Prøv avisen

Soldaterveteraner kæmper for anerkendelse

Da Danmark i begyndelsen af 1990’erne var engageret i krigene på Balkan som en del af den fredsbevarende FN-styrke, var der i mange danskeres optik tale om en forholdsvis fredelig opgave. Sådan som billedet illustrerer. Men for tusindvis af udsendte danske soldater var virkeligheden en anden. De var vidne til massakrer og udrensninger, og de fik kun meget begrænset hjælp til at bearbejde hændelserne, da de vendte hjem. Det har medført krigstraumer, som først har vist sig mange år senere, og derfor kan soldaterveteranerne ikke få erstatning. – Foto: Jørgen Kølle.

I en villa i København mødes soldaterveteraner for at hjælpe hinanden og for at planlægge en historisk stor aktion. De kæmper imod en regel, som har udelukket hundredvis af psykisk skadede veteraner fra erstatning. Mens reglen, som ingen rigtig vil stå ved, fører til desperation hos veteranerne, træder politikerne vande

Historien om danske soldaterveteraner og deres kamp for anerkendelse kunne begynde flere steder.

Den kunne begynde med Thomas Bøje Frederiksen, der som soldat havde serbiske projektiler hvislende om ørerne på Balkan. Den kunne begynde på Facebook, hvor knap 700 veteraner de seneste uger har samlet sig til kamp. Den kunne begynde i korridorerne hos Arbejdsskadestyrelsen, hvor erstatningssager for tidligere udsendte, sårede soldater behandles. Og den kunne begynde i en rødstensvilla på Frederiksberg i København.

LÆS OGSÅ: Veteraner har kostet knap en halv milliard kroner

Villaen er et passende sted at starte, for her samles trådene i historien. En historie om, hvordan soldaterveteraner kæmper en indtil videre håbløs kamp for at få anerkendelse og erstatning for de psykiske sår, de har pådraget sig i tjeneste.

En af dem er 47-årige Thomas Bøje Frederiksen, som en oktoberaften sætter en stor dampende gryde med gule ærter på spisebordet i villaen. Huset tilhører Foreningen Danske Veteranhjem, og veteranhjemmet hjælper tidligere udsendte soldater, som efter hjemkomsten umiddelbart efter eller 10 år efter behøver støtte, men som ikke kan finde den i forsvarets system.

På veteranhjemmet kan de få en seng, et måltid mad, og de kan få en snak om de tusindvis af tanker, som ikke vil finde ro i hovedet.

De tanker kender Thomas Bøje Frederiksen alt for godt. I 1993 og 1994 var han i Kroatien som en del af den fredsbevarende FN-styrke, og de ting, han oplevede der, skulle hjemsøge ham mange år efter.

Jeg stod som observationspost i et tårn, der var fuldt oplyst. Vi måtte ikke slukke lyset, fordi vi skulle være synlige som FN-styrker, men vi var jo skydeskive døgnet rundt, ikk. En nat, hvor jeg stod i tårnet med blå baret og det hele, kommer der en maskingeværsalve lige forbi mit hoved. Jeg kan høre projektilerne, sådan pfyih, pfyih, jeg ser dem ikke, fortæller han.

I situationen får han et sus ud af det. Det gør han på ingen måde i 1999, hvor bægeret flyder over. Efter sin hjemkomst i 1994 er der ingen psykologsamtaler og ingen langsom akklimatisering fra krigen. Dagen efter at han er landet fra Balkan, står han i civilt tøj, og så går år efter år med, at han drikker sig længere og længere ned i barstolen på den lokale bodega. Maskingeværangrebet dukker op i hans drømme sammen med kvindeskrig fra de huse, hvor serbiske soldater udryddede hele familier.

Jeg begyndte at komme på nye værtshuse og opsøge det største brød derinde for at få en konfrontation. Bare for at få lov til at skyde igen. Hvis bare vi havde haft mandat dengang ... Jeg begyndte at blive bange for mig selv.

Frygten for sig selv får ham til sidst til at opsøge psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor han får hjælp. Hans redning kommer dog først endeligt i 2006, hvor han bliver far til tvillingesønner. Dem vil han leve for.

Thomas Bøje Frederiksens fortælling er meget længere og mere detaljeret, men i denne sammenhæng er det kernen i den, som er vigtigst: Han vendte hjem fra en militær udstationering med alvorlige psykiske sår og fik dem ikke behandlet. Og han forsøgte efter flere år at søge erstatning, men blev afvist i Arbejdsskadestyrelsen.

Thomas Bøje Frederiksen er langtfra alene. En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, fastslog i september, at hver sjette udsendte danske soldat efter hjemkomsten har fået en psykiatrisk diagnose, må købe medicin mod psykiske sygdomme eller gennemgå behandling for stofmisbrug. I alt har cirka 26.000 danske soldater været udsendt siden Balkan-krigene, og blandt de mentalt sårede soldaterveteraner har mange ikke fået hjælp.

Den nuværende militære ordning med grundig debriefing efter udsendelse og rolig tilvænning til livet på dansk jord er et fænomen, som først for alvor er gennemført for holdene fra Afghanistan. Balkan-veteranerne var i årevis overladt til sig selv og de traumer, der plagede deres tanker. Men nu har hundredvis af veteraner samlet sig til en storstilet erstatningsaktion. De vil have ændret en regel hos Arbejdsskadestyrelsen.

Reglen lyder, at tidligere udsendte soldater ikke kan få arbejdsskadeerstatning, hvis de ikke inden for et halvt år efter udstationeringen har fået et lægenotat på deres psykiske skader. Problemet er, at mange veteraner i årevis tumler med de psykiske problemer alene og derfor først sent kommer i kontakt med psykolog eller læge. Og så er løbet kørt. Intet lægenotat, ingen arbejdsskadeerstatning. Helt præcist drejer det sig om soldater, som lider af PTSD, posttraumatisk belastningsreaktion, for det er PTSD-diagnosen, som kan udløse arbejdsskadeerstatning.

Og så kommer vi til det sted, hvor denne historie også kunne være begyndt. Ved Facebook. Her har knap 700 veteraner de seneste uger samlet sig i gruppen Veteran ... Afslag fra ASK ... Hvad så. ASK henviser til Arbejdsskadestyrelsen, og gruppens formål er at samle veteraner til en demonstration foran Christiansborg tirsdag den 23. oktober. Demonstrationen er godkendt af Københavns Politi, og dermed er vejen banet for en historisk aktion. Aldrig før har så mange veteraner slået kræfterne sammen i én fælles sag.

Veteranernes engagement i sagen skinner tydeligt igennem i den lukkede Facebook-gruppe. Foruden organisering af bustransport til Christiansborg fra hele landet guider veteranerne hinanden til gode psykiatere. De deler erfaringer fra missioner med eksempelvis et billede af en rå klippevæg med et hvidt skilt You are leaving Kosovo. De deler smerter med hinanden, og de opmuntrer hinanden.

Nu er den gal, sidder på psykiatrisk skadestue i Slagelse, skriver en veteran.

Flere kommenterer indlægget:

Føler med dig!! Vær stærk!!! og God bedring. Du vil være i mine tanker.

Det er disse tidligere soldater, som foran Christiansborg vil lufte deres utilfredshed med Arbejdsskadestyrelsens seksmånedersregel. Blandt veteranerne er Benjamin Yeh. Han var udstationeret på Balkan og er med i styringsgruppen bag demonstrationen. I veteranhjemmet på Frederiksberg fortæller han over de gule ærter om problemet med seksmånedersreglen.

Veteraner lider under det her. Ikke nok med at de kæmper med PTSD, de kæmper med et system, som mere eller mindre siger, at de lyver om deres sygdom. Der er vitterligt veteraner, der dør af det her. De kører ind i en betonpille eller skyder sig selv, og derfor bliver jeg nødt til at kæmpe den her kamp. Jeg vil ikke bare se på, at de går ned med flaget.

Benjamin Yeh får fuld opbakning fra Yvonne Tønnesen, som er konsulent ved Hærens Konstabel- og Korporalforenings Livlinen, et tilbud til veteraner, som det etablerede system ikke evner at hjælpe.

Vores veteraner er dybt frustrerede over afvisningerne i Arbejdsskadestyrelsen, og at de oplever manglende anerkendelse af deres lidelse. Problemerne ved seksmånedersreglen er åbenlyse. Ofte ligger traumerne og ulmer, uden at man er bevidst om det, men så sker der en social begivenhed, for eksempel en skilsmisse, og først der bliver det tydeligt for veteranen, at der er noget galt, siger hun.

Hvad råder I så veteranerne til?

Hvad kan vi råde dem til? Ud over at deres sager skal ankes.

