Sommervejr kommer ikke med sommertiden

Den næste uge kommer temperaturen til at ligge i den kolde ende, men ved udgangen af april kan den måske ramme 20 grader

Krokusblomster og vintergækker er begyndt at titte frem, men det lune vejr lader vente på sig. Der skulle dog være sol i vente.
Krokusblomster og vintergækker er begyndt at titte frem, men det lune vejr lader vente på sig. Der skulle dog være sol i vente. Foto: Jan Erik Henrikson/TT.

Det er ved at være den tid på året, hvor urene skal indstilles til sommertid. Det sker natten til i morgen, hvor danskerne skal rykke viserne en time frem, når klokken slår 02.

Men der er ingen grund til at stille havemøblerne frem, som huskereglen ellers siger. De kan sagtens blive stående i haveskuret lidt endnu, hvis man ellers skal tro DMI's vejrudsigt for påsken, som man betegner som efterårsagtig.

”Ugen igennem ligger temperaturen om dagen mellem 5 og 10 grader, og nogle nætter kan vi nå ned nær frysepunktet,” forudser DMI.

Hvis man alligevel vil planlægge en skovtur med familien, er skærtorsdag den dag, hvor der er bedst chancer for tørvejr og solskin.

Trods den sløje start på sommertiden er der dog masser af sol og lyse aftener i vente senere på foråret for danskerne, hvor havemøblerne kan komme til sin ret. I slutningen af april kan temperaturen nå op omkring 20 grader.

”De kommende tre måneder ser som helhed ud til at blive lidt varmere end normalt. Nedbørmængden rammer sandsynligvis normalen eller lidt over,” lyder meldingen fra DMI.

I Danmark har sommertid været indført flere gange for senere at blive afskaffet igen, men siden 1980 har danskerne kontinuerligt stillet på uret to gange årligt.

Skiftet mellem de to tider kan være drilsk. Især hvis man benytter sig af et offentligt transportmiddel natten til i morgen. Man skal være opmærksom på både afgangs- og ankomsttidspunktet, når man planlægger sin rejse, siger DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

”De tog, der er undervejs, når vi stiller urene frem, ankommer på grund af skiftet til sommertid en time senere end normalt. Det er værd at være opmærksom på, hvis du planlægger at være fremme til et bestemt tidspunkt,” siger han.