Albert og Valdemar er enæggede tvillinger: En søskende er ikke bare en relation, men et spejlbillede

Familierelationer kan være mere eller mindre tætte, og de ændrer sig ofte i løbet af livet. Men mellem enæggede tvillinger er der næsten altid et helt særligt bånd

De enæggede tvillingebrødre Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen. Fotograferet på Nørrebro.
De enæggede tvillingebrødre Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen. Fotograferet på Nørrebro. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

De enæggede tvillinger Albert og Valdemar Glahn-Abrahamsen, 32 år, er sommetider mødt op til arrangementer i stort set det samme tøj. Altså vel at mærke uden at have været på shopping sammen eller på anden måde koordineret deres tøjvalg inden. De tror nu ikke, at det handler om en overnaturlig forbindelse imellem dem, men snarere om ekstreme ligheder.

”En enægget tvilling er en slags levende spejlbillede, man har af sig selv. Så man bliver måske lidt inspireret, når man ser sin tvilling i noget tøj, der klæder ham. Man kan i hvert fald antage, at noget lignende også vil klæde en selv,” siger Albert Glahn-Abrahamsen, der bor på Nørrebro i København og arbejder som pædagog.

”Vi er ellers ikke den type tvillinger, som går i samme tøj og dyrker en identitet som tvillinger,” tilføjer Valdemar Glahn-Abrahamsen. Han bor i Brønshøj i København og arbejder med digitalt design.

De ligeledes enæggede tvillinger Alf og Jes Aagaard, der er 60 år, har et lignende eksempel. De købte engang skistøvler nøjagtig samme dag. De skulle begge på skiferie, men havde derudover ikke talt om det.

”Da vi talte i telefon senere på dagen og fandt ud af, at vi begge havde været ude at shoppe, spurgte den ene blot ’hvad farve er dine så?’. Vi behøvede slet ikke nævne, at det var skistøvler, vi talte om. Det vidste vi begge udmærket,” siger Jes Aagaard.

De enæggede tvillinger Jes og Alf Aagaard delte frivilligt værelse til de var 17 år. Men det blev upraktisk, da de begyndte at få kærester. Her er de fotograferet i forbindelse med, at de for nyligt fejrede deres 60 års fødselsdag sammen.
De enæggede tvillinger Jes og Alf Aagaard delte frivilligt værelse til de var 17 år. Men det blev upraktisk, da de begyndte at få kærester. Her er de fotograferet i forbindelse med, at de for nyligt fejrede deres 60 års fødselsdag sammen. Foto: Birgit Birkbak

Heller ikke han eller broderen Alf tror på en overjordisk kommunikation imellem dem. 

”Vi er begge biologer, så det kan vi udelukke,” siger Jes Aagaard.

Broderen Alf Aagaard supplerer:

”Jeg tror mere, det handler om, at vi ligner hinanden så meget. Vi har det samme ophav, så vi gør ting på samme måde og tænker ens,” siger han. 

Et næsten præcist spejlbillede

Hvad end man bryder sig om det eller ej, ligner de fleste mennesker deres familie. Det kan være tydelige fysiske træk som en krum næse, der er gået i arv i generationer, hænder, der griber om en kop på samme måde, et grin, der klinger helt ens blandt søskende, eller en særlig måde at bevæge sig på, der gør det umuligt at skjule, at to personer er beslægtede – selv på lang afstand. Det kan også være sociale vaner og præferencer, som måden man spiser på, om man synes, det er høfligst at komme for tidligt eller lidt for sent til en middagsaftale, eller om man foretrækker at skændes højlydt eller tie ved en konflikt. Familien kan være et spejl på godt og ondt, og mange oplever også at måtte bryde aktivt med nogle af lighederne i jagten på en individuel identitet. 

Men så er der de enæggede tvillinger som Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen og Alf og Jes Aagaard. De er vokset op med et præcist spejlbillede af sig selv og med en relation og en forståelse for hinanden, der er så tæt, at den kan forekomme næsten overnaturlig for udenforstående.
 
Måske er de det ultimative eksempel på, hvad familiebånd kan betyde.

”Det er en myte, at man kan mærke hinandens humør. Når folk tror det, handler det altså om at have brugt så meget tid sammen, at vi kender hver eneste lille trækning på smilebåndet, eller hvad en hængende mundvig betyder. Men det er langt fra altid, at jeg ved, hvad han tænker, og det er blevet sværere, efter vi er flyttet hjemmefra og har forskellige omgangskredse,” siger Albert Glahn-Abrahamsen. 

En balance mellem enhed og individ

Både Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen beskriver relationen som tæt. De er i kontakt med hinanden i hvert fald hver anden dag. Nogle dage kan det bare være en enkelt besked på beskedtjenesten Messenger. 

”Så det behøver ikke være lange dybe samtaler, selvom det også sagtens kan være det,” siger Valdemar Glahn-Abrahamsen.

