Sommeren gav mindre, men voldsommere regn

Mængden af regn har været lav i sommeren 2021, men juli måned havde tre gange så mange skybrud som normalt

Skybrudslignende regn og tordenbyger førte til oversvømmede veje i Aalborg, lørdag den 7. august 2021.
Skybrudslignende regn og tordenbyger førte til oversvømmede veje i Aalborg, lørdag den 7. august 2021. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

De fleste kender til den klassiske danske sommerregn, der indfinder sig som et lille, let og kortvarigt brusebad, inden sommersolen atter tager over og på et øjeblik tørrer alting. En lille forfriskning i den varme tid. Eller som Thøger Larsen skrev: ”Byger, der går og kommer, det er den danske sommer”.

Men når man gør sommervejret 2021 samlet op, viser det sig, at noget er sket med den danske sommerregn. Den er blevet mere sparsom, men når den kommer, er det med større voldsomhed, end vi har været vant til. Færre lette, lune forfriskinger og flere hårde, kolde afvaskninger.

”Siden 2011 har vi lavet en landsdækkende opgørelse over alle skybrud, og hvis vi tager årene fra 2011 til 2020 var der gennemsnitligt 4,9 dage med skybrud i juli måned. Men i juli 2021 har vi haft 12 dage med skybrud, Det viser, at nedbøren er begyndt at falde på en ny måde, og denne sommer har formentlig været en forsmag på, hvordan vi kan forvente det i fremtiden,” siger Michael Scharling, klimatolog i DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.

Hvis der er nogen, der sidder med en oplevelse af, at sommeren 2021 var våd, og undrer sig over, at den samlede nedbørsmængde var en del lavere end gennemsnittet, kan det have flere årsager. Dels husker vi den næreste fortid bedst og har måske glemt, hvor varm og tør juni var, inden vi fik en juli, der – hvad angår temperatur og nedbørsmængde – var forholdsvis gennemsnitlig, og vi nu står i en august, der er mere våd og kølig end sædvanligt.

Men en anden årsag er, at de traditionelle Thøger Larsenske danske byger går næsten ubemærket hen over os. Vi ænser dem dårligt, før tøjet er tørt igen, og jorden har opslugt væden.

Men når det er skybrud, og det føles, som om selveste himlens sluser åbner sig — som mange for eksempel oplevede det i tirsdags — gør det indtryk. Man bliver gennemblødt til skindet, man ængstes for, om tag og tagrender kan klare presset, eller om vandskaderne er ved at indfinde sig. Og falder de voldsomme, næsten tropiske regnskyl, på en knastør jord, kan den ikke optage vandmængderne så hurtigt, så vandet løber af overfladen og samler sig i tunneller eller løber ned i kældre.

”Alle klimaforskernes modeller tyder på, at vi ikke vil få mere nedbør om sommeren, men det vil komme i form af de mere kraftige regnskyl, som virker meget voldsomme og får os til at tænke: ’Wow, hvor det regner!’,” forklarer Michael Scharling.

Han pointerer, at set i et dansk perspektiv har sommeren 2021 ikke været så usædvanlig. Danskerne vil i langt højere grad have den ekstremt tørre, varme sommer 2018 med visnende græs-plæner, vandingsforbud og antændingsforbud i baghovedet, hvis de skal pege på en dansk sommer, der symboliserer, at klimaet er ved at forandre sig i verden.

Globalt set har sommeren derimod været ekstrem. Juli 2021 er den varmeste måned, der er målt på Jorden, siden man begyndte at måle i 1880. På Sicilien er der for nylig målt europarekordhøje 48,8 graders varme, og i British Columbia i det nordlige Canada nåede temperaturen tidligere på sommeren op på 49,6 grader. Tørke og skovbrande har hærget Sydeuropa, og regn og oversvømmelser har plaget Tyskland og Belgien. Og på Grønland er der for første gang observeret regn på toppen af Grønlands indlandsis. Siden man begyndte at måle vejret, har der ikke været observeret regn der. Men i sidste weekend var temperaturen over frysepunktet, og det regnede i omkring ni timer

Dét glemmer man sent de pågældende steder, men ifølge Michael Scharling er det ikke fænomener, vi skal vente til Danmark de kommende somre.

”I Danmark har vi ikke de forhold, hvor dale bliver oversvømmet, fordi vandstanden i floderne stiger på grund af regn. Når vi får oversvømmelse ved kysterne, skyldes det noget helt andet, nemlig vindopstuvet havvand,” forklarer han.

Hvis vi forlader sommeren og kigger frem mod efteråret, lyder prognosen fra DMI, at heller ikke dét vil være så vådt, som vi almindeligvis oplever. Meldingen er, at vi vil få et stort antal kølige, tørre dage med en smuk, dybblå efterårshimmel.