Spis agern de ligger ligefor

Egetræet kan i efteråret ikke kun brødføde egernene i de danske skove, også vi mennesker kan forsyne os og få blandt andet bagværk ud af agern

Agern blev tidligere primært brugt til at fodre svin med. – Foto Scanpix.
Agern blev tidligere primært brugt til at fodre svin med. – Foto Scanpix.

Efteråret er højsæson for modne agern, der kan findes på skovbunden, når de er faldet fra et af de mægtige egetræer.

De er meget næringsholdige og blev derfor tidligere primært brugt til at fodre svin med, når man drev svinene ud i skoven for at æde olden. Olden er en gammel fællesbetegnelse for agern og bog fra bøgen, og de svin, der blev sendt i skoven, blev kaldt oldensvin.

Men agern er ikke kun til svin og skovens dyr. Hvis man behandler dem rigtigt, kan de snildt indgå i menneskekost, men først må man slippe af med den megen garvesyre, de indeholder. Den smager nemlig ikke bare beskt og bittert, men er også en smule giftig.

LÆS OGSÅ: Valnødderne falder

For at få udskilt garvesyren koger man de friske, modne agern, men inden da skal der også et lille forarbejde til. Den yderste skal slås af agernene, og den tynde hinde om nøddens to halvdele fjernes, inden agernene koges i cirka en halv time.

Da garvesyren bliver udskilt i vandet, er det en god idé at skifte det et par gange undervejs.

Når agernene er kogt, skylles de, hakkes fint og ristes på en pande. Når de er helt tørre, gyldne og afkølede, kan de blendes eller kværnes til fint agernmel og så kan det bruges! Enten kan man lave kakao af agern, sukker og mælk, eller man kan bruge melet til blandt andet bagværk og især småkager.