SSI-direktør: Stigende smittetal er ventet og kan håndteres

Torsdag bød på det højeste antal smittede i fire måneder, men det er i tråd med forventningerne, vurderer SSI.

Det er forventeligt, at smitten stiger i forbindelse med genåbningen, siger Henrik Ullum, der er direktør for Statens Serum Institut (SSI). (Arkivfoto)
Det er forventeligt, at smitten stiger i forbindelse med genåbningen, siger Henrik Ullum, der er direktør for Statens Serum Institut (SSI). (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der blev torsdag registreret det højeste smittetal i Danmark i fire måneder, men det er helt som ventet som følge af genåbningen og kan håndteres.

Sådan lyder det fra Henrik Ullum, der er direktør for Statens Serum Institut (SSI).

- Man kan ikke genåbne samfundet så meget uden at se en stigning i smitten, siger han til DR.

- På nuværende tidspunkt ser vi ikke en større stigning, end vi godt kan håndtere, men det er vigtigt, at vi fremover alle sammen hjælper hinanden med at sørge for, at smitten ikke accelererer yderligere, siger han.

Torsdag blev der registreret 1012 nye smittetilfælde i Danmark. Det er det højeste siden 14. januar.

Det skal dog ses i lyset af, at der bliver foretaget langt flere test i dag sammenlignet med starten af året - blandt andet fordi der er oprettet langt flere testcentre og indført krav om coronapas mange steder.

Henrik Ullum peger på, at man lige nu kan se en effekt af, at de ældste og sårbare er blevet vaccineret.

Det kan ses på landets sygehuse, hvor antallet af indlagte lige nu er det laveste siden november.

Han understreger over for DR, at vi ikke er usårlige, og at det hurtigt vil kunne gå den anden vej.

På Roskilde Universitet er pandemiforsker Lone Simonsen ikke helt så positiv som Henrik Ullum.

Hun siger til DR, at det giver anledning til lidt sved på panden, at der har været en stigning i smitten allerede nu, hvor Danmark ikke har nået at vaccinere folk mellem i 40'erne, 50'erne og 60'erne, som kan blive ramt af alvorlige forløb med corona.

/ritzau/