Solen bliver sort som aldrig før

Naturelskere valfarter i disse uger til sort sol i Tønder-marsken. På grund af den våde sensommer er der i år ekstra mange stære at kigge på

I disse dage er der op til 95 procents sandsynlighed for at opleve sort sol i Tøndermarsken kort før solnedgang.
I disse dage er der op til 95 procents sandsynlighed for at opleve sort sol i Tøndermarsken kort før solnedgang. Foto: Anders Tvevad.

Det sker som regel hver aften lige før solnedgang. Som perler på en snor sætter de sig på ledningerne i landskabet omkring Tøndermarsken, og pludselig - som ved en fælles indskydelse - letter de.

De hundredtusindvis af stære leverer sorte formationer på himlen, inden de igen dykker ned for at gå til ro. Og dermed leverer de en af de helt store publikumsmæssige natursucceser herhjemme: sort sol.

25.000 mennesker forventes at valfarte til området fra midt i august til sidst i oktober, og netop i disse dage er der ekstra mange stære at holde øje med. "Lige nu optræder omkring 900.000 stære i Tøndermarsken, og det er 100.000 flere, end der plejer på den her tid," fortæller naturvejleder Iver Gram fra firmaet Sort Safari i Tønder.

De ekstra mange stære skyldes, at der er rigtig mange insekter og larver i marsken. På grund af den megen regn i august og september er de små dyr på det nærmeste ved at drukne, og de ligger derfor i stort antal i marskens overflade, forklarer Iver Gram.

Insekter og larver udgør en vigtig, proteinrig kost for stære, så derfor søger de ud i marsken i stedet for at nøjes med det frugt og grønt, som de kan få inde i landet.

Der er altid en vis usikkerhed forbundet med sort sol-turene, men ifølge Iver Gram er der nu helt op til 95 procents sandsynlighed for at opleve sort sol, hvis man tager ud i området omkring Tøndermarsken kort før solnedgang.

washuus@k.dk