En vandskyllet latrin i begyndelsen af 1200-tallet var en uhørt sjælden bekvemmelighed, men på Sorø Kloster opførte cisterciensermunkene omkring år 1205 en sådan hygiejnisk luksus i tilknytning til deres sovesal på 1. salen i klosterets østfløj.
Nu var netop cisterciensermunkene særligt indsigtsfulde i udnyttelsen af vand på den tid, så påvisningen af en vandunderskyllet latrin kommer ikke som den store overraskelse. Ved andre cistercienserklostre både herhjemme og rundt om i Europa er der ligeledes påvist velplanerede vandsystemer.
Men i Sorø brændte klosteret i 1247, så kun den oprindelige klosterkirke står tilbage i dag.
Efter Reformationen skete der radikale ændringer på stedet, og nye bygninger blev opført i forbindelse med oprettelsen af akademiet og kostskolen.
Sporene efter munkenes vandkanaler har derfor ligget gemt og delvist glemt under nyere tids bygninger, græsplæner og et offentligt parkareal.
Nu er det imidlertid lykkedes at kortlægge kanalsystemet takket været tre fagfolks ekspertiser: tidligere bygningsingeniør Aage Peter Ravns-gaard, arkitekthistoriker Thomas Bertelsen fra Nationalmuseet og arkæolog Mikkel Fuglsang fra Museum Midtjylland med speciale i geomagnetiske undersøgelser.
”Jeg har i årevis interesseret mig for Sorø Klosters historie og især munkenes brug af vand fra de omkringliggende søer. Men de artikler, der er skrevet om emnet, har skurret lidt i ørerne qua min ingeniørmæssige baggrund. Der er jo nogle ufravigelige principper om vandstande og kanalers hældning i sådanne vandsystemer, og dem har cisterciensere kendt til. De var jo berømte for deres landbrugsdrift og de selvforsynende klostre, der som regel lå i lavlandet netop for at sikre tilførsel af vand fra højereliggende område”, fortæller Aage Ravnsgaard.
En totaludgravning af de gamle vandkanaler ved Sorø er ikke mulig, og de eneste sikre spor har været indløbet til klosterets vandforsyning fra Tulesø og Sorø Sø samt sporene efter mølledammen og klosterets vandmølle i den anden ende af systemet. På den mellemliggende strækning på henved to kilometer har den præcise kanalføring været uvis.
Men her har naturvidenskaben vist sig nyttig, da flere geofysiske metoder kan kortlægge historiske lokaliteter uden at stikke så meget som en spade i jorden.
Efter tilsagn fra Stiftelsen Sorø Akademi, der i dag ejer klostergrunden (nu akademigrunden), kontaktede Thomas Bertelsen derfor Mikkel Fuglsang på Museum Midtjylland for en geomagnetisk undersøgelse af det ”ukendte” område mellem indløb og mølle.
”I forbindelse med nogle arealmæssigt meget omfattende undersøgelser forud for et motorvejsbyggeri i 2012 valgte Museum Midtjylland at investere i et såkaldt geomagnetometer. Det er ret kostbart udstyr, men kan spare både tid og penge ved at kunne ’gennemlyse’ jorden og sikre mere målrettede udgravninger eller i nogle tilfælde give tilstrækkelige resultater om eventuelle anlæg, så man kan undlade at grave. Så metoden er ideel i tilfælde som ved Sorø, hvor det ikke er muligt at udgrave området”, forklarer Mikkel Fuglsang.
Det indkøbte geomagnetometer er af den store slags på hjul og med hele 5 sensorer. De opfanger magnetisme i undergrunden og måler på kontrasten i forskellige magnetfelters styrke. Sådanne anormaliteter i magnetfelterne kan skyldes genstande, nedgravninger eller andre menneskeskabte aktiviteter.
”Resultaterne af geomagnetiske undersøgelser kan variere alt efter om undergrunden består af ler, kalk eller sand, og så er visse spor og anlæg nemmere at lokalisere end andre. Brænding af ler, keramik eller teglsten ændrer markant genstandens magnetiske indhold, så derfor er lokaliteter fra middelalderen med tegl- og stenbygninger særligt velegnede at undersøge med den her metode. Målingerne ved Sorø endte også med at stå knivskarpt og med klare linjeføringer, så her kunne metoden virkelig bidrage med noget”, påpeger Mikkel Fuglsang.
På to dage fik Mikkel Fuglsang kortlagt 2,7 hektar på sydsiden af Akademigrunden, og hans rapport indgår nu som en brik i rekonstruktionen af cisterciensernes vandsystem ved Sorø.
”Igennem 100 år er der foretaget pletvise arkæologiske undersøgelser på klostergrunden, og nogle af dem er mere veldokumenterede end andre. Så vores viden om det oprindelige kloster fra 1200-tallet består af små kortlagte områder, som vi forsøger at samle til et helt billede. Med den geomagnetiske rapport får vi vigtige, nye oplysninger i spørgsmålet omkring vandsystemet, så her er vi tæt på en endelig afklaring,” konstaterer Thomas Bertelsen.
Resultaterne af de geomagnetiske målinger falder i tråd med Aage Ravnsgaards ingeniørmæssige udlægning af vandkanalerne omkring Sorø Kloster. Nu er der påvist en tydelig kanalføring fra søerne og ned langs østsiden af den oprindelige klosterbygning, og denne kanal føres så tæt på klosterbygningen, at den vandunderskyllede latrin i østfløjen må siges at være bevist.
Dernæst afslører den geomagnetiske kortlægning også en omløbskanal, der har sikret en stadig vandstrøm til klosterets vaskeri, hyttefad (trækasse til opbevaring af fladfisk og ål), slagteri og bryggeri samt et vandøsningshjul, der gav nem adgang til rindende vand for mennesker og dyr.
Så vandsystemet ved Sorø lever fuldt ud op til de avancerede vandsystemer kendt fra andre cistercienserklostre, og munkenes tilværelse her med vandunderskyllet latrin og indlagt vand i vaskeri og værksteder har utvivlsomt været mere bekvem og lugtfri end andre steder i 1200-tallet.