Prøv avisen

Nu bliver langvarig sorg en diagnose – men den vil stadig være et tabu

På trods af, at sorgen fylder mere end nogensinde i samfundet og nu endda bliver en diagnose, udgør det stadig et lige så stort tabu som tidligere at åbne op for sin sorg, siger Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst på Rigshospitalet. Foto: Ritzau Scanpix

På mandag anerkendes langvarig sorg officielt som en diagnose, og overalt skyder nye rådgivningsplatforme for sorgen frem. Men det øgede fokus og ”kommercialiseringen” af sorgen har ikke fjernet tabuet

De første sorgrådgivere er netop blevet udklækket. En efteruddannelse, som både sygeplejersker, jordemødre og andre fagprofessionelle kan gennemføre, der skal ruste dem til at snakke med mennesker ramt af vedvarende sorg, som på mandag bliver internationalt anerkendt som en diagnose. Samtidig har medier og politikere et stort fokus rettet mod sorg-behandling og forebyggelse, mens der findes flere sorg- linjer og rådgivningstilbud end nogensinde.

Men gør det øgede samfundsfokus det nemmere for det enkelte menneske at tale om sin sorg? Nok er vi vidner til en ”kommercialisering af sorg”, hvor rådgivningstilbuddene skyder op, man kan ringe til sorglinjer, og emnet fylder meget i aviser og tv. Men om den enkelte sorgramte bliver bedre til at tale om problemerne, ved vi ikke særlig meget om, siger Mai-Britt Guldin, seniorforsker på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet har specialiseret sig i sorg.

”Der er et øget fokus på sorg i medier, på de sociale medier og i litteraturen, hvor der bliver skrevet flere bøger om sorg. I og med at der kommer en sorgdiagnose, rykker sorg også ind på uddannelserne i sundhedssystemet, og professionelle skal nu lære at håndtere sorgreaktioner. Men om vi bliver bedre til at tale om sorgen, er en anden størrelse. Vi ved ikke særlig meget om, hvorvidt det hjælper i det enkelte hjem eller i de personlige netværk,” siger Mai-Britt Guldin.

På trods af, at sorgen fylder mere end nogensinde i samfundet og nu endda bliver en diagnose, udgør det stadig et lige så stort tabu som tidligere at åbne op for sin sorg, siger Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst på Rigshospitalet. Og måske er problemet, at vi snakker for meget om sorgen og tager en lang række initiativer i et forgæves forsøg på at håndtere et grundlæggende eksistentielt vilkår.

”Man skal bare åbne sit tv eller en avis, og så er der sorg over alt. Man kan sige, at det er dejligt, at vi som samfund er begyndt at fokusere på det, og medierne også gør. Men vi er simpelthen blevet så optagede af, at jo mere vi taler om noget, desto bedre kan vi nok mestre det – og vi kommer aldrig til at kunne mestre døden og sorgen,” siger hun og uddyber:

”Og når vi så selv er ramt af en kæmpe sorg eller står over for at skulle tage afsked med livet, er det en helt anden sag. Så er det lige pludselig ikke så nemt at tale om. Det er ikke så naturligt, som man kunne få indtrykket af, det burde være,” siger Lotte Blicher Mørk.

Det har skabt et ”ideal og en forventning” om, at man i dag skal kunne og turde sætte ord på sorgen og tabet,” siger Ester Holte Kofod, psykolog og postdoc på Aalborg Universitet.

”Om at være i stand til at udtrykke sig og sætte ord på følelserne. Men sorg og død er stadig vanskeligt og svært at tale om. Der kan jo tit opstå socialt akavede situationer omkring de her samtaler. Vi har ikke meget klare etiketteregler for, hvornår og hvordan man taler om det, og hvor tæt en relation skal være, før det er er i orden at spørge ind til det,” siger hun.

For virkelig at ændre noget, skal fokus flyttes til det enkelte menneske. Vi skal gøre folk i stand til at turde at åbne op for sorgen over andre end de allernærmeste, mener Mai-Britt Guldin. Vores fjernere slægtninge, venner eller den bekendte i Brugsen. Men det kræver en kulturændring.

”Nu taler vi om følelser, som vi generelt i Danmark definerer som ret private. Ensomhed eller dårligt humør, som langt de fleste vil opfatte som meget privat. Vi er simpelthen ikke så vant til at tale om så private følelser. Lige det her skridt volder os problemer i forhold til det, jeg kan se, og som vores undersøgelser peger på. Det er ikke ægtefællen eller den nære familie, det er svært at tale om sorgen med, det er for langt de fleste den lidt bredere bekendtskabskreds,” siger Mai-Britt Guldin og fortsætter:

”Formidling gør selvfølgelig noget, men det er jo dybere træk i vores kultur, det handler om. Mennesker, der står frem og fortæller om deres oplevelser, eller at sundhedsprofessionelle er godt klædt på og kan hjælpe med at give information og give sørgende ord for sorgen. For det virker på mange måder helt absurd. At noget af det, der kendetegner vores menneskelighed allermest, at vi er sårbare, ind imellem og kede af det, bliver syge og dør, får vi ikke ind i et bærende fællesskab.”

Sorg som diagnose blev også debatteret på årets folkemøde. Se et uddrag af debatten her