Det bliver sagerne nu. I øjeblikket har advokat Mads Kroer Pramming fem veteran-sager for domstolene, hvoraf en er henvist til Højesteret. Hvis den sag ender med, at veteranen får tilkendt erstatning, selvom han ikke havde et seksmåneders-lægenotat på sine psykiske skader, kan den danne præcedens for en bunke andre veteransager. Ifølge Mads Kroer Pramming er der flere problemer med seksmånedersreglen. For det første lægger Arbejdsskadestyrelsen sig op ad en løst defineret formulering fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, om de seks måneders grænse. Til sammenligning arbejder de amerikanske myndigheder ikke med nogen tidsgrænse. For det andet er der beviskravet fra Arbejdsskadestyrelsen. Det eneste gyldige bevis er lægenotatet, og på den måde sorteres alle tænkelige eksperters vidneudsagn fra. Mads Kroer Pramming udtrykker sig således om reglen:

Jeg har ingen tanker om, at politikere eller myndigheder har indgået en stor konspiration om ikke at hjælpe veteranerne. Men jeg tror, at man har en mistro over for deres psykiske lidelser, og så har man opfundet en nem måde at behandle sagerne på. Der findes næsten ingen nemmere måde end bare at sige nej, nu er der gået mere end et halvt år, og så er sagen lukket.

Selve debatten om seksmånedersreglen er dog langtfra lukket. Men det er svært at hitte rede i, hvem der faktisk har ansvaret for reglens praksis. Fra Veterancentret i forsvaret siger presseansvarlig Andreas Godfrey, at centret som udøvende myndighed retter ind efter de politiske retningslinjer, og at reglen er en del af Arbejdsskadestyrelsens regelsæt. Derfor vil Veterancentret ikke gå yderligere ind i sagen.

Fra Arbejdsskadestyrelsen lyder det, at man retter sig efter WHOs retningslinjer, og at det er Sundhedsstyrelsen og Dansk Psykiatrisk Selskab, som har udarbejdet den endelige regel.

Faktum er, at reglen er en del af WHOs system til at klassificere sygdomme, ICD, International Classification of Diseases, som har været benyttet i Danmark siden 1995 i Sundhedsvæsenets Klassifikations System, SKS.

I sidste ende er reglen dog et politisk spørgsmål, men på Christiansborg taler politikerne med uld i munden. Fra forsvarminister Nick Hækkerup (S) har det rutinemæssigt lydt, at Danmark behandler sine soldater ordentligt, og i sidste uge svarede han skriftligt på et folketingsspørgsmål, at det er WHOs vurderingskriterier for PTSD, der fortsat gælder for danske veteraner. Dog åbnede han i svaret en lille mulighed for ændringer:

Jeg kan supplerende oplyse, at Forsvarsministeriet og Beskæftigelsesministeriet i øjeblikket undersøger muligheden for, at en særlig gruppe af krigsveteraner, som deltog i operationerne på Balkan i 90erne, og som ikke har kunnet få arbejdsskadeserstatning for psykiske skader, for eksempel PTSD, vil kunne ydes godtgørelse. Arbejdet forventes afsluttet inden for kortere tid, skriver Nick Hækkerup.

Fra Beskæftigelsesministeriet udtalte minister Mette Frederiksen (S) gentagne gange i september, at hendes ministerium sammen med Forsvarsministeriet undersøger reglerne. Det har til denne artikel ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Frederiksen, og der ligger sagen så indtil videre. Måske lykkes det i næste uge Thomas Bøje Frederiksen, Benjamin Yeh og de andre veteraner at råbe politikerne op. Og der er nok at råbe om, mener landets førende forsker på området. Han hedder Henrik Steen Andersen, er overlæge på Rigshospitalet, ekspert i militærpsykiatriske lidelser og mener, at politikerne bør granske sagsbehandlingen af veteranerne.

Der er behov for at se seksmånedersreglen politisk efter i sømmene. Det er ikke soleklart, at der skal være en grænse på seks måneder, for i den amerikanske diagnoseliste opererer man også med en subtype af PTSD, som kan optræde efter seks måneder. Det er ikke nogen naturlov, at PTSD skal indtræffe før seks måneder, og en række undersøgelser har dokumenteret, at PTSD kan opstå mere end seks måneder efter traumet. Og hovedreglen er, at forsinket PTSD optræder særligt hyppigt i militære populationer.