Lige én historie mere. Et glas vand til. Måske et stykke agurk? Børn kan være utrolig opfindsomme, når det gælder om at udsætte den nattesøvn, deres forældre så gerne vil have dem til at bukke under for. Men gode vaner og fornuftige søvnrutiner er vigtigt – særligt hvis man som forælder selv har tendens til at sove dårligt eller måske ligefrem lider af søvnløshed.
Videnskaben har længe vidst, at vores søvnmønstre er arvelige, men et nyt hollandsk studie dokumenterer, at de arvede dårlige søvnvaner kan manifestere sig allerede i barndommen. Barnet kan for eksempel have svært ved at falde i søvn, eller måske vågner det flere gange i løbet af natten. Søvnløshed er altså ikke kun noget, man kan udvikle som voksen senere i livet, viser studiet fra Hollands institut for neurovidenskab i Amsterdam, som har fulgt i alt 2458 europæiske børn i flere år – nogle af dem siden deres mødres graviditet.
At søvnrytmen – og eventuelle problemer med den – er arveligt, skal dog ikke få forældre til at tro, at den gode rutine før sengetid er ubrugelig – snarere tværtimod, siger lektor og ph.d. Birgitte Rahbek Kornum fra Københavns Universitet. Hun forsker i søvnens biologi og er forfatter til bogen ”Sover du? Sådan får du en bedre nattesøvn”.
”Ja, vores søvnmønster er ekstremt arveligt, så har man selv problemer, er der ekstra god grund til at hjælpe sine børn med at etablere gode rutiner, for man kan gøre meget for at styre sin søvn,” siger hun og fortsætter:
”Man skal også huske, at bare fordi man er genetisk disponeret for søvnproblemer, er det ikke sikkert, at man får det. Det øger bare risikoen.”
Og hvad kan man så konkret gøre som voksen for at undgå at give for mange af sine dårlige vaner videre? Man skal selvfølgelig overholde en god og stabil sengetid. Og så peger Birgitte Rahbek Kornum på en af søvnens største fjender: skærmen.
”Læg skærmen væk før sengetid. Den kan virkelig forstyrre ens søvn. Har barnet, eller en selv for den sags skyld, svært ved at falde i søvn, så læg skærmen væk endnu tidligere. Så skal man jo finde på noget andet at lave, men det må man jo så se, om ikke man kan.”
Er det for meget forlangt at lægge skærmene helt væk, så er tv-skærmen et par meter væk bedre at se på end de små skærme, som er tæt på ansigtet. Og det er bedst at se på noget roligt frem for noget, som kan få pulsen op, siger Birgitte Rahbek Kornum og fremhæver endnu et par vigtige elementer i kampen mod søvnløshed: frisk luft og sollys.
”Det er så vigtigt at komme ud af døren og få naturligt lys og bevæge sig. Det gør de fleste børn, hvis de går i skole, men forældre og bedsteforældre kan godt glemme det”, siger hun.