Prøv avisen

Soldaterveteraner får omsider hjælp

Folketinget vil sikre erstatning til veteraner og revurdere seks måneders-reglen, der hidtil har begrænset veteraners tidsfrist til at søge lægehjælp for psykiske skader. Foto: Morten Stricker Denmark

Danske krigsveteraner kan se frem til bedre muligheder for at få hjælp og erstatning, når de vender hjem.

Danske soldater, som i krig har pådraget sig psykiske skader, får nu langt bedre muligheder for at få hjælp og erstatning, når de vender hjem.

På tirsdag samles Folketingets partier til en forespørgselsdebat vedrørende hjælp til krigsveteraner, og forud for denne debat har Kristeligt Dagblad fået kendskab til en række punkter, som står til vedtagelse af alle Folketingets partier. Det mest afgørende punkt er, at krigsveteraner fremover ikke længere har en frist på seks måneder efter hjemkomsten til at bevise, at udsendelsen har skadet dem psykisk. Det er den såkaldte seks måneders-regel, som står til at blive skrottet.

I punktet lyder det, at forsvarsministeren og beskæftigelsesministeren giver tilsagn om, at der etableres en ordning for veteraner, hvor der ikke stilles krav om, at dokumentation for symptomdebut vedrørende PTSD (post-traumatisk stress, red.) i arbejdsskadessager skal ske i form af lægebesøg inden for 6 måneder.

Det glæder Balkan-veteran Benjamin Yeh, som arbejder for bedre vilkår for danske veteraner.

LÆS OGSÅ:Krigstraumer

Afskaffelsen af seks måneders-reglen vil redde liv. Det er et samlet folketing, der sender soldater i krig, og derfor er det også ekstremt vigtigt for os, at det er et samlet folketing, som nu ændrer reglen.

Ændringen betyder også, at alle tidligere sager, hvor en veteran har fået afslag på erstatning med afsæt i seks måneders-reglen, genoptages.

Og der er nok at tage af. I efteråret viste en omfattende undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, at flere end 4300 af de cirka 26.000 danske soldater, som siden 1990erne har været udsendt, kæmper med psykiske problemer eller stofmisbrug.

Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr har længe arbejdet for at skrotte seks måneders-reglen og siger:

Alt for mange veteraner anmelder deres sygdom for sent, fordi de i begyndelsen ikke selv synes, de er syge, og derfor skal der ikke være en tidsfrist. Vi ved, at omkostningerne ved at sende folk i krig er, at nogen bliver syge, så selvfølgelig skal Folketinget hjælpe dem og give dem erstatning.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som er ansvarlig for veteranområdet vedrørende erstatningssager, ønsker ikke at kommentere sagen før forespørgselsdebatten på tirsdag.