Solsystemet holder stædigt på sin plads

Lige nu ser solsystemet ud til at kunne fastholde sin placering i Mælkevejen takket være tyngdekraften. Spørgsmålet er så, om det varer ved.

Mælkevejen - her set fra Puracé i Colombia - består af op mod 400 milliarder stjerner og mindst lige så mange planeter. (Arkivfoto)
Mælkevejen - her set fra Puracé i Colombia - består af op mod 400 milliarder stjerner og mindst lige så mange planeter. (Arkivfoto) Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix

Vores galakse er et stort sted. Blandt de mange hundrede milliarder af stjerner i Mælkevejen fylder vores solsystem ikke særligt meget.

Til trods for den ufattelige mængde af stjerner, planeter, gasskyer og andre ukendte størrelser, som vi deler vores galakse med, formår solsystemet alligevel at blive i sit kredsløb, på sin plads.

Astrofysiker Peter Laursen, som til daglig er forsker og videnformidler ved Niels Bohr Institutet i København, forklarer, at det er tyngdekraften, der holder orden i Mælkevejen. Men tyngdekraft opstår ikke ud af ingenting, så hvad er det, der trækker i vores Sol?

- På samme måde som planeterne bliver holdt på plads af Solen, bliver vores solsystem holdt på plads af Mælkevejens masse, forklarer Peter Laursen til Videnskab.dk og fortsætter:

- Forskellen er, at i solsystemet er næsten al massen koncentreret i centrum, nemlig Solen, som udgør mere end 99 procent af massen. I Mælkevejen er det meste af massen ikke inde i centrum, men er mere jævnt fordelt.

Den rumkyndige læser ved måske, at der i hjertet af Mælkevejen er et supertungt sort hul, hvis videnskabelige navn er Sagittarius A*.

Sorte huller har en uhyre stærk tiltrækningskraft, som end ikke lys undslipper, men i en galakse på størrelse med vores viser det sig ikke at være så vigtigt igen.

- Det sorte hul vejer cirka 4 millioner solmasser, hvor der så er 400 milliarder stjerner i galaksen, cirka lige så meget gas og meget mere mørkt stof. Det sorte hul kan man se bort fra, så længe man ikke er helt inde tæt på det, siger Peter Laursen.

Han forklarer, at det i stedet er den samlede masse af alt det, som ligger inden for solsystemets bane i galaksen, der holder os på plads, men at regnestykket er nogenlunde det samme, som hvis al massen var koncentreret i centrum.

- Langt det meste masse i Mælkevejen er hverken stjerner eller gas, men mørkt stof. Det mørke stof dominerer vores bane rundt i Mælkevejen, siger astrofysikeren.

Implicit i spørgsmålet om, hvad der holder solsystemet på plads, er måske også, om det vil vare ved. På den front ser vi - heldigvis - ud til at være godt dækket i den nærmeste fremtid.

- Der er meget langt mellem stjernerne, og de stjerner, vi ligger i nærheden af, bevæger sig alle nogenlunde i samme retning. Men indimellem sker det, at to stjerner kommer i nærheden af hinanden, og så kan de påvirke hinandens bane, siger Peter Laursen.

- Vi har ret godt styr på stjernerne i vores nabolag, om de er på vej hen mod os eller væk fra os, og hvad deres hastighed er. Det kan vi måle og så sige, hvordan det ser ud om eksempelvis tusind år eller en million år, uddyber Peter Laursen.

Selv hvis uheldet er ude, og solsystemet ryger på afveje, vil det ikke have den store effekt på livet på Jorden, medmindre den fremmede stjerne kommer tæt nok på til at slynge planeterne væk fra Solen.

- Det hele følges ad. Hvis det skulle ske, at vi pludseligt ændrede bane, kunne vi være ligeglade. Vi ville stadig bevæge os rundt om Solen, slutter Peter Laursen.