Sosu-assistent gennem 20 år: Jeg er stolt af mit fag. Andre ved ikke, hvad de taler om

For sosu-assistent Vita Jensen, der arbejder på plejehjemmet Damsøgaard i Vanløse, er fortællingen om det gode plejehjem mere nødvendig end nogensinde. Kristeligt Dagblad har fulgt i sosu-assistentens fodspor over en dag for at se arbejdet indefra

Vita Jensen og 91-årige Inge holder godt fast i hinanden, efter Inge får at vide, at hun i dag får skiftet sit høreapparat. – Alle
Vita Jensen og 91-årige Inge holder godt fast i hinanden, efter Inge får at vide, at hun i dag får skiftet sit høreapparat. – Alle. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det er tirsdag morgen, og 59-årige Vita Jensen er netop mødt ind på sit arbejde som sosu-assistent på plejehjemmet Damsøgaard i Vanløse. Som mange andre af landets sosu-assistenter oplever hun og hendes kollegaer jævnligt, hvordan debatten om deres fag udfolder sig i medierne. Særligt i den sidste tid har mange sosu’er måttet forsvare deres valg af karriere overfor venner og mennesker i almindelighed, da TV2’s skjulte optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus og Huset Nyvang i Randers chokerede den danske befolkning. For Vita Jensen er fortællingen om det gode plejehjem mere nødvendig end nogensinde.

”Det gode plejehjem – og dermed den gode sosu – bliver glemt i debatten. Det er ikke interessant, når det går godt. Medierne vil hellere skrive om noget negativt,” lyder det fra sosu-assistenten, der har tæt på 40 års erfaring i plejebranchen.

Klokken 07.02

Vita Jensen flyver op ad trappen med fem termokander fordelt på to hænder. Iklædt bomuldsskjorte og lange bukser når hun kun lige at sætte kanderne fra sig, før hun med raske skridt bevæger sig hen mod dørene på plejehjemmets balkon og åbner dem i håbet om, at der kan opstå en let brise i sensommerens næsten tropiske hede. 91-årige Inge ringer og efterspørger sin morgenmad. ”Det forstår jeg godt, ven,” lyder det fra sosu-assistenten, ”den kommer med det samme.”

59-årige Vita Jensen har 40 års erfaring i plejesektoren. Hun blev uddannet sosu-assistent i 2000.
59-årige Vita Jensen har 40 års erfaring i plejesektoren. Hun blev uddannet sosu-assistent i 2000. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Klokken 07.05

Vita Jensen går ned ad gangen mod Inges værelse. På væggene hænger kunst fra pårørende, og fra loftet svæver små papirfugle i form af uroer. Hun støder ind i 85-årige Jørgen, der har taget turen ud i fællesstuen i sit nattøj i forvirring over det palaver, et besøg fra Kristeligt Dagblad bringer med sig. Vita Jensens praktiske gummisko svirper henover det laminerede gulv, mens hun følger Jørgen tilbage på værelset.

Klokken 07.07

Inge er ærgerlig over, at fodboldklubben F.C København har tabt gårsdagens kamp. ”De tabte på straffe,” beklager hun sig. Hun forsvinder næsten i sengen. ”Men i dag bliver en god dag alligevel, Inge,” lyder det udtalt fra Vita Jensen med hovedet helt tæt på Inges. ”Du skal have skiftet dit høreapparat, husker du?”. Hun knuger den 91-åriges hænder i sine.

Klokken 07.55

Den 59-årige sosu-assistent har favnen fuld af 93-årige Lises vasketøj. På hendes værelse reder hun sengen, ryster puderne, gør toilettet rent, tømmer skraldespanden, vander blomster og samler tøj til vask. Væggen er dækket af sort-hvide familieportrætter, og Lise forklarer, hvordan hun er den eneste tilbage i en søskendeflok på ni. ”Jeg vil ikke tage din tid,” afbryder Lise sig selv og henvender sig til Vita Jensen, ”men jeg blev så gal på apoteket i går.”

Klokken 07.56

Alarmen går af og næsten synkront sætter Vita Jensen og fire andre sosu’er afsted mod værelset, hvorfra den gennemtrængende lyd breder sig ud i huset. En beboer er gledet ud af sin seng og sidder på gulvet.

Klokken 08.05

Vita Jensen ser den udstrakte hånd ud af øjenkrogen, mens hun med lange skridt går tilbage mod Lises værelse. Jørgen har brug for hjælp. Hun sætter sig på hug og lægger hånden på hans ryg. ”Hvis du har brug for en snak, så går vi ind til dig.”

Klokken 10.25

En udadreagerende beboer skal skiftes og klargøres. Vita Jensen går selv ind på hans stue. Inden længe høres der musik gennem dørsprækken. ”Han er så glad for musik,” forklarer hun, da hun kommer ud med en skraldepose i den ene hånd og vasketøj i den anden. ”Der skal de mindste små ting til, så lyser de op. Det er så givtigt.”

