Prøv avisen

Stadig flere danskere får lov at dø i deres hjem

De fleste danskere vil helst dø i deres eget hjem frem for på en hospitalsstue. Foto: Lasse Kristensen/ritzau

Færre dør på hospitalet, viser ny undersøgelse, og et flertal af borgerne vil da også helst dø derhjemme. Sundhedsvæsenet og kommunerne kan dog gøre meget for, at endnu flere ender med at slutte livet i vante omgivelser, mener fagfolk

Et flertal af danskerne vil helst dø i deres eget hjem frem for på en hospitalsstue. Og udviklingen går da også i retning af, at flere får det ønske opfyldt.

I de sidste 35 år er andelen af danskere, der dør under en indlæggelse på enten sygehus eller hospice, nemlig faldet fra 54 til 43 procent. Til gengæld sov 57 procent af de danskere, der i 2016 afgik ved døden, ind i deres eget hjem, på et plejehjem eller et andet sted uden for hospitaler og hospicer. Det estimerede en undersøgelse fra Momentum, Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, i denne uge.

Birgit Fur er sygehuspræst på Kolding Sygehus og sognepræst i Brændkjærkirken i Kolding Syd. Ifølge hende handler folks ønske om at dø hjemme ”firkantet sagt” om et ønske om ”at dø som et afholdt menneske i stedet for at dø som en patient”. Kærligheden fra de pårørende forsvinder selvfølgelig ikke, når den døende bliver indlagt på sygehuset, men omgivelserne har stor betydning for mange døende, siger hun.

”Derhjemme har man billederne på væggen, man har katten i fodenden, og man har kommen og gåen på en anden måde og folk, der laver mad til én,” siger Birgit Fur, der dog tilføjer, at ”det, der kan afholde nogle fra at skulle dø i hjemmet, er for det første frygten for at have ondt og frygten for smerterne i den sidste tid, og der stoler de døende rigtig meget på, at de kan blive mere dækket ind på et sygehus, end de ville kunne derhjemme”.

I de sidste 15 år er andelen af borgere, der dør under indlæggelse, dog kun reduceret ganske lidt, viser Momentum-undersøgelsen. Det store fald i indlæggelsesdødsfaldene fandt sted helt tilbage i 1990’erne, og meget kan derfor gøres for, at flere får en afslutning på livet i mere hjemlige rammer.

Det mener Helle Timm, der er professor, forsknings- og områdeleder på Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Rehpa. Videncentret har desuden egne tal, der i modsætning til Momentum-undersøgelsen viser, at der i årene 2012-14 faktisk stadig var lidt flere danskere, der døde på et hospital end derhjemme.

”Hvis man gerne vil dø derhjemme, skal der jo være hjælp og støtte til det. Det er der nogle gange, men ikke altid. Og det kan også være medvirkende til, at folk bliver indlagt, hvis man ikke kan klare det i plejehjemmet eller i egen bolig,” siger Helle Timm, der efterlyser flere personer, både plejehjems-personale, hjemmesygeplejersker og praktiserende læger, der kan udføre såkaldt ”basal palliation”. Palliation betyder lindrende behandling.

Overlæge Bodil Abild Jespersen fra det palliative team på Aarhus Universitetshospital er enig.

”Det er helt alfa og omega, for at en patient får opfyldt sit ønske om at opholde sig og dø i eget hjem, at der er en kommunal indsats, som er tilstrækkelig. Det vil sige, at der er tilgængelige hjemmesygeplejersker,” siger Bodil Abild Jespersen.

Men, siger hun, ”der, hvor kommunerne ofte sparer, det er på hjemmesygeplejersker, og så bliver det i stedet social- og sundhedsassistenter og måske ufaglærte, som ikke har kompetencerne til at varetage den nødvendige pleje, behandling og støtte til en døende i eget hjem”.

Bodil Abild Jespersen hæfter sig dog ved, at de praktiserende lægers nye overenskomst ”gør det lidt lettere for dem at tage på hjemmebesøg”.

”Og det håber jeg også, at de vil gøre,” siger hun, for undersøgelser viser, ”at hvis de praktiserende læger involverer sig i sådan et forløb og kommer på besøg hos patienten i eget hjem, øger det chancen for, at patienten rent faktisk dør derhjemme”.

Men der skal selvfølgelig også være nogen til at undervise både praktiserende læger og hjemmesygeplejersker i den basale palliative behandling. Ifølge Helle Timm har den såkaldt specialiserede palliation på sygehuse og hospicer dog ikke kapaciteten til at sikre den tilstrækkelige undervisning af sundhedspersonalet ude i kommunerne.

Bodil Abild Jespersen tror dog ikke, at mere uddannelse i den lindrende behandling er alt for dyr, ”når man tænker på, hvad man sparer i indlæggelsesdøgn hos de her utilsigtede indlæggelser af patienter, som er døende og i virkeligheden helst ville være blevet hjemme”, siger hun.

Og Helle Timm peger på, at sundhedspersonalet samtidig kan blive bedre til at afholde afklarende samtaler med patienter og pårørende om, hvor borgerne ønsker at dø.

”For så kan man måske forebygge nogle akutte indlæggelser, og man kan forebygge det, som ingen ønsker: nemlig, at nogen kommer af sted de sidste døgn og ender med at dø på sygehus i tilfælde, hvor man måske kunne have klaret det derhjemme, og det havde været mere roligt at blive hjemme eller på plejehjemmet.”

Derhjemme har man billederne på væggen, man har katten i fodenden, og man har kommen og gåen på en anden måde og folk, der laver mad til én.

Birgit Fur