Spørgsmålet om en europæisk finansskat roder op i regeringssamarbejdet

Regeringspartierne er uenige om den europæiske finansskat.
Regeringspartierne er uenige om den europæiske finansskat. Foto: Keld Navntoft.

Uenigheden internt i regeringen, om Danmark skal deltage i en kommende europæisk skat på handel med aktier, obligationer og andre værdipapirer, dukkede efter en stille periode igen op til overfladen i går. Mens EUs skattekommissær, Algirdas Semeta, på et pressemøde i Bruxelles fremlagde planerne for, hvordan 11 EU-lande i praksis vil gennemføre skatten, skrev Jesper Petersen, SFs politiske ordfører, et indlæg på Facebook, hvor han slår fast, at SF mener, at Danmark bør tilslutte sig det udvidede skattesamarbejde.

I princippet så jeg gerne Danmark gå aktivt ind i samarbejdet i Europa. Men regeringsgrundlaget slår fast, at regeringen støtter en global ikke europæisk skat, skrev han.

Samme synspunkt fremkom SF-formand Annette Vilhelmsen med sidste efterår under formandsvalgkampen, og på afstand har partiets europaparlamentariker, Emilie Turunen, ligeledes talt for en sådan skat.

Men det er stik imod regeringsgrundlaget, der siger, at man kun tilslutter sig en global aftale, og dermed ikke kan gå med i en smallere europæisk aftale.

Og selvom der egentlig ikke er noget nyt i Jesper Petersens udmelding, så rammer det dybt i en regering, når en indenrigspolitisk profil pludselig udstiller den interne uenighed, siger politisk kommentator Lotte Hansen.

Selvom man underkendes internt, kan man ikke stå og flage med egne holdninger. Hvis alle soldaterne løber til hver sin side, står lederen alene. Så smuldrer regeringsdueligheden, siger hun.

LÆS OGSÅ: National grådighed har gjort det af med solidariteten

Hun mener ikke, at hans ord om, at regeringsgrundlaget ligger fast i denne periode, og at det er langsigtet, at SF vil arbejde for, at Danmark tilslutter sig skatten, er det samme som at bakke op om regeringen:

- Selvom man internt vidste, at det var sådan, det var, er det hans pligt at gå ud og markere, at han bakker op om regeringsgrundlaget. Det gør man ikke ved at starte en debat om det modsatte, siger hun.

Debatten blev dog også hurtigt slået ned af Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, John Dyrby Paulsen.

Jesper Petersen må tale på SFs vegne, det skal jeg ikke blande mig i. Jeg blander mig i regeringens linje, og den går jeg også stærk ud fra, at SF bakker op om, sagde John Dyrby Paulsen.

Så sent som i onsdags fremlagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) regeringens politik.

Vi følger forslaget ud af øjenkrogen, vi er med i processen, men Danmark skal som bekendt ikke være med i det forstærkede samarbejde, sagde hun.

John Dyrby Paulsen siger, at finanskatten er et område, vi følger med meget stor opmærksomhed. Han vil dog ikke ind på, om det så er med henblik på, at man kan ændre mening og gå aktivt ind i samarbejdet på et senere tidspunkt.