Prøv avisen

Birgit er en af verdens førende kendere af oldarmensk

Birgit Anette Rasmussen besidder en omfattende viden i nutidige og ikke mindst fortidige sprog inden for hele den sprogfamilie, der tilsammen kaldes indoeuropæiske sprog og tales af halvdelen af jordens befolkning. Her skriver hun på en glasrude det indoeuropæiske ord for gud, deivos, som såvel det indiske ord deva, det græske Zeus og de latinske ord Jupiter og deus er afledt af. – Begge fotos: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen

Mødet med den germanske lydforskydning i en gymnasietime kom som en åbenbaring for Birgit Anette Rasmussen, som siden har brugt hele sit arbejdsliv på at fordybe sig i et utal af sprog. Hun er en af verdens førende kendere af oldarmensk og viderefører i dag en 200-årig tradition for, at Danmark er helt i front i studiet af Europas uddøde modersprog, indoeuropæisk

Pennen rammer glasruden og former omhyggeligt seks bogstaver:

Deivos.

Ordet for gud, som det blev formuleret, længe før det danske sprog opstod, længe før den germanske sprogstamme udviklede sig, længe inden der var græske og latinske bogstaver og ord, længe inden nogen af Bibelens ord blev skrevet første gang.

Ordet for gud skrevet på et for længst uddødt sprog fra en omtrent 6000 år gammel kultur, som sandsynligvis slet ikke kendte til skrift, men forskere som Birgit Anette Rasmussen har kunnet genskabe meget af dens sprog ud fra alle de sprog, som siden udviklede sig fra dette indoeuropæiske modersprog.

”Vi kan rekonstruere os tilbage til ord, der fortæller om en fælles religiøs opfattelse på tværs af alle sprogene. Der er en rod, der betyder at lyse. Ud af den laver man et ord der betyder himmel, ordet Zeus på græsk, dyaus på sanskrit og første led i det latinske Jupiter har samme oprindelse. Det interessante er, at hos Homer anråbte de gamle grækere Zeu pater, far himmel. Det gjorde de gamle indere også: Dyaus pitar. Og romerne sagde Jupiter.”

”Ud fra deivos har man lavet det indoeuropæiske ord deivos, som betyder himmelsk, hvis det er et adjektiv, og ellers betyder det gud. Det ligger også til grund for deus på latin og deva på indisk, der betyder gud. Når vi taler om en diva i dag, har ordet samme oprindelse,” forklarer Birgit Anette Rasmussen.

Hun er professor ved Københavns Universitet, specialist i indoeuropæisk og betegner selv sin ekspertise som en slags ”sprogenes arkæologi”.

Der findes en del mennesker, som selvbevidst skriver på deres cv, at de taler og skriver flydende engelsk, kan gøre sig forståelig på fransk eller spansk og kan læse tysk, svensk og norsk.

Den 65-årige Birgit Anette Rasmussens sprogfærdigheder er noget mere omfattende. På hendes cv optræder også latin, græsk, russisk, italiensk, sanskrit, vedisk, hittitisk, lykisk, oskisk, umbrisk, sydpikensk, mykensk, gotisk, oldnordisk, oldengelsk, oldirsk, oldsaksisk og oldhøjtysk. For slet ikke at tale om indoiransk sproghistorie og såvel moderne som klassisk armensk.

Det sidstnævnte sprog har den 65-årige sprogforsker endda ”beskæftiget mig meget med”, som hun beskedent siger.

Formuleringen dækker over, at hendes doktordisputats fra 1999, ”The Noun in Biblical Armenian”, regnes for et hovedværk inden for akkurat dette hjørne af sprogvidenskaben. Det kan godt være, at kun forholdsvis få mennesker i denne verden føler trang til at fordybe sig i oldarmensk. Men gribes nogen af denne trang, er Birgit Anette Rasmussens ekspertise ikke til at komme udenom.

”Det armenske sprogs historie er utrolig fascinerende. Armenerne har gennem århundrederne formået at bevare en kulturel identitet som en lille kristen enklave omgivet af andre og mere magtfulde kulturer og sprog. Der er sindssygt mange ord på armensk, vi ikke aner, hvor kommer fra. Og for de cirka 700 ord, vi kan spore tilbage til indoeuropæisk, er lydudviklingen ofte gået fuldstændig amok. Oldarmensk har ikke været godt nok udforsket, så guldet har ligget på gaden for mig,” siger hun.

Som eksempel på en lydudvikling i armensk, hun har undersøgt, nævner hun, ordet for saft, kham, går tilbage til ordet kuhmo:

”Lyden -uh- giver –wa-, sw- giver kh-, og sidste stavelse falder bort. Dermed finder man ud af, at kham er en nær slægtning til ordet soma på sanskrit, som er en berusende drik, der står meget om i Rigveda,” siger hun med henvisning til indisk litteraturs ældste værk og en af de ældste tekster, der eksisterer på noget indoeuropæisk sprog.

Det var ikke nogen akademisk familie, den i dag så sprogkyndige kvinde voksede op i. Begge forældre gik ud af 7. klasse, så kendskab til latin og andre uddøde sprog kom ikke fra hjemmet.

