Prøv avisen

Stærk tro på teknologien som problemknuser

Teknologien er kommet for at blive, men det er ikke uden følgevirkninger for mennesket. Foto: Tegning: Peter M. Jensen

Den nye teknologi medfører en masse ambivalente følelser, men vi vil ikke undvære den, siger den tyske professor i teknikfilosofi Armin Grunwald, der beskæftiger sig med at vurdere de menneskelige og sociale følger af den teknologiske udvikling

Et medicinalfirma opfinder en metode til at foretage screeninger ved kunstig befrugtning. Et forskerhold finder ud af, hvordan man kan bruge nanoteknologi til at imprægnere sofaer. Og en gruppe it-nørder udvikler en metode til at holde dig opdateret om, hvor dine venner og deres mobiltelefoner befinder sig netop nu. Disse eksempler på teknologiske landvindinger er for længst gamle nyheder, men konsekvenserne af dem er derimod stadig uvisse. Vil vi i fremtiden kun have designerbørn? Er nanopartikler farlige for menneskekroppen? Hvad bliver de sociale konsekvenser af mobilovervågningen?

LÆS OGSÅ: Digitaliseringen og tvangen

Kun få ved det, men der findes en hel videnskabelig disciplin, nemlig den såkaldte teknologivurdering, der beskæftiger sig med at vurdere de menneskelige og sociale følger af den teknologiske udvikling. Det gælder både vurderinger før implementeringen af nye landvindinger og efter, at de har bredt sig i samfundet.

Der er i dag atter en stærk tro på den teknologiske udvikling som samfundsmæssig problemknuser, siger Armin Grunwald.

Han er professor i teknikfilosofi, leder af Institut for teknologivurdering og systemanalyse og en af Europas skarpeste hjerner på området. Fra sit kontor ved Karlsruhe Universitet i Sydtyskland ser han en bevægelse mod en sundere og mere kritisk omgang med den moderne kommunikationsteknologi. For godt nok belaster den individet og vores sociale omgang, men den evige onlinetilværelse er i hans øjne en børnesygdom her i internettets barndom, som vi nok skal komme os over.

Ukendte faktorer hober sig altid op, når man tager et nyt felt i kikkerten. Alligevel må vi forsøge at afveje nytten af og belastningen ved nye teknologier, siger Armin Grunwald og indrømmer, at nytte og belastning er nogle komplicerede begreber.

Nytte er i sin ånd et økonomisk orienteret begreb. Det lugter af, at man altid kan lave cost-benefit-analyser. Belastning er derimod et subjektivt begreb, der kræver mere sensitivitet. For eksempel opfatter mange det som en belastning, at der bliver opført en mobilmast i nærheden af deres hjem. Vores opgave er her at få denne subjektive fornemmelse op på et objektivt, videnskabeligt niveau.

At den teknologiske udvikling kan medføre et menneskeligt ubehag og et samfundsmæssigt pres, er ikke et nyt fænomen. I sin sociologiske klassiker Risikosamfundet fra 1986 beskrev sociologen Ulrich Beck det postindustrielle samfund som et laboratorium for videnskabelig forskning og teknologisk udvikling, der virker belastende for individet. Armin Grunwald foretrækker dog begrebet real-eksperimenter frem for samfundslaboratorium.

Det videnskabelige og tekniske fremskridt har altid noget eksperimentelt over sig, ny ikke-viden opstår konstant. Men laboratoriebegrebet lyder, som om der sidder nogle isolerede videnskabsfolk og laver eksperimenter med samfundet. Jeg ser det nærmere som et læringsfællesskab, som vi alle er tvunget til at deltage i, siger han og henviser til, at vi med ulykker som Tjernobyl og Fukushima ufrivilligt har lært af konsekvenserne af atomkraft.

Men det betyder ikke, at fysikere og ingeniører har eksperimenteret med samfundet som laboratorium. De har prøvet at løse problemer og behov, som er samfundsskabte,. Det samme gælder udviklingen af for eksempel it, der af mange opfattes som en belastning, både for det enkelte individ og for samfundet. I kraft af fremskridtet står der desuden uendeligt meget på spil, vi har uendeligt meget at tabe og er dermed blevet mere sensible.

Alligevel ser Armin Grunwald ingen tegn på et fundamentalt opgør med den nådesløse teknologiske udvikling.

Teknologien har generelt betragtet været uhyggeligt succesrig her er vores forventede levealder et af de mere objektive tegn. Jeg ser ingen tegn på, at tempoet sænkes. Medmindre der opstår voldsom nød, ville det ryste vores inderste demokratiske principper, hvis man tvinger folk til at give afkald på teknologiske løsninger, der allerede findes eller potentielt kan skabes.

Kort og godt må vi affinde os med, at udviklingen bringer en masse ambivalente følelser med sig. Teknologien åbner en masse frihed, men vi underlægges samtidig en række tvangsmekanismer, mener teknikfilosoffen.

Det gælder lige fra fordelene ved smser, der samtidig tvinger os til at bruge et elendigt tastatur, til fleksibiliteten på arbejdsmarkedet i kraft af it, som omvendt får os til at føle, at vi konstant bør stå til rådighed.

Om hvorvidt denne evige og tvungne onlinetilværelse har gjort stress til en af tidens mest udbredte folkesygdomme, er Armin Grunwald mere forsigtig i sin analyse.

Måske er der andre årsager til, at diagnoser som stress og udbrændthed er blevet så udbredte i dag, men den udvikling har helt klart også en sammenhæng med den evige den onlinetilværelse, siger Armin Grunwald, der ser en voldsom ubalance i det moderne menneskes vægtning mellem arbejde, fritid og privatliv.

Her er det interessant, at følelsen af hele tiden at skulle stå til rådighed sjældent er noget, som chefen eksplicit kræver af os. Det grunder næsten altid i et uudtalt kollegialt eller socialt pres. Eller måske en usikkerhed, der får os til at vise vores gode vilje ved konstant at svare på opkald og e-mail fra folk, som vi måske aldrig har mødt.

På det mere overordnede plan ser filosofiprofessoren ingen tegn på fundamentale opgør med den teknologiske udvikling. Men kan det virkelig passe, at mennesket ikke siger fra, før det brænder sammen under dette voldsomme individuelle pres? Her er Armin Grunwald mere rolig.

Jeg er overbevist om, at der vil opstå modbevægelser. Som på alle andre områder af den teknologiske udvikling vil der opstå protester, når man videnskabeligt og sikkert kan påvise en negativ udvikling i samfundet. Jeg tror, at vi har oplevet højdepunktet af den her tendens til altid at skulle være online og til at få fat i.

I Armin Grunwalds optik har vi med god grund været utroligt fascineret af det globale netværk og dets muligheder, men om 10-20 år er den evige onlinetrang fortid, mener han.

Vi vil sikkert betragte det som en børnesygdom i internettets første årtier. Selv på chefgangene oplever jeg allerede nu, at folk virkelig holder ferie, når de har ferie de sætter autosvar på mailen med: er tilbage om tre uger.

Denne tendens er måske også grunden til, at det sociale medie Facebook for nylig har meldt om faldende brugertal for første gang i netværkets levetid. Denne udvikling overrasker ikke professoren, der understreger, at Facebook, twitter og så videre helt sikkert ændrer vores opfattelse af intimsfære og privathed.

Men straks taler sociologer og eksperter om et epokegørende paradigmeskifte, hvormed de overser, at der tit blot er tale om forbigående modebølger. Jeg plejer at sige: Lad os vente, til mennesket faktisk er ændret, før vi dømmer og diagnosticerer.

Men internettet har allerede ændret verden på afgørende punkter?

Ja, helt klart, siger Armin Grunwald og nævner revolutionerne i det arabiske forår som det mest aktuelle eksempel.

Mange føler sig i dag som en del af en global menneskehed frem for et lokalt, mere overskueligt fællesskab. Det belaster på den ene side, fordi vi ofte mangler et filter mellem vores nære livsverden og de globale, komplekse problemer, som vi er afmægtige over for. På den anden side oplever vi, at vi kan mobilisere enorme kræfter i kraft af de globale netværker.

Som med al anden teknologi er det altså en tveægget udvikling, hvor teknologivurderingen bliver afkrævet sin kerneydelse: at svare på, hvordan vi kan lade de positive kræfter komme til udfoldelse og inddæmme de negative følger. På det private plan kan det derimod være svært at beskytte sig mod udviklingen, medgiver Armin Grunwald.

Man kan til dels styre, hvor meget teknologi man ønsker i sin hverdag. Men brugerne må være oplyste og spørge, hvorvidt vores digitale fodaftryk bliver lagret.

At mange forbrugere er for uopmærksomme, er dog forståeligt nok.

Jeg orker jo heller ikke læse varedeklarationen på alt det, jeg køber i supermarkedet, lyder det fra teknikprofessoren, der dog har stor tiltro til de europæiske organisationer for forbrugerbeskyttelse, som han til dels selv rådgiver.

Set i et historisk perspektiv er der i dag en stærkere tro på teknologien end i tidligere generationer.

For eksempel var 1960erne en meget teknokratisk tid, og teknologikritikken omkring ungdomsoprøret og senere tankerne om grænser for vækst kom ikke ud af det blå. I dag har vi atter en stor tiltro til videnskaben, som er forståelig nok. Det ville være så nemt, hvis vi kunne løse fundamentale problemer med teknologi. Hvis vi kunne invadere Irak uden blodsudgydelse, hvis vi kunne løse den globale opvarmning med klimateknologi.

Desværre smitter den slags visioner også af på vores kritiske dømmekraft i privatlivet, mener Armin Grunwald, der nævner områder som medicinsk forskning og servicerobotter i ældreplejen.

Denne udvikling er overvejende økonomisk drevet og er langt hen ad vejen uproblematisk. Men det åbner selvfølgelig for glidebaner først gøres medicineringen maskinel, herefter automatiseres måltider, til sidst kropspleje og den menneskelige kontakt. Pludselig sidder man tilbage med en meget ubehagelig fornemmelse.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad politikerne på både nationalt og EU-plan kan og vil gøre for at dæmme op for de negative og belastende følger af den teknologiske udvikling. I 1960ernes teknologioptimisme så filosoffen Jürgen Habermas en negativ udvikling inden for det politiske felt. Vi eliminerer de praktiske spørgsmål om, hvordan vi former vores liv og samfund på en fornuftig måde, og i stedet for disse spørgsmål indtræder en politik, der er fokuseret på at løse tekniske spørgsmål, skrev han.

På mange områder gør politikere i dag stadig brug af teknologiens forestilling om, at der findes optimale teknologiske løsninger de gemmer sig bag disse idealløsninger, siger Armin Grunwald.

Det er den nemmeste måde at gå til komplekse problemer og grundlæggende værdikonflikter på, men oftest kan denne slags samfundsspørgsmål slet ikke uddelegeres til teknikken. Men heldigvis oplever vi jo også masser af kritik og modbevægelser i dag. I Tyskland er teknologivisionerne atter i vælten. Efter at jordskælvet og tsunamien ramte det japanske atomkraftværk Fukushima, rejste der sig en storm mod atomkraften. Langtfra alt overlades altså blindt til teknologien, så overordnet er jeg ikke så pessimistisk.

indland@k.dk