Prøv avisen
Politisk analyse

Spørgsmålet, politikerne ikke vil eller kan svare på

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at redde så mange menneskeliv som overhovedet muligt og for at være der for dem, der bliver ramt af sygdommen. Samtidig tager vi vare på økonomien," sagde finansminister Nicolai Wammen (S) for nylig til TV 2 News. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Redder man i længden flest mennesker ved at lukke samfundet ned eller ved at holde det økonomisk i gang og acceptere flere døde på kort sigt? Med en blødende økonomisk krise på vej trænger spørgsmålet sig stadig hårdere på, men politikerne vil ikke svare. Og kan heller ikke

”Vi vil gøre, hvad der end skal til.”

Sådan sagde finansminister Nicolai Wammen (S) da han og erhvervsminister Simon Kollerup (S) for en uge siden præsenterede regeringens hjælpepakke til små og mellemstore virksomheder som følge af coronakrisen. Næsten ordret kom den samme besked fra EU’s finansministre to dage tidligere. Som i øvrigt gentog omkvædet fra regeringer og ministre under finanskrisen i 2008. Dengang ville de også gøre ”whatever it takes” – hvad der end skal til – for at redde det finansielle system.

I disse dage sætter regeringer verden rundt handling bag ordene. I USA er Det Hvide Hus og senatet enedes om en hjælpepakke på 2000 milliarder dollars, omkring 14.000 milliarder kroner. En stor del af pengene skal sendes direkte ud til borgerne, så de kan klare sig under den økonomiske nedtur, der følger med nedlukningen af samfundet. Den tyske regering er klar med en hjælpepakke på 8250 milliarder kroner, og herhjemme har regeringen fået opbakning fra alle partier til en række tilskuds- og låneordninger, der ligeledes skal støtte og redde virksomheder, arbejdsløse og studerende gennem stormen.

Men virker det? Mere end de astronomiske beløb bliver krisens længde helt afgørende for de menneskelige og økonomiske konsekvenser. Og dermed også for det dilemma, som de færreste politikere kan eller vil forholde sig til. Nemlig om man i længden redder flest menneskeliv ved at lukke samfundet helt ned, som man nu gør? Eller om det ville kræve de færreste ofre at lade samfundet fortsætte uden de voldsomme indgreb, der for eksempel er indført i Danmark? Hvornår har man holdt lukket så længe, at de økonomiske konsekvenser bliver helt uantagelige?

En langvarig krise vil føre til konkurser og arbejdsløshed, som igen vil skabe øget misbrug, selvmord, psykisk sygdom og flere med livsstilssygdomme, der forkorter livet. Der vil også blive færre penge til sundhedsvæsenet, så patienter med andre sygdomme end covid-19 ikke kan få den hjælp, de har brug for. Men de fleste konsekvenser er endnu næsten usynlige, selvom arbejdsløsheden tordner op.

Flere sundhedsøkonomer rejste dilemmaet i Kristeligt Dagblad i går med den tilgang, at det er dyrt at redde mennesker fra coronasygdommen, som man gør nu.

Det er imidlertid et stående politisk mantra, at man ikke kan gøre menneskeliv op i penge, som også finansminister Nicolai Wammen (S) nævnte i går.

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at redde så mange menneskeliv som overhovedet muligt og for at være der for dem, der bliver ramt af sygdommen. Samtidig tager vi vare på økonomien. Det er den måde, vi er på i Danmark. Det er ikke bare et spørgsmål om kroner og øre,” sagde han til TV 2 News som reaktion på Kristeligt Dagblads historie.

Eller med andre ord: Regeringen vil både det og det andet – ikke vælge økonomi over sundhed eller omvendt.

Det ligger i forlængelse af årtiers debat om prioritering i sundhedsvæsenet, som ministre og politikere generelt har afvist at gå ind i. Især hvis det har handlet om at skære ned på et behandlingsområde for at kunne løfte et andet.

Mange af verdens regeringer vælger i disse uger samme svar som den danske på coronakrisen: den totale nedlukning. Prisen kan blive meget høj, hvis det ender med en årelang recession eller depression. Derfor er deres bedste chance, at den økonomiske krise bliver kortvarig. Derfor bliver der pøset penge ud over hele verden i form af de store hjælpepakker, som må betales af fremtidige generationer.

Vel forsøger enkelte regeringer sig med en anden vej, for eksempel den svenske, der slet ikke har lukket ned i samme grad som den danske. Det er et forsøg i stor skala, som vil give fremtidens forskere en enestående chance for at måle, hvilken strategi der havde de færreste omkostninger, både menneskeligt og økonomisk.

Indtil da er der flere gode grunde til, at politikere ikke vil forholde sig til spørgsmålet.

Etisk ville det være ubærligt at sige, at man må lade tusindvis af mennesker, fortrinsvis ældre, blive syge og dø, muligvis uden mulighed for behandling – fordi det i længden måske vil redde flere andre menneskeliv.

Usikkerheden om, hvad prisen bliver for at lukke samfundet ned, betyder imidlertid også, at politikerne ikke kan svare, selv hvis de ville.

Så de nøjes med at sige, at de vil gøre, hvad der end skal til. Om det så er nok, og om det er det rigtige, kan kun fremtiden vise.