Da et hold forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier i sommeren 2005 afsluttede et større udredningsarbejde om Danmark under Den Kolde Krig, lød en af konklusionerne, at den østtyske efterretningsstjeneste Stasi i tiden frem til Berlinmurens fald i 1989 udførte et omfattende efterretningsarbejde i Danmark og fik hjælp hertil af danske agenter. Trods den betydelige aktivitet på efterretningsområdet er der i modsætning til for eksempel i Forbundsrepublikken ikke identificeret topspioner her i landet, tilføjede forskerne dengang.
LÆS OGSÅ: Dansk historiker belaster tysk journalist
Nu ser det ud til, at denne konklusion skal revideres. I hvert fald har det vakt opsigt, at historikeren Thomas Wegener Friis, som er lektor og ph.d. tilknyttet Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet, til dagbladet BT har udtalt, at han har kendskab til en dansk såkaldt storspion. Den pågældende person, som er nulevende og offentligt kendt, skulle have udført spionage, som har påvirket det danske samfund i negativ retning, som Thomas Wegener Friis formulerer det.
Der er ingen tvivl om, at det er den værste spionsag i Danmark, siger historikeren til avisen.
Kristeligt Dagblad var i går i kontakt med Thomas Wegener Friis, som dog ikke havde tid til at uddybe sine udtalelser.
Navnet på den danske spion fandt Thomas Wegener Friis ved en tilfældighed, idet personens egen sagsmappe efter alt at dømme er blevet slettet i Stasis arkiv. Men i forbindelse med sin forskning var han nede i en helt anden persons sagsmappe og fandt her dokumenter, som angiveligt beviser, at danskeren var storspion.
Thomas Wegener Friis er overbevist om, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA har oplysninger om danskerens aktiviteter, som danske myndigheder vil kunne få, hvis de beder om dem. Selv ønsker han dog ikke at oplyse navnet på den pågældende person i øjeblikket.
Ifølge Thomas Wegener Friis har danske myndigheder generelt været tilbageholdende med at skaffe information om mulige danske spioner. Han mener, at det er denne tilbageholdenhed, som er årsag til, at dokumenteret dansk spionagevirksomhed er meget begrænset.
I det såkaldte Rosenholz-arkiv, som rummer informationer fra Stasi, og som CIA kom i besiddelse af i begyndelsen af 1990erne, har svenske myndigheder således fået oplyst navne på flere end 500 mulige svenske spioner, mens der fra Danmark kun er informationer om omkring 20 spioner. I opgørelser fra Stasis udlandsafdeling, HVA, omtales 26 danske spioner i perioden 1972-1988.
Thomas Wegener Friis oplysninger fik i går Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti til at forlange navnet på den danske storspion offentliggjort, og den konservative retsordfører, Tom Behnke, opfordrede i går justitsminister Morten Bødskov (S) til at tage kontakt til de amerikanske myndigheder for at få oplyst topspionens navn samt andre navne på danske spioner fra Rosenholz-arkivet.
Poul Villaume, koldkrigsforsker og professor ved Københavns Universitet, mener dog, at der er grund til at være varsom med at drage forhastede konklusioner ud fra et enkelt dokument i et arkiv, hvis indhold offentligheden endda kun har fået meget begrænset indsigt i.
Det er ikke mit indtryk, at danske myndigheder har været mindre optaget (end andre lande, red.) af at få kendskab til spionagesager. Men for eksempel fremgår det af PET-kommissionens rapport, at der ikke har været de store sager i Danmark. Når forskere har gravet i efterhånden mange år og kun fundet lidt, er det tvivlsomt, at der er så meget at komme efter, siger Poul Villaume.
Han betegner Thomas Wegener Friis måde at omtale spionsagen på som sensationspræget, idet påstanden ikke er ledsaget af dokumentation, der beviser, at den er sand. Tilmed er han i tvivl om, hvorvidt navnet på den påståede storspion overhovedet bør komme til offentlighedens kendskab.
Sagen må i sagens natur være mere end 20 år gammel og dermed forældet. Almindeligvis mener vi jo, at personer i kriminalsager, som er forældrede og dermed straffri, bør undgå at få deres navn frem. På den anden side er det fra et historikersynspunkt interessant at få oplyst i det mindste, hvor den pågældende person var placeret, siger Poul Villaume.
Ifølge Erik Beukel, dr.scient.pol., som er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og medforfatter til firebindsværket Danmark under Den Kolde Krig, er der stor interesse i nutiden for, hvad der skete under Den Kolde Krig, ligesom der er stor interesse for Danmarks besættelse. Og i begge tilfælde er det vigtigt at gøre sig klart, at ingen vidste, hvordan krigen ville ende, mener han.
Jeg håber, det navn på en dansk spion, som Thomas Wegener Friis taler om, kommer til offentlighedens kendskab. Men jeg håber, det samtidig kommer frem, hvilke dilemmaer, Danmark stod i under Den Kolde Krig. Langt frem i 1980erne var der en udbredt opfattelse af, at Sovjetunionen kunne få overtaget over Vesteuropa. Det mente også flere danske eksperter. Kun enkelte amerikanske eksperter havde den vurdering, som skulle vise sig at være rigtig: At Sovjetunionen var på sammenbruddets rand, siger Erik Beukel.
Men selvom det er let bagefter at sige, hvad nogen burde have gjort, når krigens udfald er kendt, bør offentligheden efter Erik Beukels opfattelse få at vide, hvem Wegener Friis taler om:
En retssag mod en mulig spion vil sandsynligvis være forældet, men det er alligevel vigtigt, navnet kommer frem. Der er ingen grund til at holde hånden over en person, der har spioneret imod Danmark.