Sommer er smagen af rød-hvide jordbærtærter

De første danske jordbær er her, og de kan blandt andet bruges til en klassisk tærte, som smager af sommer

Glinsende jordbærtærte smager selvfølgelig bedst med friske danske jordbær, her hos bageren Morten Nielsen i Gevninge (tv.).
Glinsende jordbærtærte smager selvfølgelig bedst med friske danske jordbær, her hos bageren Morten Nielsen i Gevninge (tv.). Foto: Poul Joachim Stender / Johner Images /Ritzau Scanpix.

”Der skal højde på kager”, siger Morten Nielsen. Han er ung bager i Gevninge og har områdets bedste jordbærtærter. De ligger i butiksvinduet som røde-hvide bjerge af luftig kagecreme smykket med glinsende jordbær og hvilende på et saftigt fundament af chokoladebelagt mazarin.

Jeg har gennem årene prøvesmagt de fleste jordbærtærter på Midtsjælland. Ofte er jordbærrene trykket ned i en gul, klæbrig kagecreme og har mistet den sommerlyse smag, som en jordbærtærte skal have.

Morten Nielsen valgte ligesom sine forældre den livsstil at blive bager. Når andre står op om morgenen, går han i seng. Og når andre holder fri i weekenden, har han ekstra travlt. Hvornår danser bagere? Hvornår får de tid til at stemme til folketingsvalg?

Glinsende jordbærtærte som
Glinsende jordbærtærte som

Jeg synes, nattens mænd og kvinder, der knokler i bageriernes skyer af melstøv og den søde lugt af vanilje, burde hyldes som helte for deres indsats. Uden ordentligt brød og gode kager fungerer samfundet ikke.

Når jeg har opsøgt Gevninge bageri, er det, fordi jordbærtærte er den slags kage, der spises for tiden og især grundlovsdag forleden. Morten Nielsens lette kagecreme er kridhvid. Jordbærrene er dannebrogsrøde. På kagetallerkenen ligger Danmark. Og hvis vi har en anelse fantasi, kan vi ikke kun smage mazarin, creme og jordbær. Vi kan også tygge på, hvor heldige vi er, fordi vi lever i et demokrati. Desværre udleverer Morten Nielsen ikke sin opskrift på jordbærtærterne til mig. Også bagere har ret til hemmeligheder. Denne opskrift til jordbærtærte er derfor en jordbærtærte a la Gevninge bageri.