”Sommeren er helt vildt intens”

Præst på Rigshospitalet Lotte Mørk oplever sommeren som fuld af modsætninger. For hende er sommeren både enormt intens, men også fuld af stilhed og med plads til refleksion

Lotte Mørk tilbringer store dele af sommeren på Rigshospitalet, hvor hun er præst. Der oplever hun i sommertiden en særlig stilhed og ydmyghed over for livet.
Lotte Mørk tilbringer store dele af sommeren på Rigshospitalet, hvor hun er præst. Der oplever hun i sommertiden en særlig stilhed og ydmyghed over for livet. Foto: Leif Tuxen.

Sommer er synet af steder. Bornholm, Roskilde Festival, Falster, hvor jeg har et sommerhus, men i høj grad også Rigshospitalet, hvor jeg plejer at være rigtig meget om sommeren. Der er en helt speciel stemning her om sommeren, hvor man nærmest kan se stilheden. Der er en underlig ydmyghed blandt alle, der er her, og man lægger meget mere mærke til hinanden. Både patienter, pårørende og personale. Der er en skærpet opmærksomhed, fordi alle inderst inde godt ved, at de fleste andre ligger på en solseng i Syden eller sidder og spiser friske jordbær i sommerhuset, og at det ikke er for sjov, hvis man er på Rigshospitalet om sommeren.

Sommer er duften af friske jordbær og kold vin – i den grad! Det er duften af liv. Men det er også en meget intens duft, for der er en intensitet og glød i sommeren, som næsten kan blive for meget. Jeg er helt klart et efterårsmenneske, og sommeren lægger ligesom op til det. Om sommeren bobler alting, så vi næsten er lige ved at koge over.

Sommer er lyden af festival og meget høj musik. Men også af mennesker. Altså snak og nysgerrighed fra mennesker, der iltert involverer sig i hinanden i både diskussion og i fest og farver. Samtidig er der også, ligesom på Rigshospitalet, en form for vakuum i sommeren, hvor der ikke er nogen, der siger noget. Sommeren lægger jo op til ferie og dermed ro, så der kan også være stilhed og måske ydmyghed, fordi alt er sat på lavt blus. Jeg møder mange modsætninger i mit liv, og dem oplever jeg i den grad også om sommeren.

Sommer er smagen af grillmad, vin, aftenbadning i havet – og af mere! Smagen afspejler også sommerens intensitet og fortættethed.

Sommer er følelsen af noget eksistentielt. Det er en tid, hvor jeg føler, at jeg ligesom skal stå stille og erkende, hvor jeg er i mit liv, eller ”Gud, tænk, at jeg overhovedet har livet”. Mange har måske den følelse omkring nytår, men jeg har den omkring sommer. Sommer er følelsen af erkendelse og opgør. Alle sansningerne er generelt meget vigtige for mig om sommeren. Sommeren giver mig følelsen af, at vi er her, og at vi blomstrer helt vildt, men så falmer vi også, og det er helt o.k. Vi dør, og så er der noget nyt, der kommer op. Sommer er både følelsen af det cirkulære og af, at det hele ligesom brænder på.