I en ny publikation fastslår Rådet for Socialt Udsatte, at årtiers socialpolitik har rykket alt for lidt. Ifølge rapporten er der 30 procent flere hjemløse end i 2009, og andelen af relativt fattige er fordoblet de seneste 20 år. Rådet anbefaler en markant ændring af socialpolitikken, så udsatte i langt højere grad deltager i deres egen sag og i udviklingen af politik? Hvad siger du til rådets forslag?
Jeg er helt enig i, at socialt udsatte skal deltage i det direkte demokrati. Alt for meget socialpolitik besluttes hen over hovedet på udsatte grupper. Når der laves love og ændringer, skal vores egne erfaringer indgå i arbejdet, så beslutninger ikke bare tages på baggrund af statistik. Et godt eksempel er boliger. Der tages udgangspunkt i de normer, der hersker blandt middelklassen, når for eksempel hjemløse tilbydes en bolig. De fleste på overførselsindkomst får anvist en trist et- eller toværelses lejlighed med tekøkken. Man skulle involvere dem, der skal flytte ind i lejlighederne, så vi kan finde frem til nogle boliger, der passer til deres situation. For eksempel alternative boliger med mulighed for at danne fællesskaber.
Det lyder godt og rigtigt, at socialt udsatte skal deltage. Men hvordan kan det ske i praksis?
Jeg er formand for Udsatterådet i Esbjerg Kommune, og vi har blandt andet et initiativ, der hedder frivillige byrådsvenner. Vi har kontakt til en række personer, der selv har erfaring som brugere af det sociale område. Det kan være personer, der har oplevet tvangsanbringelse, hjemløshed eller misbrug. Vi kobler dem sammen med politikerne i kommunen, så de kan få en til en-samtaler med de såkaldte byrådsvenner. Politikerne har været glade for at tale med udsatte om deres erfaringer. Mange tænker, at udsattes stemmer ikke har nogen værdi, men det har den.
Hvad er din egen baggrund for at engagere dig som formand i et udsatteråd?
Jeg er opvokset i et misbrugsmiljø med en mor, der handlede med heroin og hash. Jeg blev placeret i netværkspleje, da jeg var seks et halvt år. Min erfaring er, at det kan være en uheldig foranstaltning. Hvis anbringelsen bryder sammen, mister man ikke blot sin plejefamilie, men også sit biologiske netværk. Derfor skal man virkelig overveje slægtsanbringelse. Som 17-årig røg jeg på gaden med en hund og en kat. Jeg har været i voldelige parforhold, og jeg er psykisk sårbar og har skåret i mig selv. På baggrund af mine egne erfaringer kæmper jeg for, at udsatte kan få en stemme i samfundet. Samtidig prøver jeg at videreformidle andre udsattes erfaringer.
Hvordan er dit eget liv lige nu?
Min tid går med møder og arrangementer, og mine dage er fuldt besat. Om få dage får jeg egen lejlighed og et nyt hjem. Jeg arbejder på at komme i gang med en uddannelse. Jeg har taget en HF-eksamen. På sigt vil jeg gerne være jurist og arbejde for udsattes rettigheder, hvis det bliver muligt. For jeg synes, det er vigtigt at inkludere deres stemme i samfundet Jeg synes, at Rådet for Socialt Udsatte og de lokale udsatteråd i kommunerne er nået langt med at involvere brugerne. Lige nu er en af de ting, vi arbejder med i Esbjerg Kommunes Udsatteråd, at sikre gratis adgang til tandlæge for socialt udsatte. Den ordning har man i nabokommunen Varde. Det er ikke et spørgsmål om penge, men om prioritering at indføre den ordning.