Prøv avisen

Sorgen bearbejdes efter bådulykke i Sydnorge

Århus Valgmenighed afholdt i forbindelse med gudstjenesten søndag den 22. august en markering af tragedien i Norge, hvor 2 af menighedens medlemmer formentlig er druknet og 2 har overlevet. Her præst Keld Dahlmann. (Foto: Axel Schütt/Scanpix 2010)

Præsten henviste til korset, da han i går holdt en kort tale til menigheden og de pårørende til fire savnede unge mænd

Medlemmerne mødte i går talstærkt op til gudstjenesterne i Århus Valgmenighed, hvor flere af de seks unge mænd, der i onsdags forliste i Sydnorge, havde deres gang. Menighedens præst, Keld Dahlmann, har tæt kontakt til de pårørende til de fire, der fortsat savnes. Og han beskriver både ulykken og uvisheden som smertefuld.

SE OGSÅ:På Mindet tænder folk lys og sender tanker til de fire savnede danskere

"Jeg tror, det eneste håb er, at de omkomne dukker op og dog bliver fundet," siger Keld Dahlmann.

Han prædikede ikke ved gudstjenesterne, men indledte begge med at tale kort til menigheden og de pårørende, der var mødt op.

"Jeg gør mig ikke den forestilling, at man som præst kan lindre et tab. Derfor henviste jeg til korset, hvor Kristus lider med alle, der lider. Det er det eneste, der er at sige," forklarer Keld Dahlmann.

De unge mænd forliste i en jolle ved Mandal i den sydnorske skærgård. Niels Højlund blev reddet i land af kammeraten Søren Thuesen. Men Thomas Hermansen, Henrik Hyrup Møller, Nikolaj Munk Nielsen og Jakob Skovgaard Andersen savnes stadig.

Ulykken ripper op i minderne for Flemming Kofod-Svendsen, der kender flere af de savnede unge mænds pårørende. Den tidligere formand for Kristeligt Folkeparti, forhenværende minister og nuværende sognepræst i Birkerød mistede sin søn, svigerdatter og to børnebørn under tsunamien i december 2004. Efterfølgende skrev han bogen "Døden. Sorgen. Håbet." Hans råd til de pårørende er både følelsesmæssige og praktiske:

"Man er i en form for choktilstand. I den situation betyder det meget, at de, som står den sørgende nær, bruger tid og kræfter på at være sammen med dem, der har mistet. Det lyttende nærvær er utrolig værdifuldt," siger Flemming Kofod-Svendsen og fortsætter:

"Samtidig er man træt i sorgfasen. Som politiker har jeg været vant til hele tiden at trække mig selv op. Men efter tsunamien måtte jeg erkende, at jeg ikke havde kræfter. Det var en helt ny virkelighed. Og i den situation kan det være en stor hjælp, at nogen kommer og laver mad eller hjælper med banale ting, der er uoverkommelige."

Men lindring er vanskelig.

"Man har fået en byrde, som man bærer resten af livet. Det daglige arbejde kommer til at fylde igen, men der opstår svære situationer. Min yngste søn skal for eksempel have barnedåb om ikke så længe, og det vil føles, som om der mangler nogle. Hver gang jeg er til en større fødselsdag, bliver det også tungt. Eller når jeg bare møder en person, der fortæller om barnebarnet i 3. klasse. Og de situationer vil opstå, så længe jeg lever."

beck@kristeligt-dagblad.dk