Sproget forlænger Landbodanmarks levetid

En meget stor del af det danske sprog, vi kender og elsker i dag, er skabt af de store danske forfattere for 150-200 år siden, da landbruget endnu var hovederhverv, erklærer professor Johs. Nørregaard Frandsen, der er aktuel med bogen ”Kovendinger – Liv i sproget”

Det ord, der har fået lov til at give bogen titel, kovending, er et af de vendinger, der går tilbage til landbrugssamfundet. - Foto fra bogen.
Det ord, der har fået lov til at give bogen titel, kovending, er et af de vendinger, der går tilbage til landbrugssamfundet. - Foto fra bogen. .

Selvom de færreste i dag helt konkret foretager kovendinger, får spat eller opgiver ævred, klinger ordene forholdsvis velkendt for de fleste moderne danskere. Måske kender vi ikke vendingernes oprindelige betydning – og nogle af os gengiver dem måske endda lidt forkert. Men ikke desto mindre er de fulgt med os på vores lange rejse fra svundne tiders stalde og marker til vore dages parcelhuse, lejligheder og kontorer. Det kan godt være, at det Landbodanmark, som engang beskæftigede hovedparten af befolkningen, er svundet ind til en sparsomt bemandet fødevareindustri, men det lever videre i vores moderne danske sprog.

Sådan lyder budskabet fra Johs. Nørregaard Frandsen, professor i kultur- og bevidsthedshistorie ved Syddansk Universitet og aktuel med bogudgivelsen ”Kovendinger – Liv i sproget”. Hvis især den sidste halvdel af bogtitlen virker Kristeligt Dagblads læsere bekendt, skyldes det, at den er identisk med navnet på Johs. Nørregaard Frandsens faste sprogklumme her i avisen, hvorfra meget af materialet til bogen er hentet.

”Min bog handler om, hvor vigtigt det er at lege med sproget og at lade dets litterære kvaliteter folde sig ud. Her er sprogets faste vendinger særligt interessante, fordi de er opstået i en bestemt social kontekst og oprindeligt bygger på menneskers sanselige erfaringer. En lang række af disse vendinger går tilbage til et landbrugssamfund, hvor de opstod omkring konkrete situationer, men nu er de kun tilbage, fordi de er blevet hængende som ord,” forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.
 
Det ord, der har fået lov til at give bogen titel, kovending, er et af dem. I forsommeren så professoren en udsendelse i tv, hvor nogle unge standup-komikere blev spurgt om, hvor udtrykket stammer fra. Ingen vidste det, men et par af dem sagde fnisende, at det nok var opstået, fordi en ko ikke er let at flytte på. Og ganske rigtigt.

Selvom ordet i dag mest bruges om politiske kursskift – og i øvrigt er nået hertil via søfartssproget, hvor det er blevet brugt til at beskrive vanskelighederne ved at vende et sejlfartøj – så er det ”opstået blandt bønder og hyrder, der ikke kunne få den dumme ko til at vende og skifte retning,” som professoren formulerer det.

På samme måde er der i dag meget udbredt at få spat af både det ene og det andet, selvom den tid er forbi, hvor ordet dækkede betændelsen i haserne på en hest. Og alt for mange opgiver ævred uden at ane, at ævred engang før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet var en indhegning til husdyrene, og det at opgive ævred derfor var en frisættelse, der gav bedre ressourceudnyttelse. Vendingen er overlevet, men har foretaget en kovending, så den nu blot betyder at give op.
 
Og sådan kunne man blive ved med, at vi har en høne at plukke med hinanden eller at vi gør kål på det ene og det andet. Husdyr og afgrøder er rykket på afstand, men sproget holder dem tæt til os. Og når vi bruger vendingen, at noget er ”pæredansk”, smelter frugter og nation ligefrem sammen. Sproget stammer i vid udstrækning fra landbrug og fødevarer, og det er sproget, der mere end alt andet gør os danske, mener professoren, som har været inde på Kulturministeriets Danmarkskanon-hjemmeside og stemme på det danske sprog som den vigtigste af de 20 foreslåede såkaldte samfundsværdier.

Men det danske sprog er mange ting. Det er velprøvede vendinger, det er skamredne indholdstomme modeord, og det er poetisk ordleg fra sproglige mestre som H.C. Andersen, Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann. Og Johs. Nørregaard Frandsen går så langt som at sige, at det dansk, vi taler i dag, er grundlagt for 150-200 år siden af folk som de ovennævnte forfattere.
 
”Sproget skal have lov til at udvikle sig. Det har jeg ikke noget imod. Heller ikke at vi i dag har en stigende sprogimport fra engelsk. Det er naturligt, at et ord som harddisk kommer ind, og at nogle af ordene fra landbrugssamfundet ryger ud, når det nu er dét, vi arbejder med i dag. Men jeg vil gerne slå et slag for, at vi ærer og agter sprogets forbindelse til forfatterne som de sprogmestre, de var og er,” siger han.

Han uddyber, at den gamle Ordbog over det Danske Sprog modsat nutidens ordbøger er fyldt med referencer til, hvordan forfattere har anvendt de forskellige ord. Pointen er, at det var folk, som ikke kun så sprog som kommunikation, men som elskede det, smagte på det og legede med det. Og hvis man gør det, undgår man professorens hadeord nummer ét, ”fremadrettet”, som han mener i sin bureaukratiske mangel på sproglig fantasi er langt mere bagudrettet end de sjove og frodige vendinger, der holder Landbodanmark og Guldalderdanmark i live i sproget.