Klokken 11.00

Vita Jensen doserer beboernes medicin. Hun placerer pillerne i hver deres lille rum i plasticæsker inddelt efter ugedage. Hvert et cpr-nummer kræver fuld koncentration. En fejl kan være skæbnesvanger. Ude fra haven kan man høre tonerne fra dagens fællessang. Vita Jensen vil gerne være med, men hun foretrækker at nå medicindoseringen, mens beboerne er optagede af andre ting. Men hun nynner, da klaveret spiller Halfdan Rasmussens ”Noget om helte”.

Klokken 12.20

Duften fra køkkenets hjemmelavede frikadeller og kartoffelbåde overtrumfer sosu’ernes parfumer og afsprittede hænder. Vita Jensen sender frokosten op med elevatoren og løber selv op ad trappen. Knap har hun sat sig ned hos de beboerne, før Inge får besøg. Det er tid til at ordne høreapparatet.

Tilbage i marts satte corona en stopper for fællesaktiviter på plejehjemmet, og det er første gang i lang tid, at beboerne samles til fællessang i gården.
Tilbage i marts satte corona en stopper for fællesaktiviter på plejehjemmet, og det er første gang i lang tid, at beboerne samles til fællessang i gården. Foto: Johanne Teglgård Olsen
Foto: Johanne Teglgård Olsen

Klokken 12.28

”Jeg er slem til at spekulere, så hvad siger Vita, min kloge ånd?”. Inge kigger på Vita Jensen, der sidder på sengekanten over for hende. ”Det er op til dig, ven, men jeg synes, det er okay at vente en måned med at få det fikset.” Et lille filter, der ikke kan hænge fast, er skyld i, at Inge måske skal gå endnu en uge uden at kunne høre på sit højre øre. Den ældre kvindes læbe bæver. ”Vi venter, Inge,” fastslår Vita Jensen.

Klokken 13.45

En dæmpet lyd fra den amerikanske tv-serie, der ruller over fjernsynsskærmen på væggen i fællesstuen, blander sig med Vita Jensens negle på iPad-skærmen. Hun dokumenterer. Skriver beskeder til huslægen og tager en slurk af den kop kaffe, hun efterlod på køkkenbordet tidligere på dagen.

Klokken 14.15

Vita Jensen sætter et halvt stykke rosinkage foran 92-årige Dorthe, som kvitterer med et tandløst smil. Femten skridt senere sidder hun på kontoret, hvor brillerne for første gang i dag får lov at sidde på næsen fremfor i det tykke pandehår. Kollegaen, Helene, kigger op fra sin iPad, hvor hun ligesom Vita Jensen overleverer dagens forløb til næste hold. ”Jeg synes altid, jeg er bagud,” lyder det fra hende, mens Vita Jensen igen har en fod ude af døren. Hun har retning mod den udadreagerende beboer, som skal have sin medicin.

Klokken 14.58

”Nu trænger jeg til en kop kaffe.” Efter godt otte timer kan Vita Jensen sætte flueben ved dagens vagt. Siddende i en sofa, der for længst er blevet antikvarisk, fortæller sosu-assistenten, at hun altid prioriterer det menneskelige.

”Jeg kan altid se mig selv i øjnene på det menneskelige plan. Men så er der alle de andre ekstra opgaver – dem kan jeg ikke altid nå. Men jeg går aldrig hjem med dårlig samvittighed over, at jeg ikke har nået relationen til en borger.”

I en forbipasserende bemærkning samler Damsøgaards forstander, Jytte Hansen, tråden op. Hun genkender Vita Jensens bekymring om den ophedede debat.

Foto: Johanne Teglgård Olsen

”Debatten berører mine ansatte. Jeg tager det op, når vi holder fællesmøder og siger, at jeg håber, de kan blive ved med at sige, at de er stolte af deres job.”

Hun uddyber: ”Ligesom der findes film om sygeplejerske og læger, som flyver rundt og hjælper, kunne man på samme måde lave en fængende film om den kæmpe forskel sosu’er gør. Faget kalder på alle mulige følelser og relationer.”

”Det var lige før, mine sko smuldrede af ved at se det, fordi jeg simpelthen blev så flov,” supplerer Vita Jensen og henviser til den omtalte TV2-dokumentar, mens hun pakker sammen for dagen. ”Det betyder noget, at man har en god ledelse. Hvis det hele kører ledelsesmæssigt, vil der altid være en god stemning. Er der en dårlig ledelse, vil det smitte af på medarbejderne. Det vil jeg næsten sige, at man kan sige sig selv.”

På vej ud af døren stopper Vita Jensen op. ”Jeg er stolt af mit fag. Når jeg skal huske det, siger jeg til mig selv, at de ikke ved, hvad de taler om.”