Det blev kaldt en revolution af det danske social- og sundhedsvæsen, da man for knap 30 år siden – i januar 1991 – besluttede sig for at samle fem tidligere uddannelser – sygehjælper, beskæftigelsesvejleder, plejehjemsassistent, plejer og hjemmehjælper – i en samlet pakke, der fik navnet social- og sundhedsuddannelsen. I folkemunde kendt som ”sosu-uddannelsen”.
Med det nye system ønskede man at løfte det faglige niveau på uddannelsen og gøre fremtidens nye ”sosu’er” mere fleksible.
”Vi ville uddanne en ny faggruppe, der havde evnerne til at arbejde både i ældreplejen, psykiatrien og på et sygehus,” fortæller Per B. Christensen.
Som udviklingschef i daværende Storstrøms Amt var han medansvarlig i planlægningen af social- og sundhedsuddannelsen.
En anden, der spillede en betydningsfuld rolle, var den daværende undervisnings-minister Bertel Haarder (V). Han mindes, at uddannelsens sigte også var at tiltrække helt nye kræfter.
”Vi ville gerne lokke flere unge ind i et fag, som før var domineret af erfarne, tidligere husmødre,” fortæller Bertel Haarder.
Tidligere havde de enkelte uddannelser specialiseret sig inden for et enkelt område. Plejeren tog sig af den psykiske pleje, sygehjælperen af den individualiserede patientomsorg, mens beskæftigelsesvejlederen typisk stod for at aktivere de ældre gennem eksempelvis sang, motion eller kreative udfoldelser. På social- og sundhedsuddannelsen skulle eleverne rundt om alle aspekter og beskæftige sig med ”det hele menneske”.
Efter et år på skolebænken erhvervede man sig hjælper-uddannelsen, mens overbygningen som assistent tog yderligere halvandet år. Den nye titel gav flere kompetencer, og ved uddannelsens afslutning måtte den nye faggruppe eksempelvis give indsprøjtninger, uddele medicin og varetage kontakten til lægen.
Alligevel følte den færdiguddannede Helle Ovesen sig tilsidesat i mødet med det virkelige liv. Hun var blandt de første, der dimitterede fra Social- og Sundhedsskolen i Herning.
”Når arbejdsopgaverne skulle fordeles, blev vi frataget noget af det, vi faktisk gerne måtte og havde lært på skolen. Jeg kan huske, at jeg havde en vældig diskussion med en sygeplejerske på et plejehjem, der mente, at hun havde ansvaret for mig. Vi nåede at inddrage ledelsen og fagforeningen, før hun til sidst måtte indse, at jeg som social- og sundhedsassistent også havde en autorisation”, fortæller Helle Ovesen.
”Det er næsten altid et problem, når nye faggrupper skal bruge det, de har lært, i praksis,” forklarer Per B. Christensen, der har tæt på 40 års erfaring som leder i den offentlige sektor.
Det tog da også tid, før den nye stillingsbetegnelse blev mødt med anerkendelse. Per B. Christensen husker en overgangsperiode, hvor blandt andet sygeplejerskerne følte sig frarøvet deres arbejdsopgaver.
Birgit Skog, der var en del af det første hold på uddannelsen i København, genkender følelsen af afmagt fra de foregående professioner.
”De gamle hjemmehjælpere følte sig lige pludselig ikke gode nok længere. De havde gjort et kæmpe stykke arbejde for borgerne og spurgte sig selv, hvorfor man lige pludselig skulle have den nye uddannelse. De havde kun deres intuition, og med den havde de klaret sig igennem utallige år.”
Også i Undervisningsministeriet synes man, at omlægningen var en svær størrelse. Bertel Haarder husker frygten for, at de ufaglærte i plejesektoren ville miste deres job.
”Der gik ikke lang tid, før både organisationer og fagforeninger var enige om, at det skulle være en ’closed shop’ – altså, at man kun ansatte personer med sosu-uddannelsen,” forklarer den tidligere minister.
De første 10 år, Helle Ovesen var ansat i det offentlige, var hun glad for sit arbejde og oplevede hverken en mangel på klokketimer eller ressourcer:
”Vi havde tid til borgerne, og vi løb ikke forbistret rundt, som man gør i dag”.
Da hverdagen begyndte at bliver mere hektisk, besluttede Helle Ovesen, at hendes tid som social- og sundhedsassistent var forbi:
”Jeg kunne simpelthen ikke være mit arbejde bekendt. Jeg havde så ’jävla travlt’. Jeg havde ikke engang tid til at se på det menneske, jeg skulle hjælpe”.
I dag kører Helle Ovesen som selvstændig fodplejer og besøger derfor stadig jævnligt flere af landets plejehjem.
”Det er rigtigt grimt sagt, men jeg synes, at det er blevet lidt et sted, hvor man sender folk hen, der ikke kan få et andet job,” forklarer Helle Ovesen, der gerne vil understrege, at mange gør et godt stykke arbejde.
Den tidligere social- og sundhedsassistent gør det også klart, at hun kun kan tale ud fra sin egen oplevelse. En oplevelse af at være en del af et offentligt system, hvor det eneste fokus har været at spare penge. ”Når jeg kommer ud i dag, kan jeg se, at man ikke altid er kritisk, når man skal vurdere det menneske, man ansætter. Plejehjemmene skal bare have besat pladserne. Desværre.”
I dag er den tidligere elev Birgit Skog selv blevet underviser på Sosu H i København. I tråd med Helle Ovesens opfattelse oplever hun også, at uddannelsen generelt har lav status i samfundet, og at faget historisk set har været udskældt. Alligevel er hun overbevist om, at uddannelsernes værdigrundlag ikke har ændret sig siden 1991.
”Værdierne er der stadigvæk, fordi vi altid ser på det hele menneske. Det vigtige er, at du ikke ser på mennesket som en opgave. Du skal ikke ind på stue 14 eller stue 9 – du skal ind til Fru Hansen.”
Selvom faget til tider har haft et blakket ry, mener Per B. Christensen også, at Undervisningsministeriet i samarbejde med kommuner, daværende amter og faglige organisationer lavede et stort pionerarbejde for snart 30 år siden.
”Jeg vil påstå, at social- og sundhedsuddannelserne i høj grad har bidraget til et fagligt løft, som der er god grund til at flage for,” siger den tidligere udviklingschef.
I øjeblikket er kritikken af sosu’erne aktualiseret af de skjulte optagelser, TV 2 har sendt fra plejehjemmet Kongsgaarden i Aarhus og Huset Nyvang i Randers, som afdækker yderst kritisable forhold i ældreplejen. Ifølge Birgit Skog påvirker omtalen dog ikke de nuværende sosu-elever negativt.
”Eleverne bliver ikke umotiverede af kritikken af deres fag. Tværtimod har det den modsatte effekt, hvor eleverne siger ’jeg skal nok vise, at sådan behøver det altså ikke være’.”