Spil kan hjælpe os til at blive sundere

Gode livsstilsændringer kan hjælpes på vej med spil, fordi spil motiverer os. Sundhedsprofessionelle og spiludviklere går sammen om at skabe sundhedsspil

"Der gik sport i den, og det var skægt at konkurrere mod de andre,” fortæller Viggo Højen om Hjertespillet, hvor patienter blandt andet konkurrerer mod andre hold og får point og medaljer for deres indsats. Modelfoto.
"Der gik sport i den, og det var skægt at konkurrere mod de andre,” fortæller Viggo Højen om Hjertespillet, hvor patienter blandt andet konkurrerer mod andre hold og får point og medaljer for deres indsats. Modelfoto. .

Viggo Højen på 69 år er en pensioneret elektriker, der har fået en tredobbelt bypassoperation. Som en del af sin rehabilitering deltog han i et forsøg, hvor han gjorde brug af Hjertespillet, der forener spil og sundhed. Den 25. august begynder Danmarks største spilfestival, Game Scope, og på plakaten er blandt andet netop tiltag som Hjertespillet, der kan hjælpe os til et sundere liv.

Lektor og leder af laboratoriet for velfærdsteknologi på Aalborg Universitet Birthe Dinesen er en af dem, der står bag Hjertespillet, og som også skal tale på Game Scope. Hun forklarer, at spil kan være med til at motivere patienter.

”Spilelementerne hjælper patienten til at holde fokus på at få ændret sin livsstil. Vi kom ud til en hjertepatient, der havde en hel nettopose med pjecer og informationsmaterialer, han aldrig havde læst. Med spil kan vi i højere grad det, som vi ikke kan med pjecer. Vi kan målrette læringen og fange patienternes interesse, så de bliver motiverede for at lære mere om deres sundhed,” fastslår hun.

Og det kan Viggo Højen nikke genkendende til.

”Mennesket er audiovisuelt, og selvom der er flotte billeder i pjecerne, så fanger de ikke, men det gjorde spillet. Opgaverne var altid sjove. Det kunne være, at man skulle kramme et andet menneske eller gå fem kilometer. Der gik sport i den, og det var skægt at konkurrere mod de andre,” fortæller han om Hjertespillet, hvor patienter blandt andet konkurrerer mod andre hold og får point og medaljer for deres indsats.

På spilfestivalen Game Scope vil man med konferencen ”Sundhed på spil – Games for health” sætte fokus på kombinationen af spiludvikling og sundhedsløsninger. En kombination, der ifølge arrangørerne ser lovende ud.

”Vi har oplevet stor interesse fra både spilbranchen og sundhedsbranchen, der begge kan se fordelene ved at udnytte hinandens kompetencer til at udvikle nogle spændende produkter. Der opstår flere og flere gamification-virksomheder, og sundhedsbranchen har mere fokus på de muligheder, det indebærer,” fortæller hovedarrangør Thomas Lykke Larsen, der har en baggrund inden for interaktive digitale medier.

Gamification dækker over det fænomen, hvor spilelementer integreres i ting, der ellers ikke er spil.

Og det er netop spilelementerne, der kan være med til at motivere os, vurderer Lars Konzack, lektor i informationsvidenskab og kulturformidling på Københavns Universitet:

”Gamification gør tingene til en leg og motiverer. Spilelementer fremmer en bestemt adfærd og motiverer os til at præstere mere og bedre. Det trigger en slags samler-gen i os, og vi bliver grebet af lige at få et point eller et level (niveau i spillet, red.) mere,” fortæller han.

Birthe Dinesen er sikker på, at spil har potentiale indenfor sundhedsområdet, og hun mener, at dette blot er den spæde begyndelse.

”De medvirkende i forsøget så det som en god måde at få formidlet emner om sundhed på. Så vi vil arbejde videre med spiludvikling, for vi kan se mange brugbare elementer i det. Jeg tror, vi kommer til at se meget mere af det fremover”.

Og Viggo Højen er ikke i tvivl om, at han kunne finde på at bruge et sundhedsspil igen.

”Hvis jeg fik tilbuddet om at prøve noget lignende igen, så ville jeg springe på det med arme og ben, for jeg synes, det var mageløst,” siger han.