Prøv avisen
Politisk set

Sprækker de socialdemokratiske bukser?

Socialdemokratiet har omlagt den udlændingepolitiske kurs, hvilket har trukket en del stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er imidlertid, om den nye linje i udlændingepolitikken dels blot er et taktisk skifte, dels om den kan holde til presset fra de andre partier i rød blok, hvis det skulle komme til en ny regering. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alt i alt er det bedste bud, at den restriktive udlændingepolitik opretholdes uanset, om den næste statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S)

Socialdemokratiet står til at overtage regeringsmagten. Partiet står til at gå frem i de fleste meningsmålinger, selvom man også afgiver vælgere til partier på venstrefløjen. Det skyldes ikke mindst, at Socialdemokratiet har omlagt den udlændingepolitiske kurs, hvilket har trukket en del stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er imidlertid, om den nye linje i udlændingepolitikken dels blot er et taktisk skifte, dels om den kan holde til presset fra de andre partier i rød blok, hvis det skulle komme til en ny regering. Denne klumme forsøger at besvare dem begge.

Den socialdemokratiske omkalfatring af udlændingepolitikken har været undervejs i nogle år. Anledningen til skiftet er både migrant- og flygtningekrisen i 2015 og det forhold, at der er blevet sat tal på omkostningerne ved den gældende udlændingepolitik.

Flygtningene og migranternes vandring på de danske motorveje i 2015 blev for mange socialdemokrater en øjenåbner for, hvor pludseligt menneskestrømmene kan bevæge sig mod de danske grænser. Det blev anledningen til, at selv tilhængere af den liberale udlændingepolitik begyndte at ændre holdning. Samtidig har det også bidraget til holdningsskredet, at Finansministeriet har fremlagt beregninger angående, hvor meget indvandringen fra den tredje verden koster det danske samfund. De cirka 33 milliarder kroner, som er prisen per år, nærmer sig, hvad skoleområdet i Danmark koster.

I politologien fremhæves, at såvel store begivenheder som nye empiriske data er det, som skal til, hvis der skal ske et afgørende politisk holdningsskift. De to nævnte forhold korresponderer hermed. Det taler for, at kursændringen fra socialdemokratisk side er udtryk for et ægte holdningsskift og ikke kun et taktisk. Hertil kommer, at den socialdemokratiske top yderligere har forsøgt at mejsle den nye linje i granit ved at fremhæve, at ændringen af udlændingepolitikken fra at være liberal og til at være restriktiv i virkeligheden er udtryk for en tilbagevenden til den linje, der herskede i partiet indtil begyndelsen af 1980’erne.

Mattias Tesfaye har i sin bog ”Velkommen Mustafa” netop gjort et nummer ud af, at man med kursskiftet i virkeligheden vender tilbage til de socialdemokratiske rødder og tager den bekymring alvorligt, som de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen havde for årtier tilbage. I foråret 2018 cementeredes den nye socialdemokratiske kurs med det omfangsrige oplæg ”Retfærdig og realistisk. En udlændingepolitik, der samler Danmark”.

Selvom Socialdemokratiet er fast i kødet angående udlændingepolitikken, er spørgsmålet imidlertid som nævnt, om man også er det efter et valg, hvor man med regeringsmagten kommer under pres fra støttepartierne i rød blok, som stadig er på den liberale udlændingepolitiske linje. Presset kommer givetvis. Omvendt har Socialdemokratiets top gjort meget ud af love, at den nye linje holdes. Det peger i retning af, at et brud herpå ville få tidligere tiders løftebrudsdiskussion til at ligne vand i forhold til, hvis man igen gik tilbage til den liberale linje i udlændingepolitikken.

Samtidig har Dansk Folkeparti netop meldt, at man på dette felt vil gøre meget for at give Socialdemokratiet mulighed for at holde kursen. I en vis udstrækning har hele forbrødringsøvelsen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den restriktive udlændingepolitik som raison d’etre.

Man skal aldrig sige aldrig i politik. Men alt i alt er det bedste bud alligevel, at den restriktive udlændingepolitik opretholdes uanset, om den næste statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen eller (og mere realistisk) Mette Frederiksen.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab, Københavns Universitet