Peter Kemp var filosof og teolog og insisterede hele livet på, at de to fag hørte sammen. Fagfæller fra såvel teologiens som filosofiens verden mødte i går op for at tage afsked med den ambitiøse tænker, som var doktor i både teologi og filosofi og betegnes som en af vores tids største, etiske filosoffer.
Han blev begravet fra Gentofte Kirke, hvor han var en kendt skikkelse som både kirkegænger og gæsteprædikant. Han blev aldrig præst, men var optaget af, hvordan filosofien kunne hjælpe teologien til at formulere sig ind i samtiden.
Peter Kemp døde sidste lørdag, 81 år, efter længere tids sygdom.
For 21 år siden blev hans hustru, læge Magrethe Lomholt Kemp, begravet fra den lille middelalderkirke nord for København. Gårsdagens begravelse blev også en erindring om ægtefællens begravelse, for Peter Kemp havde ønsket, at man skulle synge stort set de samme salmer. Menigheden indledte med at synge Paul Gerhardts kendte og trøsterige salme ”Befal du dine veje”.
Kjeld Holm, forhenværende biskop over Aarhus Stift, var nær ven af Peter Kemp gennem årtier, og begravelsen var lagt i hans hænder. Han havde valgt at læse fra Jakobs Brev, kapitel 1, om at være ordets gørere:
”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.”
Et ikke just sædvanligt skriftord ved en begravelse, men med Peter Kemp i tankerne fandt Kjeld Holm, at det var et oplagt skriftord, fordi det fremhæver både tro og gerninger. Kjeld Holm indskød i sin tale en bemærkning om, at Jakobs Brev er et lidt ildeset skrift i Det Nye Testamente blandt doktrinære, lutherske teologer og sagde:
”Og hvad skulle vi ellers bruge en række rigtige, dogmatiske udsagn om tro til, hvis den tro netop ikke havde konsekvenser i livet og mellem mennesker?”
Kjeld Holm inddrog flere centrale begreber fra Peter Kemps omfattende, mangfoldige og internationalt anerkendte forfatterskab i sin tale. Han beskrev, med ord lånt fra professor Lars-Henrik Schmidt, hvordan Peter Kemp formulerede en det-vil-vi ikke-finde-os-i-filosofi med humor, selvironi og engagement. Han berørte også Peter Kemps syn på begrebet erindring. Ved ægtefællens død blev han alene med parrets to børn, Ask og Helene Lomholt Kemp, og han lærte børnene betydningen af at erindre ved at fastholde menneskets blivende betydning på trods af død og grav.
Et andet centralt begreb i Kemps tænkning var ’det gode liv med og for andre’. Det var en del af hans tænkning og stræben, at mennesket skulle kunne leve det gode liv i sammenhæng med de mennesker, man holdt af og i et engagement for den svage.
Også dette aspekt blev berørt i talen, hvor Kjeld Holm knyttede an til Kemps teologiske doktorafhandling ”Engagementets poetik”, hvor Kemp skriver om ”den katedral af tegn, hvor vi kan leve og håbe”. Kjeld Holm sagde:
”For mig er Peters virkelige enorme forfatterskab en katedral af tegn, i hvilket man netop kan leve og håbe, fordi alle ordene, alle tegnene er båret af en lidenskab og netop et håb om det gode liv.”
I bogen ”Et liv der ikke dør”, som Peter Kemp skrev sammen med ægtefællen Margrethe Lomholt Kemp, skrev Peter Kemp om berigelsen i at have fået alt det, som den anden kunne give med sit liv. I bogen beskriver han, hvordan det, man har fået, kan give mod og lyst til at leve videre og give mod til et liv efter døden. Altså efter den andens død.
Kjeld Holm vendte tilbage til bogen ”Et liv der ikke dør” i talen ved Kemps kiste og sagde:
”Det er så nu i dag, at vi kan erindre Peter med taknemmelige sind og så deraf få mod og lyst til at leve, også med sorgen og savnet.”
I den ganske personlige tale beskrev Kjeld Holm også den bekymring, han havde haft for at miste sin ven og sagde:
”Men tænk, om vi ikke havde kendt ham, for sorgens modstykke er ikke i første række glæden og kærligheden, men ligegyldigheden. Og sorgens nødvendige ledsager er taknemmelighed, den skal vi holde hinanden fast på i dag. Midt i tiden og dens gang mod døden. Så er vi, forunderlig nok, stadig Peter nær, og således sagt også Gud nær.”
Efter talen fremførte fire korsangere med klare stemmer Palestrinas”Sicut cervus”, mens sollyset legede i Per Kirkebys glasmalerier, inden menigheden sang Grundtvigs ”Der er en vej, som verden ikke kender”. Efter at velsignelsen var lyst, sang menigheden Jakob Knudsens ”Se nu stiger solen”. Organist Ruben Munk spillede en adagio og en fuga af Bach, mens den hvide kiste, pyntet med røde roser, blev båret ud af børnene Helene og Ask Lomholt Kemp, Peters Jemps kæreste, filosofiprofessor Noriko Hashimoto, brødrene Karsten og Vilhelm Kemp samt lektor Lars Sandbeck.