For nogen tid siden kunne man i flere medier se statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtale, at han ikke er statsminister, men privatperson, når han hvert nytår taler til fiskere i Thyborøn ved et arrangement, der skal skaffe penge til den velgørende Løkkefonden, som han har stiftet. Løkkefonden arrangerer hvert år en to ugers læringscamp for drenge ”med faglige udfordringer”. Denne læringscamp skal styrke drengenes faglige, personlige og sociale kompetencer.
Kritikerne har ikke kritiseret Løkkefonden. Men kritikerne ser et problem i, at han angiveligt holder tale om fiskeripolitik for fiskere, der måske er ”kvotekonger”, for at rejse penge. Fiskeripolitik er et ømfindtligt og kontroversielt emne. Der har jo været hård kritik af regeringens fiskeripolitik og dens forvaltning i almindelighed og tidligere fiskeriminister Esben Lunde Larsen i særdeleshed.
Der er fortilfælde for den slags diskussioner om statsministre. Der var dog ikke meget diskussion, da statsminister Viggo Kampmann (S) i 1960-1962 som privatperson sad som formand i Vanførefonden. Det var så nobelt et formål, at ingen rigtig ville kritisere det. Heller ikke, at Kampmann holdt taler om dette arbejde.
Der var heller ikke meget diskussion under Muhammed-krisens kulmination, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var så trængt, at han den 30. januar 2006 tyede til den nødløsning på TV 2 som privatperson at sige, at han ikke selv ville krænke andre menneskers religiøse overbevisning. Hans private mening var nu ikke mere privat, end at den blev bragt på Statsministeriets hjemmeside. Men Anders Fogh Rasmussen blev tilmed rost, da han på et andet tidspunkt påberåbte sig at være ”privatperson” i forbindelse med en udtalelse til fordel for homoseksuelle.
Derimod var det ingen succes, da statsminister Knud Kristensen (V) i årene 1945 til 1947 spaltede sig i en statsminister og privatperson i spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks grænse skulle flyttes længere mod syd efter Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig.
Regeringens officielle standpunkt var, at grænsen lå fast. Men i sin grundlovstale den 5. juni 1946 erklærede Knud Kristensen: ”Sydslesvigs land genvundet folkeligt, kulturelt og dernæst også politisk – det er kampens mål”.
Sydslesvig blev på det tidspunkt forvaltet af det britiske militær. Den britiske regering undrede sig over statsministerens udtalelse, og den meddelte den danske gesandt, at man ikke ønskede uklarhed om Sydslesvig. Man advarede mod, at Danmark søgte Sydslesvig indlemmet.
Den 3. maj 1947 holdt Knud Kristensen en tale om, at sydslesvigerne burde have lejlighed til at udøve deres selvbestemmelsesret gennem en folkeafstemning. I Folketinget blev han bagefter voldsomt angrebet, og han blev tvunget til at oplæse en erklæring, hvori han måtte sige, at han til enhver tid ville føre den officielle politik. Grænsen skulle ikke flyttes.
Kristensen brugte her det lille trick, at han læste ”jeg” i stedet for sit sædvanlige ”a”. Og så fortsatte ”a” ellers i sommerens løb med, hvad man fristes til at kalde jysk bondestædighed, at markere sit private synspunkt om, at grænsen aldeles ikke lå fast.
Det gik ikke at splitte sig op i ”jeg” og ”a”. Til sidst blev han væltet ved et mistillidsvotum.
Hvad kan Lars Løkke Rasmussen lære af disse eksempler? At han nok godt kan fortsætte med Løkkefonden, hvor hans kone tilmed har overtaget rollen som bestyrelsesformand. Men hvis han udtaler sig om kontroversielle politiske emner, kan han risikere kritik. For han vil altid blive opfattet som statsminister, lige meget hvor meget han hævder, at han er privatmand. Det er et i sig selv politisk spørgsmål, hvornår nogen definerer hans udtalelser som et politisk problem. Men måske var det klogere af statsministeren at sige ”safety first” lidt oftere, end han har gjort det i sin hidtidige politiske karriere.
Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator