SR-samarbejde har karakter af fornuftsægteskab

I mere end 100 år har Socialdemokratiet og De Radikale været afhængige af hinanden på vejen til magten. Det gentages nu igen

Efter samlings- og departementschef-regeringerne under Anden Verdenskrig fik De Radikale en friere stilling som støtteparti for rene socialdemokratiske regeringer i 1947-1950 og igen i 1953-1957. Her giver professor i statskundskab Peter Nedergaard et historisk overblik af forholdet mellem de to partier.
Efter samlings- og departementschef-regeringerne under Anden Verdenskrig fik De Radikale en friere stilling som støtteparti for rene socialdemokratiske regeringer i 1947-1950 og igen i 1953-1957. Her giver professor i statskundskab Peter Nedergaard et historisk overblik af forholdet mellem de to partier. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I store dele af de seneste 100 år har Socialdemokratiet og De Radikale opretholdt en form for fornuftsægteskab. Der har dog været skilsmisser undervejs på især radikalt initiativ. Bagtæppet for at tage netop dette emne op er naturligvis, at der netop nu foregår afgørende forhandlinger mellem den socialdemokratiske ledelse og blandt andet de radikale forhandlere om skabelsen af et regeringsgrundlag.

Da De Radikale dannedes i 1905 af udbrydere fra Venstre, havde Socialdemokratiet allerede eksisteret siden 1871. Sidstnævnte havde dog ikke den erfaring eller måske appetit på magten, som De Radikale hurtigt fik. Allerede i 1909-1910 og igen i 1913-1920 indtog De Radikale regeringskontorerne med Socialdemokratiet som støtteparti.

I 1924-1926 og igen i 1929-1940 vendte rollerne om, og De Radikale blev nu det lillebrorparti i en socialdemokratisk regering med Thorvald Stauning som statsminister, som man har været så ofte siden. I denne periode var rollefordelingen groft sagt, at Socialdemokratiet tog sig af indenrigspolitikken, mens De Radikale tog sig af udenrigspolitikken.

Efter samlings- og departementschef-regeringerne under Anden Verdenskrig fik De Radikale en friere stilling som støtteparti for rene socialdemokratiske regeringer i 1947-1950 og igen i 1953-1957.

Årsagen var ikke mindst, at De Radikale fastholdt linjen fra før Anden Verdenskrig om, at Danmark skulle holde sig neutral under den kolde krig. Socialdemokratiet var derimod en klar fortaler for dansk tilslutning til Nato.

De Radikale ændrede dog standpunkt og accepterede dansk medlemskab af Nato, og partiet var i 1957-1964 en del af den socialdemokratisk ledede regering. Man gik dog ud i 1964, fordi partiet gik lidt tilbage og derfor ønskede en løsere tilknytning til Socialdemokratiet.

Ægteskabet mellem Socialdemokratiet og De Radikale opløstes for en stund efter et meget rødt valg i 1966, hvorefter Socialistisk Folkeparti kom til at danne parlamentarisk grundlag for den siddende socialdemokratiske mindretalsregering. Det var det samarbejde, der fik betegnelsen ”det røde kabinet”.

Allerede i 1965 havde Venstres daværende leder, Poul Hartling, holdt en meget berømt tale i Svanninge Bakker i august 1965. I talen opfordrede Hartling De Radikale til at gå med i en liberal regering. Der var i 1963 med statsminister Jens Otto Krags (S) noget planøkonomiske ”helhedsløsning” opstået en sprække imellem Socialdemokratiet og De Radikale. Den udnyttede Hartling til at invitere De Radikale til et nærmere samarbejde.

Talen blev i radikale kredse først modtaget med forbehold, men efter valget i 1968, hvor De Radikale gik klart frem, opstod der en situation, hvor partiet kunne vælge imellem at gå den traditionelle vej med et svækket Socialdemokrati som regeringspartner eller at søge samarbejde med Venstre og De Konservative. Det endte med en VKR-regering med den radikale leder, Hilmar Baunsgaard, som statsminister. VKR varede til 1971.

Ved valget i 1971 kom Socialdemokratiet igen til regeringsmagten med De Radikale som støtteparti. Da socialdemokraten Anker Jørgensen overlod statsministerposten til den konservative Poul Schlüter i 1982, blev De Radikale støtteparti for regeringen angående den økonomiske politik, men stemte sammen med Socialdemokratiet og oppositionen i sager om Nato og sikkerhedspolitikken. Efter valget i 1998 gik De Radikale med i en KVR-regering, som sad til 1990.

De Radikales leder Niels Helveg Petersen var efter alt at dømme medvirkende til, at Poul Nyrup Rasmussen tog opgøret med Svend Auken om formandsposten i Socialdemokratiet.

Da Poul Schlüter trådte tilbage på grund af Tamilsagen i 1993 og overlod statsministerposten til Poul Nyrup Rasmussen, kom De Radikale med i den socialdemokratisk ledede regering frem til 2001.

I tiårsperioden 2001-2011 var både De Radikale og Socialdemokratiet for første gang i næsten 100 år uden for regeringsmagten i et helt årti, fordi Dansk Folkeparti – der agerede støtteparti for de Venstre-ledede regeringer – lykkedes med at trække vælgere over midten på grund af udlændingepolitikken.

I 2011-2015 var Socialdemokratiet og De Radikale igen i regering sammen, men derefter tog en borgerlig regering over igen.

Valget er endnu engang for De Radikale, om man skal følge hovedsporet og agere støtteparti for en socialdemokratisk ledet regering, gå med i en sådan eller finde på noget helt nyt som for eksempel en RV-regering lidt á la 1968.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.