Som sine forældre blev Fransiska også fjernet fra hjemmet. Nu kæmper hun for udsatte børn

Fransiska Mannerup har haft en rodløs barndom som anbragt barn, og hendes forældre var også forsømte børn. Hendes far voksede op på et børnehjem. Hendes mor var plejebarn. I dag arbejder hun for at give anbragte børn en stemme, så systemet kan blive bedre til at hjælpe dem

Fransiska Mannerup var anbragt som barn, og det samme var begge hendes forældre. Hun har klaret sig godt, bor sammen med sin kæreste og har en bachelor i kommunikation og socialvidenskab. – Foto: Privat.
Fransiska Mannerup var anbragt som barn, og det samme var begge hendes forældre. Hun har klaret sig godt, bor sammen med sin kæreste og har en bachelor i kommunikation og socialvidenskab. – Foto: Privat.

Fransiska Mannerup var to år, da hun og hendes to storebrødre blev tvangsfjernet fra deres hjem på grund af forældrenes stofmisbrug. Hun husker ikke meget fra den tidlige barndom.

”Men jeg har fået fortalt mange ting. Vi fik ikke rigtig noget mad. Vi spiste rå porrer og kartofler, og vi var som børn meget overladt til os selv,” fortæller Fransiska Mannerup, der i dag er 24 år og er vokset op på Vestsjælland.

Fra hun var to år, til hun var 18 år, boede hun hos seks forskellige plejefamilier.

Hendes egne forældre har også været anbragt som børn. Hendes far blev som spæd overgivet til et børnehjem. Fransiska Mannerups mormor var psykisk syg. Derfor blev Fransiska Mannerups mor anbragt i netværkspleje hos sine bedsteforældre, indtil de omkom ved et flystyrt i Dubai i 1972.

Nye tal fra Socialministeriet viser, at op mod halvdelen af de små børn, der bliver fjernet fra hjemmet, har en far eller mor, som også var anbragt som barn.

”Både min far og mor har haft et meget svært liv, og min mor var psykisk udfordret. Det har gjort det vanskeligt for dem at fungere som forældre, og de har ikke haft rollemodeller i deres egen familie. Der er noget forkert i systemet, når vi anbringer børn, og resultatet er, at nogle af de tidligere anbragte ikke selv kan tage vare på deres børn,” mener Fransiska Mannerup.

Hun har i dag et velfungerende liv og bor sammen med sin kæreste i et bofællesskab i Valby og har taget en bachelor i kommunikation og socialvidenskab fra Roskilde Universitet. Efter sommerferien skal hun i gang med en kandidatuddannelse. Hun er desuden medlem af bestyrelsen for foreningen De Anbragtes Vilkår, der er et talerør for nuværende og tidligere anbragte børn og unge.

Indtil hun var 10 år, besøgte hun jævnligt forældrene, selvom hun følte, at samværet var en belastning, fordi hun ofte blev overladt til sig selv.

Hendes mor døde, da hun var 10 år, og samme år afbrød Fransiska Mannerup kontakten til sin far, blandt andet fordi hun følte, at møderne med ham ikke var gode for hende.

De følgende år boede hun hos flere forskellige plejefamilier. I nogle tilfælde knyttede hun sig til dem. I andre ikke. Og nogle gange brød anbringelsen sammen, fordi plejeforældrene blev skilt.

”Jeg oplevede, at der nogle gange var et økonomisk incitament, som gjorde sig gældende for plejefamilien. Det har nok været den mest åbenlyse grund til, at jeg ikke altid følte mig godt tilpas i familierne. Jeg vidste, at de ydede et job for mig, og så behøvede relationen ikke at være mere end det. Men det er min subjektive oplevelse, for der findes mange gode og kompetente plejefamilier,” siger Fransiska Mannerup.

Til gengæld klarede hun sig godt i skolen og havde mange gode kammerater, hvis forældre hun knyttede sig til. Hun har i dag også god kontakt til en tidligere plejemor.

Fransiska Mannerup finder det positivt, at regeringen med et udspil til ”Barnets Lov” vil sætte fokus på hele anbringelsesområdet, men hun er samtidig betænkelig ved regeringens udmelding om, at flere børn skal anbringes tidligere og om nødvendigt med tvang.

”Børn skal anbringes rettidigt, men jeg synes, at det er forkert at tale om flere og tidligere anbringelser. Det er et meget voldsomt indgreb at blive fjernet fra sine forældre, og det er også lidt skræmmende, hvis man fjerner forældrenes retssikkerhed. Samtidig ved vi, at der mangler plejefamilier. I foreningen De Anbragtes Vilkår taler vi også med forældre, der oplever det som den største sorg i verden, at deres barn må flytte. Det er helt klart et område, der skal reformeres, men det er vigtigt ikke at være for firkantet og tro, at der er enkle løsninger,” siger Fransiska Mannerup.

Hun mener, at systemet skal blive bedre til at støtte de unge med såkaldt efterværn, når de er fyldt 18 år og flytter fra deres plejefamilie.

”Når man som et socialt udsat barn bliver anbragt, er der hjælp og støtte at hente. Men når man er fyldt 18 år, så forventes det ofte, at man kan klare alting selv. Som ung har man brug for, at der er en voksen, og også en person, man måske kan støtte sig til den dag, man selv bliver far eller mor.”