Splid i Venstre om omskæring

Venstres ledelse undsiger Venstre-kandidats forslag om et forbud mod omskæring af børn

”Venstre går ikke ind for et forbud. Det er der flere årsager til. Jeg kan blandt andet være bekymret for, om vi risikerer fuldstændig uautoriserede omskæringer, hvis vi indfører et forbud,” siger Venstres sundhedsordfører om omskærelsessplid.
”Venstre går ikke ind for et forbud. Det er der flere årsager til. Jeg kan blandt andet være bekymret for, om vi risikerer fuldstændig uautoriserede omskæringer, hvis vi indfører et forbud,” siger Venstres sundhedsordfører om omskærelsessplid. Foto: Kasper Palsnov.

Det er bedre at skære i nogle gamle traditioner end at skære forhuden af små drenge.

Sådan lyder budskabet fra Venstre-folketingskandidat, advokat Kåre Traberg Smidt, der har gjort forbud mod forhudsomskæring af børn til en del af sin valgkamp på blandt andet busser og i en kontroversiel valgvideo. I skrivende stund har næsten en halv million facebook-brugere set valgvideoen, hvor han med teaterblod i ansigtet lader som om, at han omskærer en hund.

”Mit ærinde er at beskytte dem, der ikke selv kan samtykke. Det arbejder jeg for som advokat, og det vil jeg arbejde for som politiker. Og jeg mener, at omskæring af små drenge er et overgreb. De praktiserende læger kalder det oven i købet en lemlæstelse, medmindre der ligger en såkaldt medicinsk indikation til grund for omskæringen,” siger Kåre Traberg Smidt, der bedyrer, at ønsket om et forbud mod omskæring ikke skal ses som et angreb mod religion.

”Det handler ikke om tradition og religion. Jeg har den største respekt for, at folk har en tro. Men tiden er løbet fra mange af de mere farverige ritualer, som nogle tros- eller traditionsretninger har. Det må være muligt at dyrke sin tro på en anden måde i det 21. århundrede,” mener Kåre Traberg Smidt, der peger på, at han hverken står alene i Venstre eller Folketinget med den holdning.

”Nu vil jeg først arbejde for at skabe et flertal mod omskæring i Venstre, og så vil jeg arbejde for at skabe et flertal for det i Folketinget”, siger han.

Sundhedsordfører i Venstre, Sophie Løhde, der også udtaler sig på vegne af partiets ledelse i sagen, lægger dog afstand til Kåre Traberg Smidts holdning, idet hun fastslår, at et forbud mod omskæring ikke er partiets holdning.

”Venstre går ikke ind for et forbud. Det er der flere årsager til. Jeg kan blandt andet være bekymret for, om vi risikerer fuldstændig uautoriserede omskæringer, hvis vi indfører et forbud,” siger Sophie Løhde.

Den melding glæder formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen:

”Jeg var noget overrasket over, at forslaget om et forbud mod omskæring blev bragt ind i valgkampen. Vi ved godt, at der er mange holdninger til vores religiøse traditioner og ritualer. Både mellem partierne og blandt medlemmerne af de politiske partier. Men det er nyt, når en kandidat angiveligt med partiet Venstre i ryggen, siger det. Derfor betrygger det mig, at Venstres ledelse helt umisforståeligt har gjort det klart, at forslaget ikke er udtryk for Venstres politik,” siger Dan Rosenberg Asmussen, der nu opfordrer andre partier til at gøre det samme.