2017 skulle have været året, hvor Sissel Møllers karriere for alvor tog fart. Efter kun to år i atletikken var hun udtaget til EM i terrænløb. Det var kulminationen på en kometkarriere. Sådan så det ud udefra. I virkeligheden var det begyndelsen på en mental og sportslig nedtur. En spiseforstyrrelse satte en brat stopper for udviklingen. Præstationerne veg og skaderne indtraf. I stedet fulgte en tid med professionel hjælp fra en psykolog og diætist og en mental kamp, hun stadig døjer med i dag.
Sissel Møllers historie er langtfra et enkelttilfælde i moderne elitesport. I foråret berettede Danmarks Radio om grænseoverskridende træningsmetoder i den danske svømmeverden, hvor unge svømmetalenter blev ydmyget af offentlige vejninger og påtvunget urealistiske kropsidealer.
I november fortalte The New York Times, hvordan det 17-årige amerikanske atletik-talent Mary Cain blev presset ud i en spiseforstyrrelse af højt respekterede amerikanske trænere. En hændelse, der ødelagde hendes lovende karriere, og som ledte hende på mentale afveje med selvmordstanker til følge.
I 2015 viste et mindre dansk-svensk studie, at 25 procent blandt kvindelige udholdenhedsatleter døjede med symptomer på en spiseforstyrrelse.
Sammenfaldet mellem spiseforstyrrelser og eliteatleter kommer ikke bag på psykolog Lene Haulund, der er tilknyttet Team Danmark med ekspertise i spiseforstyrrelser.
”En stor del af eliteidræt i dag handler om at optimere ens krop og vægt. Men et manisk fokus på de ting skaber en risikoadfærd i forhold til at udvikle spiseforstyrrelser, og det kan man desværre også se er tilfældet,” siger hun.
Ifølge Lene Haulund bør dansk idræt i højere grad dæmme op for psykiske lidelser, hvilket eliteatleterne i særlig grad er udsat for. Det kræver en mere målrettet indsats, hvor trænere og udøvere oplyses om sund adfærd. Hun understreger, at det er problematisk, at elitemiljøerne har så ensidigt et fokus på BMI og vægt, at det får mange sunde, unge mennesker ud i proportionsforvrængede kampe med egne kroppe.
At der generelt hersker et usundt forhold til psykisk og fysisk sundhed i elitemiljøerne, istemmer idéhistoriker og forfatter Asker Hedegaard Boye. Han mener, at den moderne sport er blevet videnskabeliggjort ned til mindste detalje, hvilket også kommer til udtryk ved ”et ekstremt fokus på den videnskabelige sportskrop”.
”Sporten udvikler sig i dag med enorm hast. Rekorder bliver brudt. Tider bliver hurtigere, kroppe bliver stærkere, og præstationerne bliver mere ekstreme. Hvert et gram af de ting, man putter i sin krop, registreres,” siger han.
Præmissen i elitesport er, at den er ekstrem. Elitesport har aldrig været en hyggeklub. Derfor er det svært at trække det omgivende samfunds normer ned over elitesporten, mener Asker Hedegaard Boye.
”I sin natur er det en misforståelse at tro, at elitesport er sundt. Sport er sundt, men elitesport er usundt. Det er ikke nødvendigvis en god ting konstant at presse sin krop til det yderste. I værste fald kan man sige, at eliteudøveres kost er én lang spiseforstyrrelse,” siger han og uddyber:
”Der findes en destruktiv kultur i elitemiljøerne i forhold til ’det hele menneske’, da atleterne i hverdagen også er andet end sportsudøvere.”
Administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm anerkender, at der er et problem i nogle områder af elitesportsmiljøet. Det er en kombination af, at der er fokus på præstation, samtidig med at en lettere krop i nogle sportsgrene giver bedre resultater. Det giver udfordringer, mener han.
”Vi har opbygget et beredskab på området, som er klar, når det i nogle tilfælde går galt. Men jeg må erkende, at vi ikke har været gode nok til at få al vores viden ud at leve hos trænerne. Hvis man vil eliteidræt, er vægt et vigtigt parameter, men det er vigtigt, at det bliver tacklet på en ordentlig måde. Den del skal vi være bedre til at klæde vores trænere på til at løse,” siger han.