Spindoktorer er ikke som i Borgen

Hvis vi sammenligner Danmark med andre stater i den vestlige verden, er 30 særlige rådgivere ikke for mange

Hver søndag får vi i tv-serien "Borgen" indtryk af, at statsministerens spindoktor med et dæmonisk og problemplaget sind til tider bestemmer alt i dette land. Billede med tv-seriens hovedpersoner, finansminister Bent Sejrø (Lars Knutzon), statsminister Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) og spindoktor Rasmus Juul (Pilou Asbæk).
Hver søndag får vi i tv-serien "Borgen" indtryk af, at statsministerens spindoktor med et dæmonisk og problemplaget sind til tider bestemmer alt i dette land. Billede med tv-seriens hovedpersoner, finansminister Bent Sejrø (Lars Knutzon), statsminister Birgitte Nyborg (Sidse Babett Knudsen) og spindoktor Rasmus Juul (Pilou Asbæk). Foto: Esben Salling.

Hver søndag får vi i tv-serien Borgen indtryk af, at statsministerens spindoktor med et dæmonisk og problemplaget sind til tider bestemmer alt i dette land. Spindoktoren spilles fremragende af Pilou Asbæk. Men serien overvurderer spindoktoren og undervurderer departementschefens indflydelse.

Måske er seerne godt klar over, at Borgen er urealistisk. For der har ikke lydt et rædselsskrig over, at regeringen vil sætte ny rekord i antallet af spindoktorer og andre særlige rådgivere af ministrene. Til trods for at man tidligere ofte var forarget, når spindoktorer angiveligt truede vor formodede tradition for neutrale embedsmænd.

LÆS OGSÅ: Overfladisk journalistik om "spindoktorer"

Det blev dog overset, at forestillingen om den danske tradition for neutrale embedsmænd ikke er helt dækkende. Socialdemokratiske ministre som Thorvald Stauning, Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Per Hækkerup, Julius Bomholt, Ib Frederiksen og Anker Jørgensen ansatte partikammerater til at hjælpe sig. Det samme gjorde Poul Møller, Per Stig Møller, Henning Dyremose (alle K) og Poul Hartling (V). Centrumdemokraterne Arne Melchior og Frode Nør Christensen hentede journalister ind som spindoktorer, før dette udtryk endnu eksisterede.

Men der kom flere spindoktorer efter mangedoblingen af de elektroniske medier, som tog fart fra 1988, da DR mistede sit tv-monopol. Det øgede presset på ministrene. Samtidig øgedes ministrenes rejsevirksomhed. Ministre ønskede uanset partifarve i stigende grad hjælp. Både til at håndtere medier og til at rådgive ministrene om politisk taktik.

Udtrykket spindoktor bredte sig i løbet af 1990erme om de, der hjalp ministrene med kontakten til medierne. Spindoktorer blev beskrevet som mørkets fyrster, der manipulerede kynisk med alt og alle. Deres dårlige ry var ikke ufortjent. En del af dem dummede sig med uetiske handlinger. Uroen om dem førte til, at der blev skrevet tunge betænkninger, der kaldte dem særlige rådgivere. I betænkningerne pointeredes, at de som embedsfolk skulle holde sig inden for lovens rammer, havde sandhedspligt, lydighedspligt og loyalitetspligt over for ministeren.

Men det blev også fastslået, at de kunne agere mere partipolitisk end embedsfolk. De kunne for eksempel være ministerens forbindelsesofficer til ministerens parti og folketingsgruppe. Og selvom de skulle holde sig til sandheden, måtte de godt være økonomiske med den.

Betænkningerne hjalp noget. I de senere år har der været mindre uro om spindoktorers påståede uetiske opførsel. Men de særlige rådgivere for daværende forsvarsminister Søren Gade (V) og daværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) kom dog i vælten i forskellige sammenhænge.

Den ny regering får over 30 særlige rådgivere. De fleste kender ministrene i forvejen fra deres partiarbejde. Nogle skal håndtere medier, andre skal hjælpe ministrene med at tænke politisk, men nogle er nok også ministrenes psykoterapeuter, når verden går ministrene imod. Og det gør den tit. I den nye regering er det helt uvant for SF at have regeringsansvar, og det er blevet sagt, at SF-ministre nok især har brug for nogle at udøse deres bekymringer overfor.

Ministre er i al fald hårdt pressede og uhyre ensomme. Ikke mindst lige når de tiltræder. Embedsfolkene står på pinde for dem med alt praktisk. Men nye ministre har sjældent tillid til embedsfolk, som i årevis har betjent deres politiske modstandere. Det kan også være svært for usikre ministre at klage deres nød og at udstille deres i mange tilfælde store uvidenhed om det, der foregår i ministerierne over for de almindelige embedsfolk, de er chefer for. Det er lettere over for håndplukkede rådgivere, som man kender i forvejen fra sit parti.

Er over 30 særlige rådgivere for mange? Ikke hvis vi sammenligner med andre stater. Og erfaringerne fra andre stater viser, at man kan vænne sig til særlige politiske rådgivere. Island, hvis regeringssystem af historiske grunde ligner det danske, fik særlige rådgivere i 1969. Efter 30 år havde man vænnet sig til dem. Uanset Borgen er vi også ved at gøre det. Ellers ville der have været et langt større røre om, at regeringen ansætter flere end 30 særlige rådgivere. Danmark ligner hermed nu på dette punkt andre stater i den vestlige verden mere end før.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet