Da folketingsvalget i 1981 blev udskrevet den 12. november, var det en frustreret socialdemokratisk statsminister i skikkelse af Anker Jørgensen, som gik på Folketingets talerstol med en bemærkning af særlig karakter.
Han havde i længere tid skændtes med De Radikales leder, Niels Helveg Petersen, om mulighederne for at fortsætte regeringssamarbejdet, men måtte give tabt. Resultatet blev en ren S-regering, en etpartiregering med store vanskeligheder, da det parlamentariske grundlag, SF og De Radikale, trak i hver sin retning. Den holdt kun et år, før Anker Jørgensen uden at udskrive nyvalg måtte overlade regerings- og statsministeransvaret til Poul Schlüter og De Konservative, der dannede firkløverregeringen.
Spoler vi knapt 40 år frem i tiden, tyder alle meningsmålinger ved denne redaktions slutning på, at den røde blok har flertallet efter onsdagens folketingsvalg, og lige siden grundlovsdag for et år siden har Socialdemokratiet givet udtryk for, at planen er en etparti-regering. Det vil i så fald være den kun tredje siden 1981.
Men Mette Frederiksen får det formentlig svært, både ved regeringsdannelsen og i fremtiden, skulle det lykkes at lave en etpartiregering, siger Tim Knudsen, politisk kommentator og professor emeritus i statskundskab på Københavns Universitet.
”Det kommer til at handle om at finde nogle partier, som vil støtte dem, som ikke er interesserede i at få et snarligt valg igen, og som man kan enes med. Det ser virkelig svært ud,” siger Tim Knudsen.
Anker Jørgensens regering fra 1981 til 1982 er et af de tre eksempler på etparti-regeringer, der har stået i samme situation, Socialdemokratiet har lagt op til, og som Tim Knudsen refererer til, når han forudser problemer for en eventuel S-regering:
”Ellers er de bedste eksempler Poul Hartlings smalle Venstre-regering fra 1973-1975 og denne valgperiodes første rene V-regering fra 2015-2016 under statsminister Lars Løkke Rasmussen,” fortæller han og fortsætter:
”Uberegneligheden kan ligge i de mange små partier, der kan være indbyrdes uenige. Hvordan skal man samle et flertal for noget som helst? Det er en svær situation. Det giver på den ene side den enkelte minister ret stor frihed til at forhandle, men på den anden side kommer det nogle gange til at konflikte med den topstyring, som jeg har indtryk af, at Mette Frederiksen lægger op til. Og så er der tunge søgeprocesser med at lede efter flertal, og der skal forhandles i øst og vest,” siger Tim Knudsen.
Alle tre regeringer havde et kort liv. Poul Hartling udskrev valg efter godt 13 måneder, Anker Jørgensen gav op efter otte måneder, og Lars Løkke Rasmussen måtte i 2016 indlemme både De Konservative og Liberal Alliance i sin regering for at overleve.
Bjørn Westh var landbrugsminister i Anker Jørgensens S-regering 1981-1982, og han beretter om vanskelighederne ved at være i mindretal og søge ekstern opbakning. Han drager en klar parallel til det nuværende parlamentariske billede:
”Det var en situation, der var fremtvunget af, at Folketinget var meget delt. Det ser det også til at blive nu. Dengang fik vi jo gennemført ting, vi var godt tilfredse med, men vi kunne ikke få den økonomiske politik til at hænge sammen,” siger han og kalder det ”en blandet fornøjelse” at sidde i en regering med kun et parti:
”Men det var dog alligevel sådan, at vi følte, at vi kunne foreslå nogle ting som etpartiregering, som vi ikke kunne foreslå, hvis vi først skulle forhandle internt med et andet parti. Dengang sad erfaringen med SV-regeringen (fra 1978-1979, red.) jo også i ryggen på os. At når man havde et samarbejde med et andet parti, blev det meget tungt, fordi man skulle være enige om det hele,” siger Bjørn Westh.
Den økonomiske politik bliver også en sten i skoen for Socialdemokratiet denne gang, siger politisk kommentator Hans Engell. Han mener, at Mette Frederiksens største problem bliver selve forløbet med at nå frem til en S-regering:
”Situationen er den hos de røde, at alle partier har en række mere eller mindre ultimative krav, der stritter i alle retninger. Alene det at forene De Radikales og Enhedslistens politik vil kræve akrobatiske talenter. Det vil blive den absolut største udfordring for Mette Frederiksen,” siger Hans Engell.
Det har, siger Tim Knudsen, historisk set været en større udfordring at gå alene i regering, når partierne er mange i Folketinget, hvilket de har været siden valget i 1977, hvor 10 partier kom ind. Og i år gør centrum-venstre-partiernes krav det endnu sværere.
”Det er både antallet, men også det, at nogle af dem kan være meget uberegnelige. På venstresiden, i den såkaldt røde blok, er der kommet mange signaler om at ville stille betingelser og krav. Så vidt jeg forstår på De Radikales leder Morten Østergaard, vil han have skrevne aftaler. Mig bekendt er det uhørt i dansk parlamentarisk tradition, at man laver skriftlige aftaler med partier, der ikke går med i regeringen,” siger Tim Knudsen:
”Spillerummet kan blive småt.”
Om en etparti-regering kan ende med at blive en frugtbar vej for Socialdemokratiet, afhænger helt af, hvilket samarbejdsklima Mette Frederiksen kan skabe hos sit parlamentariske grundlag, mener Hans Engell.
”Tonen imellem de røde partier er blevet skarpere og skarpere. De Radikale har skiftet sin strukturelle position i dansk politik fra at være et kompromissøgende, magtorienteret og samarbejdsformidlende parti til at være langt skarpere i retorikken. De er mere aggresive og stiller flere ultimative krav. Frustrationen over ikke at blive inviteret ind i en regering er stor for De Radikale. SF vil også tilbage til regeringen. Derfor bliver det meget besværligt. Erfaringen er dog, at når først en regering er udnævnt, har den mange muligheder for at operere. Og vi skal ikke glemme, at vi har en årelang tradition for mindretalsregeringer, der er nødt til at gå på kompromis. Jeg ser ikke så dystert på det. Hesten kan godt ride ret langt, hvis Mette Frederiksen først kommer op. Men det afhænger af, hvilket klima hun kan formå at skabe i den røde blok,” siger Hans Engell.