Prøv avisen
Interview

Jan er vokset op på børnehjem: Det er forladtheden, der står tilbage

Jan Nørager Laursen kom på børnehjem da han var syv dage gammel. - Foto: Julie Meldhede Kristensen

Jan Nørager Laursen boede de første år af sit liv på forskellige børnehjem i 1960’erne. Det var en tid, hvor han følte sig forladt, og han er stadig mærket af det omsorgssvigt og misbrug, han blev udsat for

Et stort rum med tremmesenge på langs, og kvinder i hvide dragter og kapper, der tog sig af de mange børn.

Sådan husker 57-årige Jan Nørager Laursen sin tid på det daværende børnehjem Sølund, der lå på Nørrebro i København, hvor han blev anbragt i 1962, fra han var syv dage gammel, og hvor han boede de første fire år af sit liv.

Han sidder bøjet over nogle gamle dokumenter i huset i Hvalsø på Midtsjælland. Mappen er markeret med ”254”, hans sagsnummer på børnehjemmet, og hans oprindelige efternavn. Blikket hviler sørgmodigt på beskrivelserne af hans opvækst.

”Når jeg læser om drengen i dokumenterne, har jeg bare lyst til at holde om ham. Det, der står, sender så tydelige signaler om, at han savner nogen, der kan elske ham. Jeg bliver helt grådlabil.”

For Jan Nørager Laursens mor, der var prostitueret, og hans far, som var kriminel, var ikke i hans liv. Derfor holdt han sig vågen om natten, så han kunne have nattevagten for sig selv.

”Institutionsskadet” går også igen i mange af papirerne. Indtil han var 12 år, havde han enormt brug for opmærksomhed, talte højt og hurtigt med skinger stemme, tissede i sengen hver nat, suttede tommelfinger og gik med hoppende bevægelser og baskende arme. Bevægelser som en pingvins, forklarer han. Som 5-årig bryder hans verden sammen.

”Jeg husker det, som at jeg blev flyttet over til et nyt børnehjem i et folkevognsrugbrød. Der bliver jeg læsset af og skal gå alene hen ad en flisegang. Pludselig kan jeg ikke stoppe med at skrige. Jeg går i stykker, simpelthen.”

I Jan Nørager Laursens journal står der, at han allerede er flyttet til det daværende børnehjem Nærumgård, nord for København, i maj 1966, da han bliver ramt af et psykisk sammenbrud. Han var flegmatisk og svær at komme i kontakt med.

”Jeg har flere gange mistet alle mine primære relationer, og derfor kunne jeg ikke magte at skulle starte forfra med et nyt håb på en ny institution med ’vil du være min mor?’ ’Vil du være min far?’”

Efter et længere ophold på børnepsykiatrisk afdeling blev han igen anbragt på Nærumgård. Børnene blev vasket og fik skrubbet neglene, inden potentielle plejeforældre kom på besøg, og dagligt sang de sange fra højskolesangbogen. Især husker han ”Se, jeg fandt en vintergæk”, hvor barnet giver en vintergæk til sin mor.

”Jeg kunne synge om ’mor’, men jeg vidste ikke, hvad det var. Kun at hun måtte være fantastisk.”

Livet på Nærumgård var ensomt. Selvom han har minder om store grønne græsplæner og syltetøjsmadder under træerne.

”Nogle af de store piger udnyttede os små seksuelt. Og ser jeg tilbage, er jeg vred på personalet over, at de ikke havde mere opsyn, for det har ødelagt meget i min relation til kvinder i mine første år som voksen.”

Som 6-årig ankom han til Behandlingshjemmet Nebs Møllergård på Midtsjælland, kun med to sovedyr. Selvom han er taknemlig for tiden der, var omgangen med de andre børn barsk. Han husker, hvordan de større drenge misbrugte ham og andre mindre drenge seksuelt.

”Det var de mindstes lod i livet,” siger Jan Nørager Laursen og fortsætter:

”Jeg mindes det ikke som et overgreb. Når man er alene, så tager man al den kærlighed og opmærksomhed, man kan få.”

Men på Nebs Møllegård skete der også store forandringer. Han kan læse i journalerne, at personalet virkelig hjalp ham og fik etableret kontakt til nogle af hans familiemedlemmer, som han besøgte. Og da han en dag var hjemme hos sin oldefar, en gammel sømand, kom hans mor på besøg.

”Vi tog på kanalrundfart, men endte på et værtshus, hvor politiet hentede mig. Der var mange mænd, der alle sagde, de var min far, og én gav mig sit ur. Efterfølgende tog min oldefar uret og gav mig sit eget, fordi det andet ur var mere værd,” siger Jan Nørager Laursen og griner. Han har i alle årene gemt det ur, hans oldefar gav ham.

Den 12. januar 1971 står stadig klar i hans erindring, for det var den dag, han som 8-årig flyttede hjem til sin nye plejemor. De havde igennem længere tid været besøgsvenner, selvom børneværnet var skeptisk, for det var usædvanligt, at en enlig kvinde var plejemor i 1960’erne.

”I hjertet er hun min mor. Min biologiske mor var der aldrig for mig, så det at sætte sin biologiske mor op på en piedestal kan jeg slet ikke forholde mig til. ’Mor’ kan klinge uendeligt hult, og det kan blive så patetisk.”

Plejemoderen sørgede for, at han fik masser af kærlighed og omsorg, en god skolegang, blev døbt og konfirmeret, og hun gav ham sit efternavn. Hun videregav de værdier, han havde brug for på sin vej, fortæller han.

”De vigtigste værdier er ærlighed og kærlighed. Men størst af alt er kærligheden, plejede hun at sige efter Paulus’ ord. Der er ingen tvivl om, at hun blev min redning.”

Som 17-årig flyttede han til en ny plejefamilie, da hun blev syg, men forholdet gik ikke godt, og som 18-årig var han på egne ben. Tiden gik med hash, alkohol og slagsmål, men et knivstik i maven, hvor han var døden nær, fik ham til at genfinde værdierne fra sin plejemor.

I dag har de stadig et varmt forhold, ligesom han også er venner med sin tidligere socialrådgiver. Han er taknemlig for den rolle, socialrådgiveren kom til spille i slutningen af 1960erne, men er stadig vred over, der ikke blev gjort mere for børnehjemsbørn tidligere. For minderne fra børnehjemmene giver ham stadig mareridt.

”Jeg har følt mig som en potteplante, som lige kunne stå der og blomstre lidt, inden den blev rykket til en ny vindueskam. Det er forladtheden, der står tilbage. Jeg var alene i verden.”

Jan Nørager Laursen’s hjem grænser op til skoven, hvor han gerne samler svampe. - Foto: Julie Meldhede Kristensen
Spædbørnehjem. Jan Nørager Laursen sidder bagerst til venstre. Foto: Spædbørnshjemmet Sølund