Det gjorde dog fascinationen af, hvor forskelligt sprog kan lyde, når man vokser op i København med en far, der taler tydelig jysk dialekt og er stolt af det. I skolen blev sproginteressen yderligere stimuleret, og Birgit Anette Rasmussen husker det som en meget inspirerende oplevelse, da hun fik latin i gymnasiet og hendes lærer i en time skrev den germanske lydforskydning op på tavlen.

”Det var en åbenbaring. Jeg skrev den af på indersiden af mit latinhæfte,” husker sprogforskeren, som allerede dengang begyndte at læse bøger om sprogvidenskab og oldgræsk i fritiden.

Den germanske lydforskydning er de ændringer, der fulgte med, da de germanske sprog som tysk, engelsk og de nordiske sprog udviklede sig fra latin. P blev for eksempel til f, så pater på latin blev til fader og piscies til fisk. Opdagelsen af, at forskellige sprog hænger sammen i kraft af, at nogle bestemte lyde fast har forandret sig efter mønstre, der kan opstilles regler for, er grundlaget for indoeuropæistik.

Sprogstudierne har – suppleret med arkæologi – bragt forskerne på sporet af det indoeuropæiske folk, som formentlig boede et sted i det nuværende Ukraine eller Rusland for 6000 år siden, og som på det tidspunkt ekspanderede vestpå til Europa og østpå til Indien. Detaljerne om, hvem dette folk var, er stadig hyllet i tåger, men deres kultur må have haft en vis gennemslagskraft, eftersom deres sprog er modersprog for de sprog, som halvdelen af jordens befolkning taler i dag.

Lige fra begyndelsen var Danmark et foregangsland inden for sprogenes arkæologi i kraft af sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832), som i 1814 skrev det værk, der lagde grunden for loven om den germanske lydforskydning. Det var dog i samtiden den tyske sprogforsker og folkeeventyr-udgiver Jacob Grimm, som løb med opmærksomheden, da han i 1816 udgav et værk om det samme efter at have studeret Rasks værk. 60 år senere satte den danske sprogforsker Karl Verner (1846-1896) en ny milepæl ved at konkludere, at selv når der er undtagelser fra reglerne, er det muligt at lave nye regler for undtagelserne.

Birgit Anette Rasmussen hed oprindeligt Olsen, og det er også under dette navn, at hendes videnskabelige produktion er udgivet. Det nuværende efternavn har hun fra sin mand, Jens Elmegård Rasmussen, som frem til sin død i 2013 ledede forskningen i indoeuropæisk på Københavns Universitet og det store forskningsprojekt ”Roots of Europe”, som kortlægger det tidligste, forhistoriske Europa på tværs af sprogforskning og arkæologi.

Forskningen blev etableret som et såkaldt stjerneprojekt og forskningscenter i 2007, og selvom projektet knyttet til den oprindelige forskningsbevilling på 17 millioner kroner er slut, er arbejdet fortsat for nye midler med fortsat centerstatus og Birgit Anette Rasmussen som leder.

I dag er det således hende, der står i spidsen for at videreføre Danmarks stolte traditioner for indoeuropæistik, til til trods for, at hun har haft, hvad hun selv betegner som ”et rodet fagligt forløb”.

Der er ikke mange fuldtidsstillinger at få inden for denne gren af sprogvidenskaben, så selvom vi her markedsfører Birgit Anette Rasmussen som verdensmester i armensk, var hun faktisk 62 år, før hun fik sit livs første faste fuldtidsstilling.

Inden da havde hun arbejdet på deltid, på tidsbegrænsede stipendier, som løst tilknyttet underviser i græsk og latin for teologer og har også undervist i sprog i gymnasiet, folkeskolen, ungdomsskolen og på arbejdsmarkedskurser.

Den første faste stilling var så til gengæld et professorat på Københavns Universitet. I spidsen for en gren af videnskaben, hvor Danmark har ligget i verdenseliten i 200 år.

Hvad kan almindelige mennesker bruge din ekspertise til?

Til at få en mere nuanceret opfattelse af vores europæiske identitet. Man taler så meget om den antikke arv fra Grækenland og Rom og om den fælles jødisk-kristne arv, som om det var de to eneste elementer, men der er et betydeligt element, som man kan kalde det hedenske eller arven fra indoeuropæerne, som for eksempel både har givet os jul og solhvervsfest. I disse migrationstider kan vi også lære, at migration og globalisering ikke er ny, men går tusinder af år tilbage.

Hvad er dit bedste råd til en student?

Hvis der er noget, du føler stærkt for at studere, så gør det. Der kan komme lange perioder, hvor du er frustreret og ked af det, men belønningen skal nok komme. Der er intet, der overgår glæden ved at følge sit eget spor og opleve at komme ind i en opdagelsesproces. Det er som at være forelsket.

Hvilket uløst mysterium ville du gerne løse?

Jeg ville gerne finde beviset for, hvem der er indoeuropæernes sprogligt nærmeste slægtninge. Det kan være de uralske, eskimoiske eller kaukasiske sprog. Men den opgave er for stor til ét menneske.