De to brødre har da også haft en periode i deres liv, hvor de havde et behov for at at træde ud af tvillingeenheden og i højere grad manifestere sig som individer. I teenageårene og da de begyndte i gymnasiet.

”Jeg mindes, at der i en periode var en positionering væk fra hinanden. Man prøvede lidt at være mig, adskilt fra den anden. Det skabte sommetider nogle konflikter, når vi bevægede os ind på hinandens domæner. Eksempelvis om begge skulle med til fester, hvor det hovedsageligt var den enes venner, som kom,” siger Valdemar Glahn-Abrahamsen. 

De enæggede tvillingebrødre Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen. Fotograferet på Nørrebro.
De enæggede tvillingebrødre Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen. Fotograferet på Nørrebro. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Albert Glahn-Abrahamsen kan også huske, at det irriterede ham, at de til at begynde med kom i samme gymnasieklasse:

”Jeg ville have min egen klasse uden ham. Det var i en periode, hvor jeg ville være mere mig selv og ikke være så meget tvilling. Vi skiftede begge klasse i løbet af det første år, men det handlede egentlig bare om, at vi ville have nogle andre fag og ikke om hinanden,” siger han og tilføjer:

”Men da Valdemar flyttede til København efter gymnasiet, flyttede jeg til Aarhus. Der handlede det blandt andet om at gøre noget andet, end han gjorde.” 

Andre nære relationer skal også prioriteres

En anden myte om tvillinger går på, at de kan have sværere ved at finde livsledsagere end andre mennesker, fordi de fra naturens side allerede er givet så tæt en relation.  

For Valdemar og Albert Glahn-Abrahamsen har det ikke været et problem at have kærester eller andre tætte relationer, men der har alligevel været et lille ekstra hensyn, der skulle tages, hver gang en af dem har fået en ny.

”Vi har skullet tage hånd om det, når vi fik kærester. Der er man nødt til at balancere de to enheder, man nu pludselig er en del af. Der kommer en ny tredje ind, og man vil gerne give dem lige meget af sig selv, men nogle gange bliver man nødt til at prioritere og vælge den ene fra og den anden til,” fortæller Valdemar Glahn-Abrahamsen, mens broderen understreger, at det ikke er et spørgsmål om jalousi:

”Jeg har aldrig været jaloux på Valdemars kærester. Men det er sket, at jeg gerne ville se ham, men han ikke havde tid, fordi han havde planer med en kæreste, og det skal han jo selvfølgelig have plads til,” siger Albert Glahn-Abrahamsen. 

For Alf og Jes Aagaard, der voksede op i Lemvig, var det også kærester, der helt lavpraktisk førte til en af de første fysiske adskillelser.

”Vi delte efter eget valg værelse, til vi var 17 år, selvom der var værelser nok at tage af. Da vi begyndte at få kærester, blev det lidt upraktisk at dele værelse,” fortæller Alf Aagaard.

Samtidig har det dog aldrig være et udtalt behov at være adskilt. 

”Vi havde nogle år, hvor vi i højere grad havde hver vores vennekreds. I dag har vi både mange fælles venner og venner hver for sig. Jeg vil ikke påstå, at jeg kender ham bedre end min kone, for vi har trods alt delt hus og hjem i mange år, men næsten lige så godt,” lyder det fra Alf Aagaard.

En fordelagtig dobbeltgænger

Brødrene Aagaard har også haft perioder og år i deres liv, hvor de har geografisk har været langt fra hinanden og af den grund ikke har haft meget fysisk kontakt, men det har aldrig svækket det mentale bånd. 

”Vi er aldrig emotionelt gledet fra hinanden,” fastslår Jes Aagaard, der på sin daglige rute til og fra arbejde kører tæt forbi broderens adresse. Ofte holder han også ind.

”Vi ses cirka hver tredje-fjerde dag og ringer sammen lidt oftere,” siger Alf Aagaard, som også er udmærket klar over, at relationen er helt særlig:  

”Det er en bedste ven for livet. Den tætteste ven, man kan have,” lyder det. 

Det kan selvfølgelig udnyttes at have en dobbeltgænger. Jes Aagaard afviser dog, at han og Alf gik til hinandens eksamener i gymnasiet. Men. Da de var 18 år, havde kun Jes råd til et kørekort. Alf havde brugt sine konfirmationspenge på fotoudstyr og arbejdede dengang som fotograf for Ugeposten i Lemvig.

”Så lånte Alf bare mit kørekort, når han skulle ud og tage billeder for avisen. Han kunne sagtens køre, for vi havde kørt bil hjemme på gården, siden vi var 14 år. Der var ikke en sjæl, som ville opdage det, hvis han blev stoppet af politiet,” siger Jes Aagaard.

Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter Kristeligt Dagblad fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her