2017. Det britiske forsvar har haft deres veteraner på Sydpolen i to uger. Vi vil slå dem, så vi vil afsted i fire uger,” siger han.
Men det er dyrt at komme på stroppetur til Sydpolen på ski, så Veterans in Motion har en plan B, hvis det ikke lykkes at indsamle nok penge:
”Jeg tror, at det vil lykkes at samle de millioner, der skal til for at få de skadede veteraner afsted til Sydpolen, for der har været stor opbakning omkring Vasaløbet. Vi har både fået økonomisk støtte og et kompetent hold af frivillige til at hjælpe. Men hvis det ikke lykkes, tager vi en tur over Grønlands indlandsis,” siger Nicklas Bjaaland.
Christian Richardson ved godt, at nogen tænker, at han har stillet sig en ekstrem udfordring, men hvad er ekstremt, spørger han:
”I dag løber de fleste ironman, og maraton er for kyllinger, jeg har altid været vant til at røre mig, og det stopper ikke, fordi jeg har mistet benene.”
Den blå skalstol på kassen, fastgjort til siddeskiene, er ikke en permanent løsning. Et hold bandagister er ved at bygge særlige siddeski i aluminium til holdets benamputerede. Christian Richardson har en makker tilknyttet, som skal trække ham op ad de stejleste bakker og holde igen på vej nedad dem, så der ikke kommer så meget fart på, at skiene kommer ud af kontrol. Men hovedparten af turen er det armkræfterne og skistavene, der må gøre det hårde arbejde.
Han sætter skistavene i jorden og trækker sig frem, igen og igen, til sveden springer frem på hans pande:
”Det, de andre gør, er ingenting,” siger han med et stort ironisk smil og kigger på sine veteran-kammerater, der har fødderne fastgjort i deres rulleski.
